Kend din kirkehistorie: Oldkirken fastholdt, at Jesus var både menneske og Gud
I Egypten i 300-tallet sagde præsten Arius, at Jesus var skabt af Gud, men ikke selv var Gud. Oldkirken tog afstand til Arius', hvilket førte til den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som vi stadig kan læne os op ad i dag, skriver kirkehistoriker Kurt E. Larsen
Der står to pæne mennesker ude på trappen. De vil gerne fortælle dig om Gud og livet og fremtiden.
Umiddelbart lyder det godt. Men man er jo også lidt skeptisk. Der er så mange religioner i verden og så mange måder at tro på Gud på.
Så for en sikkerheds skyld spørger du: Jeg tror også på Gud og på Jesus sig mig: tror I også på Jesus? Og de to på trappen svarer: Ja, vi tror på Jesus. Han er noget helt særligt. Ingen har været Gud så nær som han. Ingen har talt Guds ord som han. Han er helt enestående. Jo, ham tror vi også på.
Så kan samtalen komme i gang, for nu er man beroliget. Eller er man? Ikke hvis man kender sin kirkehistorie. Så ville man kende til præsten Arius fra Egypten i 300-tallet. Han var årsag til en stor kirkelig splittelse, fordi han sagde mange store ord om Jesus og dog stod for noget helt andet end klassisk kristendom.
LÆS OGSÅ: Arius nægtede Kristi guddommelighed
Sønnen var en del af skaberværket
Arius talte om, at Jesus var etisk fuldkommen. At Jesus var et åndsfyldt væsen. At han var til før al anden skabning, og at han blev født af en jomfru. Ja, at Jesus var guddommelig af væsen.
Men midt i alt dette rigtige sagde Arius også, at Jesus var skabt på et tidspunkt, og at han ikke var Gud. Jesus var forbindelsesled mellem Gud og det skabte, men han var ikke selv Gud.
Arius kunne godt bruge udtrykket, at Jesus var Guds søn, men det skulle forstås på en ny måde. Gud er uden begyndelse og evig. Guds Søn var derimod skabt af Gud og havde derfor en begyndelse og var ikke evig. Sønnen var således klart underordnet Faderen og var en del af skaberværket.
LÆS OGSÅ: Hvorfor siger kristne, at Jesus er Gud?
Man tilbeder ikke det skabte
Kirken fastholdt over for Arius, at Guds Søn havde samme væsen som Faderen. Jesus havde jo selv sagt: Jeg og faderen, vi er ét.
I oldkirken var man vant til at ære og tilbede Faderen og Sønnen og Helligånden, når man fejrede nadver. Derfor lød det forkert i de kristnes ører, at Jesus var en del af skabningen, for man tilbeder ikke noget, der er skabt af Gud men Gud selv!
På kirkemødet i Nikæa i 325 og igen i Konstantinopel tog kirken afstand fra Arius og fastholdt det, der hele tiden havde været kirkens tro: At Jesus var helt og fuldt menneske, men samtidigt helt og fuldt Gud fra evighed af. Det førte til kirkens nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, fra 325/381.
LÆS OGSÅ: Den nikænske trosbekendelse
Troen på Jesus kan være forskellig
Kirkens kamp mod Arius opfattelse af Jesus kan være til hjælp, når man har Jehovas Vidner stående ude på trappen. De taler også om Jesus og siger, at de tror på ham. Det skal man ikke betvivle, men de tror noget andet om Jesus end alle kristne kirker i verden.
Der står også noget om Jesus i Koranen. Så muslimer har også en tro på Jesus, det er bare en anden tro end den kristne.
Den kristne tro på Jesus bygger på Bibelens vidnesbyrd om Jesus Kristus ikke bare ét enkelt udsagn, men hele det bibelske vidnesbyrd. Kender man lidt til kirkehistorien, så får man derigennem hjælp til at gennemskue nye og gamle afvigende måder at tale om Jesus på.
LÆS OGSÅ: Kend din kirkehistorie: Kirken har tidligere overlevet messefald og præster, der ikke tror på Gud
De nye tanker er som ret gamle kætterier i ny klædedragt. Som der også står i Bibelen: Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen. Hvis nogen siger: 'Se, her er noget nyt!' så har det, vi har for øje, allerede været for længst. (Præd. 1,9-10)
Kurt E. Larsen er lektor i kirke- og missionshistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus. Dette er anden del af en serie på fem afsnit.