Guide: 7 gode oplevelser til pinse

Ved pinse holdes der mange steder friluftsgudstjenester for at se bøgen foldet ud og pinsesolen danse. Arkivfoto fra Høje Taastrup Kirkes pinsegudstjeneste. Foto: Kåre Gade

Pinsen falder 50 dage efter påskesøndag. Her fejres, at Helligånden kom til disciple og gjorde dem i stand til at udbrede budskabet om Kristus til hele jorden. I samarbejde med Kirku guider vi til 7 flotte oplevelser denne pinse

Israelitterne i det antikke Israel før Jesus holdt af at feste. Faktisk så meget, at der var tre store festperioder i årets løb. Den første periode var nytårsfesten og løvhyttefesten omkring oktober, den anden periode omkring påske var for at fejre israelitternes udfrielse af Egypten, og den tredje periode kaldet pentekostæ, der betyder halvtredsindstyve. Dette markerer antallet af dage siden påsken. Pinsen, som det hedder på dansk, faldt også sammen med hvedehøsten for det jødiske folk.

I kristendommen blev pinsen en anden fejring; nemlig den dag, da Helligånden eftersigende satte sig som tunger af ild på disciplene, så de kunne tale alverdens sprog. Dette gjorde dem i stand til at udbrede budskabet om Kristus til alverdens folk, og den kristne kirke var født. Derfor kaldes det også kirkens fødselsdag.

Her har vi samlet 7 spændende pinsearrangementer i kirkerne, hvor man kan deltage. Der er lidt for enhver smag, uanset om man mest er til mad, musik eller moderigtige kirkevandringer.

1. København: Det tidlige pinsemorgenbord og Israels pagt med Gud

Sions Kirke har fødselsdag, og det er pinse. To glædelige begivenheder slås sammen i dette arrangement, hvor sanserne bliver vækket til live af lækkert morgenbord. Efterfølgende åbnes der op for refleksion over Israels pagt med Herren i dagens tekst fra Jeremias' Bog i Det Gamle Testamente.

Sted: Sions Kirke, Østerbrogade 192, København Ø, DK-2100
Dato: 20. maj
Tid: kl. 9.00

2. Gistrup: Her kan man markere pinsen med musik

Til denne musiske fejring af pinsen er der værker af J.S.Bach og Michael Bojesen. De medvirkende er organist Gunilla Odsbøl, cellist Elisabeth Bech-Egstrup og organist Ejnar Grønlund samt det erfarne Gistrup Kirkes ungdomskor.

Sted: Gistrup Kirke, Gistrup Kirkevej 1, Gistrup, DK-9260
Dato: 20. maj
Tid: kl. 10.30

3. Albertslund: Jazzhøjmesse giver glade rytmer i anledning af pinsen

Velkommen til højmesse ved Marianne Fischer. I Det Nye Testamente beskrives det, hvordan Jesu disciple modtog Helligånden pinsedag. Ved højmessen medvirker en glad jazztrio på klaver, bas, fløje og sang, Derudover kan man opleve Opstandelseskirkens Kirkekor og organist og kantor C.J. Mørch.

Sted: Opstandelseskirken, Gymnasievej 2, Albertslund, DK-2620
Dato: 20. maj
Tid: kl. 10.30

4. Korsør: Pinse & Picnic

Kort andagt i kirken og en god gåtur. Vejret kan man ikke spå om i Danmark, men en rask gåtur har aldrig skadet nogen. Denne helligdagsmandag går menigheden ud over Kruusesminde, hvor de holder Pinse & Picnic, frem til Revet og tilbage kirken til sidst. Tilmelding senest torsdag 17/5 på halskov.sogn@km.dk.

Sted: Halskov Kirke, Birkemosevej 20, Korsør, DK-4220
Dato: 21.maj
Tid: kl. 9.00

5. Korsør: Pinse, puls og power

Pinse, puls og power! På denne, forhåbentlig, smukke 2. pinsedag får byen besøg af vores kronprins Frederik. Derfor hedder friluftsgudstjenesten i år "Pinse, puls og power". Kirken glæder sig til at tage imod kongelige såvel som alle andre, når der inviteres til gudstjeneste med puls og power - efter gudstjenesten sker der et bespisningsunder, når der serveres pølser til alle.

Sted: Margrethekirken, Revlingbakken 18, Aalborg, DK-9000
Dato: 21.maj
Tid: kl. 10.00

6. København: Der skrues op for musikken for at fejre pinsen

Denne dag vil der både være ekstra musikindslag i selve gudstjenesten, og herefter vil der - traditionen tro - være en lille "matiné" efter gudstjenesten. Kirkens musikere Margrethe Smedegaard og Ole Sloth vil synge og spille musik i forlængelse af gudstjenestens tema - pinse - samt andre forårsmelodier.

Sted: Sions Kirke, Østerbrogade 192, København Ø, DK-2100.
Dato: 20. maj
Tid: kl. 9.00

7. København: Pinsegudstjeneste ved gadekæret

Præster, kor, medarbejdere og frivillige fra folkekirken på Vestegnen holder fælles friluftsgudstjeneste. Lisbeth Christensen, sognepræst i Brøndbyvester Kirke, er dagens prædikant. Allerede kl. 10.00 åbner pladsen med aktiviteter for børn, bl.a. hoppeborg, ansigtsmaling mm. Der er boder med salg af kaffe, te og et stort udvalg af hjemmebagte kager.

Sted: Gadekæret, Vallensbæk Landsby, DK-2625
Dato: 25. maj
Tid: kl. 11.00