Til Guds ære

Til Guds ære


Æ FOR ÆRE ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

Hverken Adam, Eva eller alle deres efterkommere har nogensinde forstået, at et menneskes ære ligger i, at det er Guds


Hvad har ære, æbler og æsler tilfælles ud over bogstavet Æ? Nu var det nok ikke æbler, der hang på Kundskabens Træ. Men lad os sige, at det var - for Æ'ets skyld. Eva bed af æblet, rakte det til Adam, og han spiste af det. Og de blev smidt ud af Paradiset, så de ikke også skulle række ud efter livets træ.

Af alle træerne i haven måtte de spise, blot ikke af det ene træ til kundskab om godt og ondt. Der var kun ét forbud. Kun én grænse - men det var en for meget. Fristelsen var for stor. Æblet for rødt og skinnende. De spiste.

Allerede her, ved historiens begyndelse, begynder spillet om ære. Menneskene krænkede Guds ære, da de rakte ud efter det, der ikke var deres. For Guds ære ligger i hans skabermagt og herredømme over al skabningen. Det er Gud, der sætter grænserne. Det er Gud, der anviser menneskene deres plads.

Men de lod sig lokke til at ville være noget andet og mere, end det Gud havde bestemt. Slangen spandt dem ind i en forestilling om, at den forbudte frugt gemte nøglen til riget, magten og æren. Men der kom ikke andet ud af det måltid, end fortvivlelse og skam.

Fortællingen om den famøse frugt er en fortælling om menneskets begærlige stræben efter magt og ære. For hverken Adam, Eva eller alle deres efterkommere har nogensinde forstået, at et menneskes ære ligger i, at det er Guds.


Evas skabelse

I det gamle Israel spillede begrebet ære over for skam en meget vigtig rolle i hele forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Baggrunden var den modsætning mellem at være inde eller ude, som myten om skabelse og syndefald havde slået an. For dér stod de nøgne og frysende uden for porten ind til Edens have, kvinden og manden. Skamfulde og rådvilde.

Men ligesom Gud omsorgsfuldt lod sy skindklæder til dem, inden han sendte dem ud i den store verden under forbandelsens vilkår - sådan oprettede han en pagt med det udvalgte folk. En mulighed for at komme indenfor i varmen igen. Gud gav dem loven, de Ti Bud og alle de øvrige påbud og forbud. Det ene forbud, Gud havde sat som skel mellem ham og menneskene, blev til et væld af bud. Loven var et menneskes mulighed for at gøre det godt igen og genoprette det brudte forhold til Skaberen. At overholde loven og blive inden for de rammer, den satte, det var at værne om Guds ære - og menneskets lykke.

Det forhold, der udvikledes mellem Gud og mennesker under den gamle pagt - Det Gamle Testamente - kan godt minde lidt om en mafiafamilie med en stærk faderskikkelse i spidsen. Eller om en rockerbande. For her har vi en familie, det udvalgte folk, delt ind i slægter og stammer. En dybt mandsdomineret familie med en stærk faderskikkelse i spidsen - stammens leder, og øverst Godfather himself.

Pagten forpligtede stammen på ubrydelig loyalitet mod Gud Herren, til gengæld for at modtage beskyttelse under alle forhold. ”Du har i dag erklæret, at Herren skal være din Gud, og at du vil vandre ad hans veje, holde hans love og befalinger og retsregler og adlyde ham. Og Herren har i dag erklæret, at du skal være hans ejendomsfolk, sådan som han har lovet dig... han vil ophøje dig over alle de folk, han har skabt, til lovsang, berømmelse og herlighed” - står der i Femte Mosebog. Her forpligter israelitten sig på at være Guds ejendom med hud og hår, mod at Gud giver ham lykke, fremgang og ophøjelse. Og det hele var et spørgsmål om at opretholde familiens ære.

Ære var simpelthen mandens hele livsverden og selvforståelse. Det handlede om at gøre Gud ære - dels ved at holde loven, men også ved at forplante og overføre Guds skaberkraft og herredømme til sin omverden. Det vil sige, en mand af ære var en sund og rask mand med mange børn, rigdom og bugnende marker. En mand med respekt og anseelse. En mand, der havde styr på sine fjender, og hvis magt og autoritet andre bøjede sig for. Stolthed og maskulin aggressivitet er æresbegreber.

En mand af ære kunne man derfor genkende på hans magt og rigdom. Gud havde kronet ham med ære. Men Gud kunne så også tage det hele fra et menneske igen. Hvis man ikke fulgte Guds veje, blev man ramt af Guds vrede - ramt af skam. Og et menneskes skam ramte hele familien, hele stammen. Ligesom lederens, præstens eller konges ære, også var hele stammens ære. Derfor fulgte der udstødelse med skammen. I profetlitteraturen bruges billedet af skøgen eller den utro kvinde som et billede på folkets ulydighed mod Guds bud - billedet af skam.

Men gentog syndefaldet sig ikke, da farisæerne satte loven højere end mennesket? Loven, som Gud havde skænket mennesket ud af sin vilje til, at de skulle have del i hans ære! Gud skænkede sit ejendomsfolk ære - men de ville hellere tage den selv og gjorde loven til et middel til at hævde sig og sætte andre udenfor. Loven blev det pæne borgerskabs bedste undskyldning for ikke at behøve bekymre sig om dem, der ikke klarede sig så godt.

Indtil Jesus kom og lavede det hele om. For med evangeliet får ære og skam en ny og helt, helt anderledes betydning. Hvor rigdom, magt og ære under den gamle pagt var sikre tegn på Guds velvilje, er det under den nye pagt - Det Nye Testamente - skammen, der kendetegner Guds børn.

Hele den samfundsbærende opfattelse af ære og skam væltes omkuld og udfordres af Jesus, når han spiste sammen med toldere og syndere. Og når han sagde, at han kom fra Gud og bragte godt budskab til fattige, syge og undertrykte. De skulle være Guds folk. Alle disse æresløse mennesker. Mænd af ære blev myndigt skubbet til side for at give plads til skammens kvinder - kvinder af hedensk herkomst, kvinder med blødninger, kvinder der havde syndet. Og når Jesus i Markusevangeliet belærer disciplene om, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det - så har han med en håndbevægelse skubbet hele den gamle pagts maskuline ideal om ære af bordet ved at gøre barnet til forbillede for den voksne mands gudsforhold.

Da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel palmesøndag - for at møde sin skæbne som den, der kom og truede den gamle orden - da ser man for sig den sagtmodige, duknakkede mand. Han hyldes som en konge. Men en konge og sejrherre synes man skal komme ridende på en hest - højt til vejrs. Men det gør denne konge ikke. Han kommer ridende på et trækdyr, et æsel, et ydmygt, dagligdags ridedyr. For i ham var Gud kommet til det ydmyge. I ham havde Gud opgivet sin ære og værdighed for at opsøge sine elskede skabninger dér, hvor de er: i det lave.

Og da han dør på korset, dette Guds barn, men opstår fra de døde tre dage efter, da tager Gud alle de af Paradis og borgerskab og sociale fællesskaber udstødte til sig og ærer dem. Ingen ydmygelse er for stor, intet fald er for dybt, til at Gud vil træde til med sin oprejsning og hyldest. Ikke engang når vi falder i døden.

Med korsets skam mistede denne verdens ære sin afgørende betydning. Gud åbnede porten til Paradiset og gav os selv frugten fra det andet træ i haven - livets træ. Jeg er livets brød, sagde Jesus. Den, der spiser af det brød, skal aldrig i evighed dø. Vær så god og spis - til Guds ære.

Hvad har æbler, ære og æsler tilfælles?

En hel frelseshistorie.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter