I pagt med den evige skaber

I pagt med den evige skaber


E FOR EVIGHED ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

At være kristen vil sige, at lade sig fastholde i, at vores liv aldrig leves forgæves, for vi er favnet og båret af Guds evighed


Vi er nået til bogstavet E, der næsten af sig selv bliver til Evighed med alle de forestillinger, der knytter sig hertil. Evigheden, det er noget med uendelige junimorgener, solfyldte sletter, høje, oplyste sale og nye kartofler med dildsmør. Her er ikke død, sorg og smerte, kun fred og glæde. Sig evighed, og man tænker straks på et sted. Men det er ikke sikkert, man siger det højt.

I præstekredse taler man stadig om "dengang P.G. Lindhardt aflivede det evige liv". Og det, man henviser til, er et foredrag, denne navnkundige teolog holdt på Askov Højskole engang i 1952 - dengang et foredrag kunne sætte spor i landets åndsliv! I sin berømte knappe, kontante stil gør Lindhardt op med alle vores forskellige forestillinger om livet efter døden, hvad enten det drejer sig om troen på sjælens udødelighed eller håbet om, at vi skal gense vores kære engang i det hinsides. Sådanne forestillinger, sagde Lindhardt, er ikke bare dårlig teologi, det er ligefrem ukristelig tale - fostret i skødet på det 19. århundredes udviklingsbesatte fremtidsoptimisme.

Da udviklingslæren rasede som det nyeste nye, tænkte alle i stadier. Så også døden blev et stadie, et trin på vejen mod noget andet og højere. Alle "tolkede tilværelsen med udviklingslæren. Og så er der jo ikke alvorlige hindringer, højst mutationer, men ingen brud ... alle har det bedste tilbage; fremtiden er deres element, forventningen deres livsholdning. Alle ser de bort fra hverdagen, nutiden og øjeblikket og vender sig mod det kommende."

Lindhardt hudflettede både grundtvigianerne, der gik så sindigt rundt blandt bønderne på marken og tolkede kornets friske skud som kristenhedens vækst ind i evigheden - og de missionske, der gik og ventede på dommedag. Ikke at det skræmte dem, for vel skulle Guds fjender brænde op på dommens dag, men ikke de sande troende, der endelig ved tidernes ende ville høste lønnen for alle de afsavn, de havde pålagt sig selv.

Men denne tanke, at livet er en venten på noget højere og bedre - et stadie, et trin på vejen - er en ældgammel tanke med rødder i klassisk græsk dualisme. Her ses sjælen kvalitativt adskilt fra legemet. Sjælen er fin, ophøjet og udødelig, mens legemet er underordnet og begrænset. Legemet er et fængsel for sjælen, som først finder sin befrielse i døden.

I denne tanke har mangen en prædiken i tidens løb hentet inspiration til glødende visioner om, hvordan livet kun er en midlertidig prøvelse, men vil fuldendes i evighedens herlighed. Kirken, sagde Lindhardt, har sandelig gjort sit til, at det opgejlede fremtidshåb blev bestyrket. Folk blev bakket op i deres længsel efter at få deres liv fortolket som den skønne sommerfugls. Først er man en larve, på puppestadiet. Siden skal man i døden folde sig ud i al sin iboende pragt. Det er en herlig tanke, der tager brodden af dødens gru, samtidig med at den smigrer vores forfængelighed.

Men at gøre døden til et stadie på sjælens udødelige vej er at gøre livet ubetydeligt. Livet får ingen alvor, hvis døden ikke ses som den endelige og uafvendelige afslutning. Lindhardts ærinde var at gøre opmærksom på, at kristendommen først og fremmest handler om det liv, vi skal leve. Både livet og døden er alvor. Og den kristne forkyndelse af de dødes opstandelse er ikke først og fremmest rettet mod livet efter døden, men mod menneskets tilværelse på jorden. Jeg er opstandelsen og livet, sagde den spillevende Jesus - her, i mig, møder I Guds evighed.

I mødet med Jesus, i troen på ham som Guds søn, der kom med syndernes forladelse, lægges vi i Guds hånd og får del i Guds fremtid. Det er opstandelsestro. For opstandelsestroen siger ikke andet om fremtiden, end at den er Guds. Fremtiden er ikke vores. Vi har ikke ret til livet, hverken det nærværende, forgængelige, eller det evige. Livet og fremtiden er Guds, og alt må vi tage af hans nådige hånd. Men det betyder så, at fremtiden ikke er noget, vi skal bekymre os om. Vi har dagen i dag. Se, det giver livet alvor og tyngde.


Det nye Jerusalem

Tog Lindhardt så livet af det evige liv? Han gjorde det i hvert fald vanskeligere at tale om det i så konkrete og fortrolige vendinger, som man tidligere kunne tale om livet efter døden - som om man talte om et sted, man kendte ud og ind. Og hvor man tidligere i begravelsestaler ublufærdigt kunne udmale det trøsterige gensyn med den døde engang i evigheden, har det været meget småt med den slags løfter i den sidste halvdel af 1900-tallet.

Alligevel - på sit dødsleje så min morfar, som i øvrigt var en stor Lindhardt-fan, på os med sine klare blå øjne, gav os hånd og sagde fast: "Vi ses igen". Her var ingen tvivl om, at Grundtvigs ord stod til troende, når han digter om det evige liv som landet, hvor det aldrig bliver mørk nat - "der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale, så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale".

Vi tror på, at Guds kærlighed er evig og også omfatter tiden efter døden. Vi er i Guds hånd, siger vi. Men hvordan tør vi ikke sige noget om. Vi ved jo heller ikke noget. Men hvorfor må vi ikke drømme og forestille os? Hvorfor må vi ikke sætte ord og billeder på livet hos Gud? For den døende kan det være altafgørende. Og for mig? Hvorfor skulle jeg ikke genforenes med mine elskede små og alle de andre, der er mit liv? Selvfølgelig bliver jeg det.

Men det er stadig ikke fremtiden, der er det egentlige ærinde, når vi taler om Guds evighed. Det er slet ikke tiden, men tværtimod en fastholdelse af tiden. Filosofisk talt ville et menneskes liv uden evighedens dimension ikke være andet end noget, der forløber - ja måske endda løber løbsk. Her går dagene i én lang strøm af hændelser, der aldrig får nogen sammenhæng eller dybere betydning. De sker bare.

Og denne flod af løsrevne hændelser holder mennesket fanget. Mennesket er som en brik, der bare flyder med ned ad tidens ustandselige strøm. Først når det lader sig fastholde af det eviggyldige i disse hændelser og får en historie, en skæbne - først da er mennesket frit og i egentlig forstand et menneske og ikke bare et tilfældigt væsen. Man kan også udtrykke det sådan, at vi først rigtig kommer til vores ret, når livet ikke kun er tid, men også fylde.

I Det Gamle Testamente, som gennemsyres af troen på, at verden og alt dens liv er skabt og opretholdt af Gud, dér ses et menneskes dage aldrig bare som en matematisk sum af dage fra fødsel til død. Et menneskes tid omhandler det, som dette menneske har gjort og betydet. Det er tungt af fylde og betydning. Og det hænger sammen med, at israelitten var fastholdt i en sammenhæng med den evige skaber.

Historien fortælles af Gud, og ind i denne historie sættes mennesket. Derfor har en israelit ikke bare en udmålt tid på jorden, han har mål og mening. Guds evighed er ikke en fremtidig tidsløshed, der kroner det slidsomme liv på jorden. Evigheden er det, der står fast ned gennem tiderne, det, der fastholder mennesket i timelighedens flugt: at Gud har skabt det hele og står ved sin skabelse.

Jesu liv, død og opstandelse genindsætter mennesket i denne pagt med den evige skaber. Hvad vil det sige at tro på den opstandne Kristus? Det vil sige at lade sin egen svindende, tomme tid fyldes af Guds evighed. At være kristen vil sige at lade sig fastholde i, at vores liv aldrig leves forgæves, for vi er favnet og båret af Guds evighed. Vi er Guds, ikke tidens, eller syndens eller dødens.

Og det er langt vigtigere at lade sig sige end at klamre sig livs- og dødsforskrækket til forestillingen om sjælens udødelighed. Vi er ikke udødelige - og sikken i grunden også frygtelig tanke. Hvordan skulle noget få betydning, kærlighed, venskab, sanselige glæder og store oplevelser, hvis det hele bare bliver ved i én uendelighed? Uden nogen egentlig grænse?

Vi er ikke udødelige, men vi har evighed. Og det er noget helt andet.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter