Når der blæses liv i støvet

Når der blæses liv i støvet


H FOR HELLIGÅND ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

Alting falder sammen som støvhobe i hjørnerne, når vi lever, som om det hele kommer an på os selv, og at verden defineres af og holdes oppe af os selv


Hvad er helligånden? Alle ved, hvorfor vi fejrer jul. De fleste er også nogenlunde klar over, hvorfor vi holder påske. Men pinsen er der ikke ret mange, der har styr på. Det er noget med at gøre sommerhuset klar og komme i haven. At vi holder fest for helligåndens komme - det er aldrig rigtig slået igennem. Vi klipper ikke pinsehjerter, og hvem har nogensinde hørt om pinseharen?

Men i pinsen fejrer vi altså helligånden. Og det gør vi med den sære historie om de kristnes første pinse, som vi har fra Apostlenes Gerninger. Det fortælles, at disciplene efter Jesu død var samlet for at holde pinse - pinsen var nemlig oprindelig en gammel jødisk fest. ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

Det går højt i den fortælling. Det suser og bruser, døre og vinduer smækkes på vid gab og hvirvler op i gammelt støv. Sådan må det have været for disciplene, da de i deres store sorg over Jesu død pludselig forstår, hvorfor det hele gik, som det gik. Ingen af dem havde vel forventet, at han virkelig ville dø fra dem. Alt havde de satset på denne Jesus fra Nazaret, som sagde, han var Guds søn. De var gået fra deres koner og kærester, venner og familie for at følge ham. De havde troet på ham, håbet på ham. Og så endte det hele så frygteligt i hån, ydmygelser, nederlag og død. Jesus havde lovet dem Guds rige. Men alt, hvad de så, var en verden, der alt for godt lignede det, den altid havde været. Der var intet sket.

Det, de sad tilbage med denne pinsedag, var nogle sorgfulde kvinders forvirrede påstand om, at Jesus var opstået af graven påskemorgen - og deres egne, sikkert lige så forvirrede syner i dagene, der fulgte. Det fortælles nemlig, at han viste sig for dem, inden han endelig forlod dem og for til himmels.

Chok og sorg og dyb skuffelse har fyldt stuerne denne pinsedag hos disciplene, som de sad der for nedrullede gardiner og græmmede sig. Indtil det er gået op for dem, hvad meningen har været med det hele. Alt det, de husker om deres liv med dette mærkelige menneske, hvad han sagde, og hvad han gjorde, det er gået op for dem i lyset af hans død og opstandelse - og de har set, at det her var det vigtigste og mest forunderlige, der nogensinde var sket og kunne ske. For dem, og for alle.

Og selvfølgelig har det fået taget til at løfte sig. Alt er blevet hvirvlet op og blæst igennem inde i det sorgens og skuffelsens fængsel, de sad spærret inde i. Og det er helligånden, der er på færde. For det er det, helligånden gør. Den hvirvler op i det gamle støv og puster nyt liv i det faldne menneske, når det går op for os, hvad evangeliet drejer sig om, og hvad det vil os.


Pinsen

Talte de i tunger derinde? Ja, det kan da godt være, at de gjorde. Men det er ikke særligt interessant for andre end disciplene selv. Den slags udskejelser står for egen regning. I øvrigt kan det være, de havde ret, dem der gik forbi ude på gaden og rystede på hovedet af disciplene og sagde til hinanden, at de nok ”har drukket sig fulde i sød vin”. Det vigtigste er, at de bagefter gik ud i alverden og fortalte om Jesus Kristus. Fortalte om, hvordan den gamle beretning om Guds skabelse af mennesket ved at puste sin guddommelige livsånde ind i det blev fortalt igen i Jesu ord og gerninger og hele skæbne. I skabelsesberetningen sættes mennesket i forhold til skaberen som den, der modtager liv og ånde fra den evige. Vi er ikke vores egne, men Guds. Ligesom verden heller ikke er vores, men skaberens. Vi er sat her i verden, med hver sin plads. At modtage sin livsånde fra Gud betyder derfor, at ens liv altid og på forhånd har mål og mening - selvom man måske ikke lige selv kan se det. Derfor leves livet kun sandt, når det leves i det forhold, Gud sætter os i - som en elsket skabning over for sin skaber.

Det er det forhold, evangeliet om Jesus Kristus vil genindsætte os i. Han gjorde blinde seende og døve hørende. Det vil sige, han fik mennesker til at se, hvad og hvem de var. De var ikke først og fremmest de af mennesker foragtede, af sorgen forladte og af synden fordømte, men de af Gud elskede. Ånden blæste liv i støvet. For alting falder sammen som støvhobe i hjørnerne, når vi lever, som om det hele kommer an på os selv, og at verden defineres af og holdes oppe af os selv. Evangeliet fortæller, at vi defineres af og holdes oppe af Gud, og at vi er hans i liv og død. Og når det løfter os op i mod og glæde, så er det helligåndens gerning. Den tager os ud af hænderne på os selv, og lægger os i Guds. Og den tager vores til tider ubærlige verden fra os og sætter os i et trøsterigt forhold til den. Hvor ånden blæser, der blæser den altid mennesket fri af den misforståelse, at det tilhører sig selv.

Vel gik det højt denne de kristnes første pinsedag, men i grunden er helligånden i ordets egentligste forstand en jordbunden størrelse. Fordi den vil binde os til livet, som vi skal leve det her i verden. Det er at sammenligne med, når vi efter et elsket menneskes død holder hinanden fast på, at vi vil leve i hans eller hendes ånd. En kristen lever i Jesu ånd - og det liv, det er bundet til den nærværende verden og de mennesker, vi har fået at leve med. Helligånden er ikke en selvberoende ånd, vi skal bestræbe os på at komme i pagt med. Helligånden er egentlig ikke noget sådan i sig selv. Helligånden gør noget, og det, den gør, er Guds vilje. Helligånden er Guds handlen med os og i os.

Vi taler meget om, at moderne mennesker er åndeligt søgende. Og at kirken burde være mere imødekommende over for denne søgen. Der efterspørges en større åndelig praksis - hvad det så end er. Det kan være mange ting, lige fra ekstatisk tungetale og anden excentrisk og for andre mennesker aldeles uvedkommende udøvelser - til en stille bøn i ny og næ. Men helligånden er under ingen omstændigheder bundet af vores praksis eller mangel på samme. Det er jo det, der er det trøsterige - at her er der noget på færde, som er uafhængig af min kunnen og villen. Det er det, der forløser mig og redder mig.

Luther siger om Helligånden i Den lille Katekismus: "Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig ved sine gaver, helliget og opholdt mig i den rette tro." Tro er altså ikke noget, man ved nok så megen åndelig opøvelse kan komme til. Troen får man givet, når evangeliets ord bliver levende for en - ved helligåndens hjælp.

Hvad er et åndrigt menneske?

Jeg synes, jeg har mødt mange mennesker med åndelige interesser, der alligevel har virket, som om de var håbløst åndløse. Mens man kan støde på mennesker, der helt tydeligt har ånd uden nogensinde at have sat deres ben på en kunstudstilling, læst en bog eller dyrket meditation. Hvad er det, der gør, at man føler, at et menneske har ånd? Det har noget at gøre med, at de lever, som om livet er vigtigt og kommer dem ved. De har et overordnet mål, der er noget, som bærer dem og relativerer alle de små ting, man kommer ud for i tilværelsen. De kan skelne mellem vigtigt og uvigtigt. De ved, hvornår de skal sætte ind med al deres lidenskab, og hvornår de skal lade tingene passere under overbærenhedens kærlige blik. Mennesker med ånd er på en eller anden måde samlet sammen om det, der er vigtigt.

Sådan kan man sige, at helligåndens virke er at samle os sammen om evangeliets sandhed, blæse mening i støvet og livsglæde i hjertet.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter