Guds eget ulydige folk

Guds eget ulydige folk


I FOR ISRAEL ved Ebbe Kløvedal Reich

Logo for abc

I Det Gamle Testamente er Israel (som på gammelhebraisk betyder "Gud hersker" eller "Gud sejrer") først en person, så et stammesamfund, dernæst et landområde og til sidst en religiøs retning. I Det Ny Testamente bliver sagen mere indviklet.


Der findes næppe noget andet navn, der er fuldt af så mange forskellige og skæbnetunge betydninger som dette.

Det bliver brugt første gang i Biblen i Første Mosebog, da patriarken Jakob kæmper en hel nat imod ”en mand”, der viser sig at være Gud selv. Om morgenen, da Jakob er slået halt, men har nægtet at give op, før hans modstander har velsignet ham, siger manden: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.”

Jakob får 12 sønner, der bliver stamfædre til hver sin stamme. I Josvabogen, da det forjættede land er indtaget, samler hærføreren de 12 stammer i Sikem og lader dem indgå en pagt med Gud og hinanden. Israel bliver herefter navnet på det i allerbogstaveligste forstand patriarkalske stammesamfund, der er Guds udvalgte folk og hans med- og modspiller i resten af Det Gamle Testamente.

I Samuelsbøgerne bliver navnet derimod brugt om et landområde, nemlig Sauls og Davids kongerige. Efter Salomos død bliver riget splittet. Sydriget får navn efter Juda, en af Jakobssønnerne. Nordriget kaldes stadig Israel.

Det vigtigste ledemotiv i Det Gamle Testamente er de pagter, som Gud indgår med israelitterne - og som de dernæst bryder. Gang på gang straffer og forbander Gud sit ulydige folk. I profettiden bliver navnet, først og fremmest af Esajas, simpelthen brugt til at betegne den ”hellige rest” af folket, der skal frelses, når den retfærdige straf på Dommens Dag vil tilintetgøre resten. I senjødedommen gør bl.a. essæerne krav på at være denne hellige rest. Det samme gjorde den allerførste jødisk-kristne menighed.

I Det Gamle Testamente er Israel (som på gammelhebraisk betyder ”Gud hersker” eller ”Gud sejrer”) altså først en person, så et stammesamfund, dernæst et landområde og til sidst en religiøs retning. I Det Ny Testamente bliver sagen adskilligt mere indviklet. Jesus udpeger hos Matthæus 12 disciple, svarende til de 12 stammer, og instruerer dem om ikke at gå til hedninge eller samaritanere, men koncentrere sig om ”de fortabte får af Israels hus”. Og han gentager det til den kanaanæiske kvinde: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Men øjeblikket efter skifter han vel at mærke mening og helbreder alligevel kvindens datter.


Israel

Der er ingen tvivl om, at evangeliernes Jesus har et særligt forhold til det gammeltestamentlige Israel. Han kan slet ikke forstås uden det. Men der er heller ingen tvivl om, at det, han forkynder, rækker langt ud over det. Den tro, som han siger helbreder og frelser, er ikke forbeholdt Israels jøder. Det udvalgte folk er dem, der følger ham. Uanset hvem de er, og hvor de kommer fra.

Derfor kunne apostlene ved pinseunderet tale alverdens sprog. Derfor kunne Paulus uden videre sætte gang i hedningemissionen blandt grækere og romere. Og derfor har et utal af kristne sekter i tidens løb kunnet sælge billetter til alverden til de 12.000 sikre pladser fra hver af Israels 12 stammer, der ifølge Johannes´ Åbenbaring står og venter i saligheden. Israel udvides i den kristne tro til at omfatte alle troende uanset race, hjemsted og historie.

Endelig er Israel som bekendt navnet på den jødiske stat, der blev oprettet i det bibelske land i 1948. Dens indbyggere hedder ikke længere israelitter, men israelere.

Hvordan forholder disse forskellige betydninger sig til hinanden? Hvor stor vægt skal man tillægge dem hver for sig? Den slags spørgsmål kan ikke besvares entydigt og en gang for alle. Dem mosaiske tro, den kristne tro og islam besvarer dem vidt forskelligt. Og inden for hver af de tre religioner, der forholder sig til navnet Israels historie, findes der mange hinanden modstridende svar.

Men ligegyldigt hvordan ens tro byder én at besvare spørgsmålene, står det fast, at Gud både kæmper med, straffer og velsigner Israel. Nok er det Guds udvalgte pagtsfolk. Men det er også et troløst, ulydigt folk. Og det gælder lige fuldt, hvad enten man som kristen først og fremmest regner Israel for et sindbillede på hele menneskeheden eller kristenheden, for et stammeforbund eller et kongerige fra oldtiden - eller for en moderne, mellemøstlig stat.

Da Jakob var blevet velsignet af Gud, gav han det vadested i Jabbokfloden, hvor det hele var foregået, navnet Penuel til minde om, at ”jeg har set Gud ansigt til ansigt og reddet livet”.

Måske er det den mest almengyldige betydning af navnet og begrebet Israel. Det er navnet på den, der har set Gud, har kæmpet med ham - og er sluppet ikke bare levende, men velsignet fra det. Det er en erfaring eller et livsvilkår, som både jødedommen, kristendommen og islam forkynder, hver på deres måde. En dag vil det måske vise sig, at det fælles livsvilkår er vigtigere end forskellene i måden at forkynde det på.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Ebbe Kløvedal Reich. Foto: Leif Tuxen
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Ebbe Kløvedal Reich.
  • Født 1940, død 2005. Historiker, forfatter og politisk debattør.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Leif Tuxen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Ebbe Kløvedal Reich.
  • Født 1940, død 2005. Historiker, forfatter og politisk debattør.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter