Guds overbærenhed

Guds over-
bærenhed


N FOR NADVER ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

Når vi fejrer nadver, ligesom allerede de første kristne gjorde det, så er det et mindemåltid om Guds trofaste holden fast ved os trods vores skyld og svigten


En lille modig flok rejser sig under gudstjenesten for at gå til nadver. Resten bliver siddende og ser til. Menigheden har delt sig. Indtil da har man været fælles om at lytte, synge og bede - men dog ikke mere fælles, end at man har kunnet sidde for sig selv i fred, passiv, uafsløret, anonym. Ved altergangen skilles vandene, nogle bliver siddende, andre rejser sig. De fleste bliver siddende.

At gå til nadver er for mange et større skridt end de få, der er fra kirkebænken og op til alteret. Tror man nu nok, og på den rigtige måde? Ved barnedåben kan man gemme sig bag de søde små. Det kan man ikke i nadveren. Der er det bare mig og min Gud - og det er for stærkt for en tøvende, tilbagelænet kirkelighed. Man vægrer sig ved at lade sig udstille på den måde og tænker slet ikke på, at følelsen af at blive udstillet netop skabes af dem, der foretrækker tilskuerens trygge distance.

Men man kan heller ikke komme udenom, at nadvermåltidet er stærk kost. Det er Jesu legeme - spis det. Det er Jesu blod - drik det. Frastødende tanker om kannibalisme og vampyrer flyver gennem hovedet. Hvorfor kan man ikke bare nøjes med at spise sammen? Måltidet er i sig selv en stærk cementering af et fællesskab. Den, man spiser sammen med, har man noget sammen med. Der er ikke noget som et godt måltid i venners lag. Her rækker og deler man tanker, følelser, minder, nærhed og varme - ligesom man deler og rækker maden rundt.

Men lige så vidunderligt, det kan være at komme hinanden så nær, som man gør, når man spiser sammen - og ser hinanden åbne munden, smaske, stange tænder, læne sig ind over én for at gribe efter et fad - lige så afskyeligt er det, hvis man nu ikke kan lide hinanden. At være tæt på, ja udleveret til andres kropslighed, kræver kærlighed. Det gør måltidet til afgørelsens time, for her afsløres vi i vores forhold til hinanden. Spiser vi os sammen i kærlighed? Eller bliver det dråben, der får bitterhedens bæger til at flyde over. Nadveren er en fantastisk scene til afdækning af, hvad vi egentlig har med hinanden.

Sådan sad Jesus den sidste aften, inden han blev arresteret, og spiste påskemåltid med sine disciple. Vi kalder det skærtorsdag - den rene torsdag - til minde om et måltid, der var alt andet end rent. For det kan godt være, dugen har været hvid og nystrøget, og bordet har været fint pyntet, men stemningen var grågrumset. Dér sad jo Judas, som ville forråde, Peter, som ville svigte, og alle de andre, som mere eller mindre flygtede fra det hele, da det gjalt. Luften har været tyk af tvivl og skuffelse, frygt og mistro. Og man kan undre sig over, at Jesus ikke fik nok og rejste sig fra bordet og slyngede den gode vin i ansigtet på dem, mens han råbte, at de var for slappe og feje til, at han ville have noget at gøre med dem mere.

Men det gjorde han ikke. Tværtimod. Han tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer. Han tog også vinen, takkede og sendte den rundt med ordene: Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, til minde om mig. Det betyder, at det skæbnefællesskab med menneskelig skrøbelighed, Gud gav sig hen til ved at blive menneske i Jesus fra Nazaret - det får sit tydelige udtryk denne sidste aften, hvor Jesus bliver siddende til bords med forrædere, løgnere og vantro.

I Jesus giver Gud sig til kende som ren kærlighed. Intet af det, vi mennesker dagligt gør os skyldige i, er større end Guds kærlighed. For sand kærlighed er at give afkald på sin ret - til retfærdighed, til hævn, til respekt og til at blive genelsket. Det er det, der er kærlighedens fantastiske styrke. Den tåler alt, tror alt, udholder alt. Sådan som Jesus tålte og udholdt de feje disciple og på korset råbte ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Vedholdende og trofast mod menneskene i al deres svaghed og skrøbelighed indtil det sidste.


Den sidste nadver

Derfor bryder Jesus brødet og deler det ud, som tegn på den kærlighed, hvormed han holder ved os mennesker. Han gik jo til af det, døde af det, som brød, der brækkes i stykker og fortæres. Og han ”udgød” sit blod som besegling af den nye pagt mellem Gud og menneske - en pagt, der først og fremmest bygger på, hvad Gud giver, og mindre på, hvad mennesker gør.

Når vi fejrer nadver, ligesom allerede de første kristne gjorde det, så er det et mindemåltid for Guds trofaste holden fast ved os, trods vores skyld og svigten. Hvorfor så ikke bare læse historien op? Fordi det er nødvendigt at gentage, hvordan Jesus »dør« for os i nadveren, for at det kan blive virkeligt for os. Disciplene oplevede helt konkret, hvordan Jesus holdt ud med dem, skånede dem, tog skylden på sig og døde for dem. Og de erkendte, at de havde svigtet deres herre og mester - og sikkert også andre. Men det var disciplene. Vi kan ikke nøjes med at høre om Jesu død som en begivenhed i fortiden, der betød noget for nogle for længst afdøde personer. Derfor holder vi nadver, for at blive delagtiggjort i det, der skete dengang. I nadveren bliver det nutid - noget, der også skete for os. Vi bliver ”stadfæstet i troen på syndernes forladelse”, som vi siger i nadverbønnen.

Spiser vi så Jesu legeme og drikker hans blod? Ja, og nej. Man kunne jo sige, at vi spiser og drikker det symbolsk. Men, som Luther lidenskabeligt påpegede, så er det simpelthen for fattigt og for lidt at gøre nadveren til en symbolsk modtagelse af, hvad Gud med liv og legeme satte til for os. Hvis nadveren kun ”virker”, om jeg nu tilfældigvis er i den rette stemning, inderlig og hengiven - så er der ikke meget ved Guds tilgivelse. Der må være noget ydre, som kommer til mig, uafhængigt af mig og min større eller mindre tro. For frelse er, at Gud har skænket mig sin tilgivelse som en ren gave, af nåde - et andet n-ord. Den kommer til mig, ikke af mig. Derfor bliver man nødt til at sige, at det er Jesu legeme og blod. Det er rigtigt, det virker.

Der er dem, der siger, at nadveren er blevet for de få, fordi kirken har druknet det enkle måltidsfællesskab i tung og uforståelig teologi. Hvorfor kan vi ikke bare kalde det fællesspisning? Fordi det ikke er dækkende for det smukke og livsvigtige ritual, hvis tyngde ikke ligger i, at vi spiser sammen - det kan vi også gøre derhjemme, og oven i købet sidde mere mageligt og blive betydeligt mere mætte - men i, at vi "spiser" evangeliets budskab om syndernes forladelse. Vi tager det til os, så ordet kan "blive kød", når vi går glade derfra. Måske ud for at byde venner og fjender på middag.

Er det så svært? Måske ligger det svære mest i, at vi er mere optaget af, hvor meget eller hvor lidt vi tror, fremfor indholdet af det, vi skal tro på - nemlig Guds overbærenhed med syndere og tvivlere.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter