I hjertets modtagelse

I hjertets mod-
tagelse


T FOR TRO OG TREENIGHED ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

Troen på den treenige Gud betyder, at vi tror på én Gud, der viser sig på tre forskellige måder. Det er kristendommens kerne og alligevel det, de fleste har sværest ved at forholde sig til


”Vil du døbes på denne tro?”

”Ja.”

"Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen."

Søndag efter søndag døber vi de små børn - og af og til også de store - i den tre-enige Guds navn. Det betyder ikke, at vi bekender os til tre guder. Det er én Gud, men han viser sig på tre forskellige måder. Det er kristendommens kerne - og så alligevel det, de fleste har sværest ved at forholde sig til.

Lige siden kristendommens tidligste år har der stået strid om, hvordan disse tre - Fader, Søn og Ånd - forholder sig til hinanden. For os moderne, oplyste mennesker er det først og fremmest påstanden om, at Jesus skulle være Guds egen, kødelige Søn, der vækker mest skepsis. Men egentlig protesterede allerede jomfru Maria, da ærkeenglen Gabriel kom med bud om, at hun skulle føde Guds Søn, Frelseren. Hvordan skal det dog lade sig gøre? udbrød hun forskrækket. Men hun bøjede sig dog alligevel for det mægtige budskab og sagde: "Lad det ske mig efter dit ord."

Det har aldrig været let at begribe, det med Gud og Sønnen. Det kan jo ikke lade sig gøre. Og var han, Jesus, ikke bare et menneske med storhedsvanvid - ligesom i øvrigt så mange efter ham? Det mente man i hvert fald på Jesu egen tid. Derfor blev han korsfæstet. Han var jo bare tømreren Josefs dreng fra Nazaret, der havde fået griller. Farlige griller.

Men dybest set er det måske ikke usandsynligheden og den biologiske umulighed, der går os mest imod. Det vrimler med tarokkort, horoskoper og blinkende krystaller selv hos de mest hårdnakkede kristendomsskeptikere. For det, man vil forsvare, er ikke fornuftens ubestridte sandhed, men idéen om gud. Gud som "det, der er større end mig selv", eller "noget derude". For den Gud bliver selvfølgelig ikke menneske.

Når vi derfor skal prøve at formulere vores kristentro, så kommer det nogenlunde til at lyde sådan her: vi tror på Gud, dog "på vores egen måde". Og så tror vi på, at Jesus var et usædvanligt fint og godt menneske, der sagde og gjorde en hel masse gode ting, man sagtens kan bruge til noget. At det meste af det, evangeliernes Jesus sagde og gjorde, faktisk er frygteligt ufornuftigt og helt ubrugeligt, medmindre man tror på ham som Guds Søn, det er så en anden sag.

At tro på Jesus som et særligt fantastisk menneske, det er der ikke noget nyt i. Tidligt reagerede man direkte på den kristne påstand om, at Gud lod sig føde i verden, med et formuleret forsvar for Guds uberørte, fjerne ophøjethed. Gud kan ikke, sagde man, have med den kødelige, syndige, jordiske virkelighed at gøre. Hvorfor skulle han dog det, når nu al religiøs stræben er himmelvendt og går ud på at vende verden ryggen og spæge sit kød og tugte al lyst og længsel?

At Gud skulle blive menneske er uforeneligt med forestillingen om Gud som den, der er aldeles hævet over enhver forbindelse med materiens smudsige, svedende, blødende, forvirrende, fængslende, begærende, ustyrlige virkelighed. Hvis Jesus var Guds Søn, så måtte det være i åndelig forstand. Han var en usædvanligt gudsfornemmende person. Et religiøst geni. Eller en etisk idealskikkelse. Et forbillede. Uovertruffen. Men stadigvæk kun et menneske.


Jesus døbes

Mod denne adskillelse af Gud og Jesus har vi så dogmet om den treenige Gud, der fastholder, at Jesus er sand Gud, såvel som han er sandt menneske, og at han kommer fra Faderen som Faderens åbenbaring i historien. Og at nu, hvor Sønnen er død og opstanden og sidder ved Faderens højre hånd, så har vi stadig hans Ånd hos os til at forbinde os med Faderen og Sønnen.

Det er formuleret i vores trosbekendelse, som siges eller synges ved alle gudstjenester og høres ved alle barnedåb - at vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn. Og på Helligånden, den hellige almindelige kirke og de helliges samfund? Men gør vi det?

Det kommer an på, hvordan vi opfatter tro - vores andet t-ord. Hvad er tro? Hvis tro er at forholde sig til nogle oplysninger, som man så skal vurdere sandsynligheden af - så bliver det selvfølgelig svært med det "ja", man svarer i dåben. Det kommer tit til at lyde som en eksamen - tror du på? Øh, ja... tror jeg nok.

Men tro er ikke at forholde sig vurderende til givne oplysninger eller til en viden om noget. Man kan f.eks. ikke tro på videnskaben, eller på vejrudsigten, eller på matematikken og kogebøgernes opskrifter - man kan have tillid til forskerne og til kogebøgernes skribenter. Men det er ikke tro. Tro er ikke at forholde sig til viden. Tro er et forhold til noget, som man binder hele sin skæbne sammen med.

Tro kan man ikke spekulere sig til. Ligesom man heller ikke kan spekulere sig frem til at føle kærlighed for et andet menneske. At være bundet med sine hjerterødder til sin elskede, og til venner og familie - det er trosforhold. Når man elsker, så skyldes det ikke, at man har foretaget en nøje analyse og begrebsmæssig vurdering af dette andet menneske - trukket lidt fra og lagt lidt til, indtil man er kommet frem til resultatet: ja, jeg elsker dig.

Kærligheden sker. Pludselig har jeg fået øjnene åbnet for dette menneskes væsen. Og uden at kunne sige hvorfor, så stoler jeg på ham.

Hvorfor det lige skete, at man kom til at tro på dette menneske, det er uforklarligt. Sådan er det også med troen på den treenige Gud. Det er også et væsen, der kommer dig i møde i hjertets modtagelse - men ellers forbliver en uforståelig, kirkelig formular.

Man kan ikke tænke og analysere sig frem til, at Gud Skaberen har åbenbaret sig i historien gennem sin Søn, mennesket Jesus Kristus, og stadig virker i verden ved Helligåndens kraft. Men vi kan i mødet med den bibelske fortælling gribes i hjerterødderne af den Gud, der ikke bare er "en gud", en "noget derude" - der kan være hvad som helst, djævelsk, dømmende, dræbende - men en skaber. En kærlig vilje, der tilgiver, forsoner og fornyer.

Der er noget dynamisk i treenigheden. Fader, Søn og Ånd, hele tiden viser den ene hen til den anden og tilbage igen. Det skaber bevægelse og handlen. Vores Gud er ikke en upersonlig, statisk genstand for filosofisk spekulation. Heller ikke en i grunden lidet betryggende forestilling om "noget derude, der er større end mig selv". Vores Gud er en kendt Gud, en åbenbaret Gud, hvis ansigt vi har set, og hvis vilje vi kender. Den Gud kan man kun forholde sig til med hjertet. Her opløses alle tilskuerpladser - derfra kan man alligevel ikke få øje på noget. Her gælder kun det, der foregår på scenen.

Ligesom i kærligheden. Den, der hele tiden vil stille sig på afstand af sit forhold for at spørge, om det nu også er rigtig kærlighed, eller om deres kærlighed er en illusion - han stiller sig uden for kærligheden. Elsker du mig? Elsker du mig rigtig? - bliver hun ved med at spørge, indtil han begynder at tvivle.

Tror du på Gud, Fader, Søn og Helligånd? Jo...

Vil du døbes på denne tro? Ja tak.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter