Den fremmede

Den fremmede


X FOR XENOFOBI ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

Jesu bud er levende tiltale til den enkelte om at være mere end dansker, mere end vesteuropæer. Et bud om at være alles næste


”Xenofobi” betyder ”frygt for det fremmede” - eller frygt og afsky for alt udenlandsk. Spændende er det, at Xeno også kan betyde en gæst, så xenofobi er en afsky for gæsten! Et ubehag ved at blive forstyrret af noget udefra, som man skal tage imod og forholde sig til.

Hvad har xenofobi med kristendom at gøre? Alt for meget, desværre. Selvom det i bund og grund er absurd, at en religion, som byder dig at åbne hjertet for den fremmede, for gæsten, der banker på din dør, i den grad - også i dagens Danmark - er gået hen og blevet fremmedfrygtens bedste argument. Vi siger, vi slås for vores danske kulturarv og kristne værdier. Men er åbenhed ikke netop en kristen værdi?

Frygten for det fremmede findes dybt i alle mennesker og i alle kulturer. Man definerer sig i forhold til det, man tager afstand fra. Omgivelserne er det spejl, man ser sig selv i - naboens stil, som man bestemt ikke synes om. Genboens smag, som man virkelig ikke deler. Forretninger, man aldrig ville sætte sine ben i, steder, man aldrig kommer - fordi det er vigtigt at sige, at man netop ikke er som dem, der kommer dér.

Der er et fint udtryk, der hedder ”at hvile i sig selv”. Det siger vi om dem, der ikke uroligt spejder efter en identitet i alt, hvad de står over for. Og som ikke hele tiden hader og afskyr snart det ene, snart det andet i et demonstrativt forsøg på at markere, hvem de selv er. Frygten for det fremmede er på én gang en frygt for at miste sin identitet, samtidig med at man netop finder den gennem sin afstandtagen.

Vi er ikke som de stive svenskere, de kedelige nordmænd eller som pølsetyskeren. Men vi er først og fremmest ikke som muslimen. Og det har vi en lang historie for ikke at være. En historie, som er hele Vesteuropas historie. Kristne slås mod muslimer. Muslimen er den fremmede, som repræsenterer den ultimative fare for alt, hvad vi har kært. Men som vi også kan spejle os i og i kontrasten finde det modbillede, som sætter vores egne fortræffeligheder i relief. Det handler ikke om at sætte sig ind i fremmede kulturer - og finde ud af, hvem de egentlig er, og hvad de står for. Den enkelte muslim findes ikke. Han findes kun som en kliché, en stereotyp, på baggrund af hvilken vi vesterlændinge kan hævde os selv.

Dybest set udspringer fremmedfrygten også af en frygt for kulturens sammenbrud. Det er lettere at forholde sig til, at sammenbruddet kommer udefra, end erkende, at det måske kommer indefra og ligger i os selv. Allerede oldtidens grækere så deres kulturelle overherredømme truet af de asiatiske fjenders sensualitet og primitive skikke. Ligesom det vældige romerriges undergang er blevet forklaret ud fra den invasion af orientalere, der flød ind over det vældige imperium og demoraliserede de stolte sæder.

Er det ikke også det, der er på spil i den voksende fremmedfrygt, der har bredt sig som ringe i vandet i den vestlige del af verden de seneste år? En gammel frygt for orientalisme. Bare med omvendt fortegn. Det er jo interessant, at man tidligere havde en forestilling om muslimen som farligt sanselig, og det fjerne østen som fordærvets mekka. Det var den letpåklædte mavedanserinde, den vulgære overdådighed af farver, mad og vellyst, man holdt op som en trussel mod det snerpede, tilknappede Vesten. Men efter den seksuelle revolution kom de fremmede til at stå for os som moralens strenge vogtere, ærbart tilhyllede fra top til tå. Ødelæggende for vores frihedsidealer. Undertrykkende og diskriminerende.

Når vi i disse år pludselig fremhæver os som kristne, ikke fordi vi har behov for syndernes forladelse og kirkegang om søndagen, men som en national identitet - så er det svært ikke at se det som et desperat forsøg på at holde sammen på en kultur, der er ved at bryde sammen. Det er de fremmedes skyld, siger vi. Men det er ikke rigtigt. Og er kristendom virkelig så let bare at skubbe hen i en krog som en værdifuld, men museal del af vores kulturarv - dens åndelige finpudsning og vores simple følelsers bedste undskyldning! Der er mange gode grunde til at forholde sig kritisk til indvandring og kultursammenstød. Men at hævde sin kristendom er en af de dårligste.

Kristendommen er i sit væsen fremmedvenlig, grænsenedbrydende og international. For hedninger såvel som for jøder. Jesus vandrede selv ud i sit lands yderste grænseområder for også dér at lade det gode budskab høre.

Jesus var vel national i den forstand, at han så sig selv som jøde - men samtidig optrådte han provokerende kritisk over for samme nations strengeste vogtere, nemlig farisæerne. Når de satte nationens love - nationens kulturarv - frem for menneskelige hensyn, gik de mod Guds vilje, sagde Jesus.


Den barmhjertige samritaner

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner fremhæver Jesus den fremmede på en spidsfindig, overraskende måde. Det er i en samtale med en lovkyndig om næstekærlighed. ”Hvem er min næste?” spørger den lovkyndige. Og Jesus svarer med fortællingen om en mand, der er på rejse. Han overfaldes af røvere, som efterlader ham hårdt såret i vejkanten. To mænd går forbi, uden at hjælpe ham - skønt de begge lægger mærke til ham. Det er oven i købet præster! Det er de gode kulturbærere og nidkære forkæmpere for den nationale religion. Modsat samaritanerne, som var et lille folk i det nordlige, ingen sand jøde havde respekt for. En fremmed, en fjende, en trussel. Sådan en samaritaner kommer nu forbi manden i grøftekanten og får medlidenhed med ham. Han knæler ned og renser og forbinder mandens sår og hjælper ham op på sit æsel og bringer ham hen til et herberg, hvor han giver værten penge til at sørge godt for ham.

”Hvem var denne mands næste”? Spørger Jesus den lovkyndige og vender spørgsmålet en omgang. Fra at være en sag om, hvem jeg skal hjælpe, bliver det til en sag om, hvem der vil hjælpe mig. Den lovkyndige får ikke en handlingsplan for næstekærligheden. Fortællingen flytter hans synsvinkel fra den ivrige hjælper til offerets. Og for offeret er alle spekulationer om, hvem der er ens næste, og hvem der ikke er, flintrende ligegyldig. Men hvem vil hjælpe mig, når jeg har brug for det? Hvem vil være min næste? Det er det, der er spørgsmålet. Når man sætter sig i et andet menneskes sted, bliver alle overvejelser om, hvem der er ens næste, overflødige.

Og lignelsens finurlige pointe er så, at hjælpen kom fra den mest uventede kant - fra den fremmede.

Næstekærlighed handler om en evig besindelse på, hvordan man handler mod sit medmenneske - de fjerne som de nære. Til en vis grad er det rigtigt, at vestlige idealer som omsorg for den svageste, ligeværd og respekt for den enkelte kan spores tilbage til det kristne kærlighedsbud - men Jesu bud handler om mere end en human lovgivning. Jesu bud er levende tiltale til den enkelte - om at være mere end dansker, mere end vesteuropæer. Et bud om at være alles næste.

Individualisme og frihed hører også til de værdier, vi kalder kristne. Men Jesus var ikke mere individualist, end at han mente, vi alle skulle leve i den samme ånd. Og et kristenmenneskes frihed er ikke blot en frihed til at få ret, men en frihed fra at være bundet til land og historie, familie og samfund. Som borger i Guds rige, kaldet ved syndernes forladelse, er et menneske først og fremmest defineret som Guds menneske - ikke nationens eller kulturens. Og Guds menneske spejler sig, ikke i den nationale myte, men i den eviges ansigt.

Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple - er ikke et imperialistisk bud, men en opfordring til at gå ud at vise Guds ansigt i verden. Og måske skulle vi danskere starte hos os selv. For er vi kristne? Når den religiøse fortælling står svagt, vokser den nationale myte. Og det plejer at ende katastrofalt.


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner:

Facebook Twitter