"Adventstiden inviterer til indre vandring"
Den hellige vandring kan udfoldes åndeligt eller symbolsk. Dermed bliver den en indre proces, hvor vandringens mål er et helligt sted i en selv, skriver sognepræst Peter Ruge
Enhver vandring er spændt ud mellem udgangspunkt og mål. Den hellige vandring kan udfoldes i det fysiske så bliver det en pilgrimsvandring til et helligt sted i verden. Den hellige vandring kan imidlertid også udfoldes åndeligt eller symbolsk. Så bliver den en indre proces, hvor vandringens mål er et helligt sted i en selv.
Optakt til den indre vandringsproces
En vandring gennem adventstiden bliver en indre proces, selvom man slutter med at gå til julegudstjeneste.
En vandring til det hellige må imidlertid have en mening. Det vil sige, at den må udspringe af et behov for hjælp så alvorligt, at man ikke kan hente den fra nogen anden kilde. Altså begynder man med at finde et arbejdspunkt.
En adventsvandring må også have et mål en helligsted. Adventstidens helligsted er fødselsstedet. Den stald, hvori det nye væsen kommer til verden. Da stalden ikke findes i den ydre, må man finde den i det indre. Klassisk har man placeret den i brystet i hjerterummet.
Vandringen bevæger sig ad en rute, som allerede er markeret med de fire adventssøndage som stationer. De udtaler hver især på en spådom, en længsel efter det nye, der skal komme til verden.
De taler om det hellige folks vandring. Så man følger et klassisk mytisk spor, for myter handler netop om forandringsskabelse. Min adventsvandring er altså en mytisk indre vandringproces, der søger at nå frem til det sted, hvor det hellige kan komme til stede i mig og jeg kan tilbede og bede om hjælp.
Sådan gør man
Inden første søndag i advent finder man altså et livstema, hvor man inderligt ønsker forandring. Og hvor man ved med sig selv, at man ikke kan skabe det ved egne kræfter. Det er vandringens arbejdspunkt.
Det kan være noget så prosaisk, som at man spiser og drikker for meget hvad mange af os gør i advents - og juletiden. Det kan være en ubestemt længsel, som ikke kan finde sin retning, og som netop melder sig stærkest i juletiden.
Når arbejdspunktet har fundet en, skriver man det ned og formulerer en bøn om hjælp eller vejledning
På første søndag i advent tager man i en meditativ læsning de profetiske ord fra Gamle Testamente for sig, som hører søndagen til. De taler om længsel efter livsfornyelse. Det ord, det billede eller den sætning som taler mest til en, tager man til sig og fordyber kontakten ugen igennem.
Man smager på ordene, ser billedet og lader fantasien arbejde dog uden at søge svar mens man vekslende husker sit arbejdspunkt og sin bøn.
Næste søndag fornyer man sit forventningsord eller forventningsbillede ved søndagens profeti. Og holder ligeledes gennem ugen kontakt meditativt, undersøgende og spørgende - med det og ser, om det måske har noget på hjerte til en.
Og det samme de to følgende søndage. Ændrer arbejdspunktet karakter, kan det være en god idé at følge med og nyformulere det.
Det er vigtigt under den indre vandring at mærke de følelser, der knytter sig til arbejdspunktet: vreden, sorgen eller ubehaget - og tilsvarende bønnens længsel efter livsfornyelse.
Ved jul nærmer man sig helligstedet og må beslutte sig til om juleaften, julenat eller eller juledag skal være den ydre ramme om det indre helligsted.
Man går da i en konkret vandring til kirke og husker undervejs sit arbejdspunkt, vandringens forventningsbilleder og sin bøn.
Man vandrer alene. Fremme ved kirken slipper man problemer, forventninger og bøn. Nu har man beredt sig, og man tager billedet af Jesu føderum til sig, placerer det i brystet (i hjerterummets helligsted) og mærker den glæde, varme og det lys, som hviler i billedet i tillidsfuld forventning til, at Gud hjælper.
I gudstjenesten tager man imod den vejledning eller det svar, der giver sig til kende. Det kan komme fra kirkerummet, fra de andre i kirken, fra salmer og bønner, fra præstens prædiken, fra hjertets visdom eller hvorfra det hellige nu vælger at give sig til kende.
Peter Ruge er sognepræst og retræteleder