Gode salmer at synge ved adventskransen

Den første søndag i advent synger vi adventssangen "Vær velkommen, Herrens år", idet vi synger det nye kirkeår ind. Mange andre adventssange og adventssalmer handler om forventningen til Jesu komme. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Der er fire adventsange- og salmer, som egner sig rigtig godt til at blive sunget rundt om adventskransen i kirker og hjem. Se sangteksterne her

Når familien til advent og jul er samlet om adventskransen, er det hyggeligt at synge sammen og måske begynde at øve julesalmerne.

Men der findes fire sange, som på grund af deres opbygning og indhold er særligt gode at synge, mens adventskransen tændes.

Når det første lys tændes, synger man første vers, når det andet lys tændes, synges det andet vers, og så fremdeles.

Vær velkommen, Herrens år

Mel.: A.P. Berggreen 1852
Lyt til melodien her

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Dansk adventssalme (1556).
N.F.S. Grundtvig 1849.

Det første lys er Ordet, talt af Gud

Mel.: Peter Møller 1978
Lyt til melodien her

Det første lys er Ordet, talt af Gud,
det skabte liv, hvor alt var øde,
med fuglesang, med blomster, der sprang ud,
med glæde over markens grøde.

Det andet lys blev tændt i Betlehem,
Guds Søn steg ned fra Himlens høje
og delte jorden med os som sit hjem
med al dens fryd og al dens møje.

Det tredje lys har intet øje set,
det lyser gennem hjertesorgen
og melder, det umulige er sket,
det tredje lys er påskemorgen.

Det fjerde lys har ild fra alle tre,
en pinseglød i vores hjerte,
så vi for dem, der intet lys kan se,
kan tænde kun en lille kerte.

Johannes Johansen 1963, 1971 og 1974.

Nu tænder vi det første lys

Nu tænder vi det første lys,
det må alene stå.
Vi venter på det lille barn,
som i en krybbe lå.

Nu tænder vi det andet lys,
da kan vi bedre se.
Vi venter på, at Gud, vor Far,
sin Søn vil sende ned.

Nu tænder vi det tredje lys,
det er et helligt tal.
Vi venter på en konge, som
skal fødes i en stald.

Nu tænder vi det fjerde lys,
og natten bli'r til dag.
Vi venter på en frelsermand
for alle folkeslag.

Børnesalmebogen De små synger salmer

Velkommen, grønne adventskrans

Velkommen, grønne adventskrans
med dine lys så hvide,
de har så mild en højtidsglans,
nu er det adventstide.
Det første lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.

På denne årets mørke tid
et bud du til os bringer,
at vi må bruge al vor flid,
før juleklokken ringer.
Det andet lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.

Snart holder hele verden fest
til Jesusbarnets ære,
og husk, vi gør det allerbedst
ved gode børn at være.
Det tredje lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.

Når alle fire lys er tændt
de mørket kan forjage,
så ved vi, året har sig vendt
igen mod lyse dage.
Det sidste lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen nu vi når.

Inger Otzen, 1952

"Vær velkommen, Herrens år" lyder den første verselinje i sangen som byder velkommen til det nye kirkeår omkring en måned før dagen, vi normalt kalder nytår. Billedet viser udsigten over Aarhus midtby, hvor spiret fra Aarhus Domkirke rager højt op. Foto: TYCHO GREGERS/ritzau
Vi synger om Jesus, Guds søn og verdens lys, som lod sig føde som menneske julenat i Betlehem. I adventstiden synger vi om forventningen til han komme. Billedet er malet af den tyske kunstner Franz von Rohden (1817-1903). Foto: Arkivfoto
Julen er i høj grad børnenes fest. Sangen "Nu tænder vi det første lys" er skrevet helt i børnehøjde og formidler historien om det lille Jesus-barn, som blev født i en stald og lagt i en krybbe. Arkivfoto. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
En klassiker i de danske julehjem er den grønne adventskrans, som der synges om i denne sang af Inger Otzen. For hvert lys der tændes, mindes man om, at tiden går, og at julenat, Jesu fødselsdag, er lige rundt om hjørnet. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen