LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Synspunkt

"I adventstiden baner vi Herrens veje "

Jesus er Frelseren, der som den eneste kan stille alle vore længsler, men dette vil først ske, når han kommer igen for at dømme de levende og de døde, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard. Foto: NIMA STOCK Â 2010

At vente på Herrens komme er både en ydmyg venten på, at Gud skal gøre det, vi ikke kan, og en aktiv indsats for, at Frelserens plan må virkeliggøres, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard

Adventstiden er for os katolikker meget mere end at forberede sig til jul. Faktisk lægger liturgiens tekster indtil d. 17. december vægt på Jesu andet komme, på dommedag, og først derefter handler det om at forberede sig til fejringen af Guds Søns fødsel. Derfor hører vi 2. søndag i advent i år Johannes Døbers formaning om at omvende os og bane Herrens veje.

Det klassiske plot i en TV-julekalender går ud på, at katastrofen lurer lige om hjørnet: Der er fare for, at man i år ikke kan fejre jul. Ikke at fejre jul er den største ulykke, menneskeheden kan udsættes for, men TV-seriens helte sørger for, at ulykken driver over og julen kan fejres.

I virkeligheden tror jeg, at vi sagtens kan undvære julen, sådan som den nu fejres med flæskesteg, julegaver og juletræ. Til gengæld er det en ulykke, at vi er holdt op med at holde advent. For selvom mange familier hænger en adventskrans op, og vi i kirkerne taler om søndagene i advent, så er det de færreste, der forsøger at leve adventen, sådan som den oprindelig er udtænkt. Men netop adventens tilgang til virkelig¬heden burde være en fundamental del af vor kristne livsstil.

Adventens budskab er, at tilværelsen lige nu er ufuldstændig, at der mangler noget for at give livet mening og fylde, men vi er ikke modløse, for vi er blevet lovet frelse. Ordet advent betyder ”komme” og består i at se fremad i håb og forventning om den frelsers komme, som skal opfylde vore dybeste længsler. Og her er det vigtigt ikke blot at begrænse advent til at have med Jesu første komme at gøre.

Adventens løfte om frelse består ikke i at sige, at alt bliver godt, når vi når frem til julen, eller at alt blev godt ved Jesu fødsel. Der skal nok være nogle kristne, som prøver at give indtryk af, at deres liv bare kører på skinner, efter at de har anerkendt Jesus som deres frelser. Men en moden kristen må medgive, at det menneskelige liv ikke er fuldkomment, og at ”skabningen er underlagt tomheden” og ”venter med længsel” (Romerbrevet kapitel 8).

Derfor er det også så vigtigt, at vi kristne holder fast ved, at en del af det at tro er at se fremad mod Jesu andet komme. Jesus er Frelseren, der som den eneste kan stille alle vore længsler, men dette vil først ske, når han kommer igen for at dømme de levende og de døde. Derfor kan vor venten på dommedag også være en forventningens og glædens tid. Men ærlig talt kan det også være svært at vente, og det kan let ske for os, at vi søger frelsen i politiske løfter om det perfekte samfund eller i forbrugsgoder, der lover salighed. Adventen skal både bringe os tilbage til den barske realitet, at livet her er ufuldkomment, men også styrke længslen i os og rette os mod de løfter, Gud har givet.

Advent er ikke blot en passiv afventen. Hvis vi virkelig ønsker Guds frelse, så må vi nødvendigvis også selv åbne os for den. Derfor må vi lytte til Johannes Døbers ord i dagens evangelium om at omvende os og bane Herrens veje. At vente på Herrens komme bliver således både en ydmyg venten på Frelseren, der skal gøre det, vi ikke kan, og en aktiv indsats for at Frelserens plan må virkeliggøres. Dette er så fundamental en del af det kristne liv, at det selvfølgeligt nok ikke kun hører til i tiden op til jul, men adventen kan hjælpe os til igen at finde dette fokus.

Daniel Nørgaard
Katolsk præst og panelist på religion.dk