Julens glæder falder drypvis i advent

Adventsgaver kan være frygteligt kommercielt, men de kan også være med til at skabe forventning til julen, og det er vigtigt, mener den nye biskop over Fyens Stift, Trine Lindhardt. "Hvis ikke vi har forventning til morgendagen, lever vi så ikke allerede i dødens og mørkets skygge?", spørger hun. Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen.

Forberedelserne i adventstiden er med til at skabe en forventning til julen for Fyns nye biskop, Tine Lindhardt. Hun savner dog, at juletiden fortsætter lige så længe på den anden side af juleaften

I 1960, da Tine Lindhardt kun var tre år gammel, fik hun en broderet pakkekalender af sin bedstemor. Et stort grønt juletræ var broderet midt på kalenderen, mens nisser og julelys sad på grenene. På og langs træet sad små, runde metalringe med tilhørende broderede datoer, hvor Tine Lindhardts mor bandt en lille snor fast med en pakke i modsat ende. Eksempelvis en æske rosiner, to slikkepinde eller måske en blyant.

LÆS OGSÅ: Luk juleglæden ind

Det var ikke altid, at alle 24 pakker var klar den første december. Oftest blev der fyldt pakker på kalenderen løbende, så der altid var pakker til de næste dage. Pakkerne var det første, Tine Lindhardt så til, når hun vågnede om morgenen.

DRs tv-julekalender var også et fast indslag op til julen i barndomshjemmet, hvor der blev bundet flotte, røde bånd om skransen, og hendes far samlede hver december hele familien om det årlige nisselandskab.

Så hentede han piberenserne frem, og vi begyndte at reparere de gamle nisser fra foregående år og lave kælke til dem. Der blev brugt stanniol til søerne, og vi byggede små igloer af vat, hvor man kunne sætte et lys ind, fortæller Tine Lindhardt.

Hvert år var hun og hendes bror desuden med forældrene i skoven for at fælde årets juletræ.

Det var nu ikke den store fornøjelse, men mest en sur pligt, for det regnede altid, husker hun.

I dag har kun det røde bånd på skransen overlevet i bispefamilien, selvom stidens liturgiske farve rettelig er lilla. Men selvom Tine Lindhardt ikke længere selv modtager pakker på sin gamle, broderede pakkekalender, laver hun indimellem pakkekalendere til sine egne børn, der begge er voksne. Og julekalenderen i fjernsynet kan hun indimellem stadig finde på at se.

Det er jo lidt flovt, når man ikke længere har små børn, men jeg synes, det er sjovt. Og ofte er det jo hyggelige og gode historier, der bliver fortalt, siger hun.

Hun har hvert år både en forventning og forhåbning om at skrive familiens julekort inden jul. Men selvom hun hvert år når at få taget hul på dem, ender det alligevel altid med at blive et nytårsforehavende. Og sådan er det år efter år. Men forberedelserne er ikke spildt, for de vender langsomt hendes tanker mod julen, forklarer hun.

Når jeg begynder på alle de praktiske forberedelser i stiden som at købe gaver og overveje, hvad der skal stå i julebrevet, så vender det mit sind mod julen, mod familien, sammenholdet, lyset og glæden, fordi Gud kommer til verden. På den måde tager man i stiden forskud på julens glæder, fordi man giver plads til tanken og eftertanken, siger hun og påpeger, at det netop er, hvad handler om også for hende.

Advent er jo en forventningstid, hvor man rent billedligt faster og gør bod for at gøre plads til, at der kommer noget nyt, som skal fylde én. Advent betyder jo Herrens komme. Det er lidt ligesom sådan en gammel herold, der annoncerer, at nu kommer sejrsherren. Det er vigtigt at have forventning i livet. At julen kommer. Og at Jesus stod op fra de døde i påsken. I det lys kan vi leve. Hvis ikke vi har forventning til morgendagen, lever vi så ikke allerede i dødens og mørkets skygge? Det, der bærer i mit liv, er en forventning et håb om, at Gud bærer med i mit liv, og at jeg ikke er alene om det.

Det håb, der kommer ud af de store kirkelige højtider som julen, er med til styrke, mener biskoppen, for de kaster lys over vores tilværelse.

Jul, påske og pinse rager op i kirkeåret og kaster lys fra sig, så vi allerede nu lever i en forventning og i bogstavelig forstand også i lyset af julen, som kommer. Men julen kaster også lys fra sig den anden vej, så vi har den i ryggen, når den er overstået, og vi går ind i januar. Julens lys stråler helt frem til påsken, som igen kaster sit forventningslys foran sig. På den måde kan vi gå fra lys til lys.

Selvom julens kommercielle side kan tage opmærksomheden fra julens indhold, kan det også være med til at styrke forventningen og glæden, mener Tine Lindhardt.

Adventsgaver kan eksempelvis være frygteligt kommercielle, og vi kan spørge os selv, hvad vi skal med dem. Og er det ikke kun for at tilfredsstille legetøjsbutikker som BR, at de er indført? Men i virkeligheden kan de virke som små dryp i stiden, hvor vi mærker forventningens glæde og så småt tager forskud på julen. Derfor kan det egentlig være meget positivt selvom det selvfølgelig også kan være med til at skubbe julens budskab langt væk.

Stod det til Tine Lindhardt måtte julen gerne vare lidt længere, end den gør i dag. Den slutter alt for brat juleaften, mener hun.

I dag tager vi så meget forskud på julen, at vi næsten er færdige med den, når den endelig kommer. På mange måder har vi byttet rundt på det. Advent var tidligere en forberedelses- og forventningstid, hvor man ventede med fejringen og juletraditionerne til juleaften, og når dagen endelig kom, varede den også i mange dage efter juleaften. Eksempelvis kan jeg huske, at man tidligere havde juletræsfester i forsamlingshuset med et stort juletræ, lotteri og en udklædt julemand, der gik rundt med godter. Dengang var julen ikke en afslutning, men en begyndelse på noget nyt, ligesom det jo heller ikke er en afslutning at få et barn, men tværtimod en begyndelse. Det kan jeg godt savne ved s- og juletiden i dag.

Derfor forsøger hun også selv at strække juledagene lidt længere ved at lade julelys og -dekorationer fylde i hjemmet i januar måned.