Adventskalender: Hvis julen bare bliver hygge, må kristne stoppe op

"I den nutidige kirkes advent samles jødefolkets Messiashåb, de første kristnes håb om Herrens komme i deres livstid, det håb, som fyldte martyrerne med glæde, og de mange kristne generationers håb. Eller nøjes vi med julebasarer, julekoncerter og meget mere, der begynder med jul? Har vor tids kirke mistet håbet? Kan den rumme håbet? Ellers er den tabt", skriver katolik og forfatter Grethe Livbjerg. Foto: Iris

For den kristne vokser længslen og forventningen gennem livet. Det er, som horisonten udvides, og evigheden åbner sig, skriver forfatter Grethe Livbjerg

Advent er blevet hyggetid; det gælder om at skabe julestemning, for eksempel som TV's dygtige konditor foreslår: at stikke nelliker i mandariner, for så vil hele huset dufte af jul.

Ikke et ondt ord om det, men hvis julen bare bliver hygge, må vi som kristne stoppe op. De bibeltekster, vi læser i advent, er bestemt ikke hyggeskabende, men drama. I advent flettes verdenshistoriens to største begivenheder sammen: Jesu første komme og Hans andet komme i herlighed.

LÆS OGSÅ: Adventstiden indbyder os til at leve vores længsel (første afsnit af adventskalenderen)

I hver katolsk messe siger vi efter forvandlingen: Vi forventer dit komme i herlighed. Ord, vi ofte siger, kan let miste deres kraft. Jeg kan tage mig selv i en vis automatik og må spørge: Mener jeg virkelig det, jeg siger? Er mit liv virkelig forventning? Disse ord bør dog udtrykke min fortrolige bøn til Herren: Hvor jeg længes efter, at du kommer igen!

Nogle af de læsninger, der afsluttede det gamle kirkeår kan virke skræmmende. Og hvad kan man ikke få ud af at læse Johannes' Åbenbaring? Som barn havde jeg onde drømme, når jeg havde hørt de voksne tale om de sidste tider. Det mørke loft, jeg skulle hen over for at komme til mit værelse, blev uhyggeligt efter sådanne samtaler, og søvnen afbrudt af mareridt. Jeg har mødt unge, der som børn har været skrækslagne, hvis de kom hjem, og deres forældre ikke lige var der: Havde Jesus taget mor og far med og ladet dem være alene tilbage?

Jesu genkomst er nyskabelse, ikke uhygge
Hvad har man dog gjort ved det, som bør være en lykkelig forventning? Jeg selv slap først rigtigt af med denne uhyggeprægede frygt under en uges retræte i Frankrig med temaet: Apokalypsen.

Retrætelederen indledte med, at vi skulle eksorcere al panik for de sidste ting, og så fik vi dagligt tre meditationer over Guds forvandlende kærlighed, som gør alting nyt. Vi fik indprentet, at det dramatiske ikke er uhygge, men nyskabelse i kærlighed. Sagde Jesus ikke også: Når I ser alt dette ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk. 21,28).

I Hebræerbrevet opfordres vi til urokkeligt at holde fast ved vort håb (Hebr. 10,23), og Paulus taler om hedningerne som dem, der ikke har noget håb (1.Tess. 4,13). Og Bibelen munder ud i et udråb af håb: Kom Herre Jesus. Det bør være adventstidens råb.

Kristendom defineres så let ved tro og kærlighed. Ikke forkert, men højst mangelfuldt. Den franske forfatter Charles Péguy (1873-1914) skrev et prosadigt Le Porche du Mystère de la Deuxième vertu oversat til svensk: Portalen till hoppets mysterium. Det er blevet udråbt som en teologisk fornyelse, og sidste århundredes største teolog Hans Urs von Balthasar vier det et langt kapitel i sit teologiske hovedværk (Herrlichkeit, bd. 2, under titlen Das Herz Gottes). Péguy digter om de tre teologale dyder: Troen, håbet og kærligheden.

Digtet indledes med: Den tro som jeg elsker mest, siger Gud, er håbet. Tro, håb og kærlighed skildres som tre søstre, og håbet er den lille søster, der hopper og springer foran de andre, men det er hun, denne lille, som drager alt med sig.

Den ægte kristne julestemning er fyldt af dette medrivende håb. I den nutidige kirkes advent samles jødefolkets Messiashåb, de første kristnes håb om Herrens komme i deres livstid, det håb, som fyldte martyrerne med glæde, og de mange kristne generationers håb. Eller nøjes vi med julebasarer, julekoncerter og meget mere, der begynder med jul? Har vor tids kirke mistet håbet? Kan den rumme håbet? Ellers er den tabt.

LÆS OGSÅ: Advent: Tør vi håbe på Jesus?

I en enquete omkring det, man i 2014 må forvente af folkekirken, var der alle mulige gode ideer om aktiviteter, man kunne sætte i gang. Men ikke én foreslog, at vi skal leve i håb. Når vi ser alle dommedagsprofetier om klimakatastrofer, så ville det vel ellers være oplagt, at netop kirken forkyndte håb.

Jeg mødte engang en ung mand, der på ryggen af sin læderjakke have skrevet: Hvad fa'n er meningen med dette djævelske liv? Jeg så ham som symbol på en generation uden håb.

Hvis vi skiller Jesu første komme fra hans andet, så har vi bare krybbespil og dansen omkring juletræet - og julens facit bliver det, som en Gentofte-frue kvidrede ved en juleafslutning: Der er det yndige ved julen, at alt er så naivt.

Naivt! Den begivenhed, som forvandler livet totalt!

At leve med døden for øje
I disse dage har mine tanker været hos min gode ven gennem 43 år, pater Wilfrid Stinissen, der har ligget for døden og nu er gået ind til Livet, som han selv ville udtrykke det.

LÆS OGSÅ: Nekrolog: Wilfrid Stinissen er gået ind til Livet

Wilfrid Stinissens teologi er en håbets teologi. Han sporede mig ind på at læse Hans Urs von Balthasar og især, hvad denne skriver om håbet.
Klart står for mig en samtale, vi havde i 1975, hvor han talte om betydningen af at følge det, kirkefædrene talte så meget om: At leve med døden for øje.

Jeg tænker hver dag på døden sagde han. Det var slet ikke udtryk for livslede, han var jo en yderst dynamisk person, men udtryk for et spillevende håb. Vore åndelige fædres og mødres erfaring var, at hvis vi virkelig lever med døden for øje, så er på et tidspunkt kun opstandelsen tilbage. Dengang kunne jeg ikke følge ham i dette, men jeg har vel lært lidt af det.

Jeg må næsten le, når der nu i mails omkring hans død står: Han hvile i fred. Var der noget, han ikke forbandt med himmelen, så var det evig hvile! Med sin livfulde fantasi kunne han beskrive, hvordan han i himmelen ville få mulighed for at stille spørgsmål til de store teologer, og hvorfor skulle der ikke være interessante diskussioner i himmelen?

Det er betegnende, at han i sin mest læste bog I dag er Guds dag på den 30. november, der blev hans dødsdag, skriver om himmelen: Vi skal også erfare, hvordan vi indefra guddommeliggøres, hvordan Guds Treenighedsliv bliver vort eget liv.

Ja, netop derfor blev Gud menneske blev det jul for at vi skal få del i Hans guddommelige liv, selv blive guddommeliggjort. Det vil vi meditere over næste fredag.

Grethe Livbjerg er forfatter og redaktør af Levende Vand. Følg hendes adventsrefleksioner på kristendom.dk her.