Adventskalender: Advent er uroens tid

Advent er uroens tid. Hvor er vi på vej hen? Vil vi overhovedet kunne genkende den Jesus, hvis fødsel vi snart skal fejre, når han kommer igen? Kan vi finde vej i tidens mange frelsesveje, spørger missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.

Johannes opgave er også vor opgave: at bane vej for Jesus til urolige hjerter ved i vore ord og vore handlinger at pege på Jesus, Guds Lam, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, Areopagos

Johannes Døber er også i fokus 4. søndag i advent. Johannes er en vejbereder for den, som kommer. Derfor er han også en hjælp for os i den ventetid, som advent er ventetiden før Herren kommer. Han er en stemme i ørkenen, som råber: Ban Herren vej! Men Johannes omtaler den, som kommer, som én, vi ikke kender. Her melder uroen sig igen. Advent er uroens tid. Hvor er vi på vej hen? Vil vi overhovedet kunne genkende den Jesus, hvis fødsel vi snart skal fejre, når han kommer igen? Kan vi finde vej i tidens mange frelsesveje?

LÆS OGSÅ:
Prædikentekst til 4. søndag i advent

Jesus og Gud i ham kan virkeligt være den fremmede og ukendte og det på flere måder. Johannes tænkte nok på farisæerne og deres udsendinge, altså dem, som repræsenterer det religiøse establishment. De er ikke kendt med Jesus og Gud i ham. Selvom de underviser i Guds vilje udtrykt i Loven og følger fædrenes overleveringer, aner de alligevel ikke, hvad der hører Guds rige til. Hjertet kan blive hårdt under den rette lære og de rette former, og man kan længes efter vækkelse, men forventer den i sit eget billede; derfor genkendte de ikke pagtens fornyelse i Johannes forkyndelse og i Jesu virke. Og ligner vi ikke dem? Og hvis det ikke er læren og formen, som optager os, kan det blive behagesygen og kulturtilpassetheden, som ikke kan eller vil kendes ved en Johannes Døber eller den radikale Jesus-efterfølgelse.

LÆS OGSÅ: Det vigtigste at vide om advent

Gud kan være ukendt på grund af synd i vore liv. Det gælder i vort eget forhold til Gud, men endnu værre: vores synd kan gøre Gud ukendt for andre. Også dyb sorg, smerte og lidelse, eller når vi står ansigt til ansigt med ondskaben og lidelsen i verden omkring os, kan få os til at føle os så alene, at vi spørger: Hvor er Gud dog henne? Er der overhovedet en god Gud? Vi erkender ikke Guds nærhed, for hvor var Gud, da jeg blev krænket eller savnede min fars eller mors opmærksomhed? Ja, selv midt i den dybeste religiøse søgen kan der være et ukendskab til Gud, så at vi må nøjes med et alter for en ukendt Gud.

LÆS OGSÅ
: Lidelsen er en undertone i julen

Men Johannes baner vej for Jesus, i hvem Gud er os nær, som Johannes Døbers far sang det profetisk ved sin søns omskærelse. Johannes peger på den, der lader os kende frelsen i vore synders forladelse, fordi han er solopgangen fra det høje, som vil besøge os, og som kommer med lægedom under sine vinger. Og Johannes peger på Jesus som Guds Lam, der bærer og borttager verdens synd. Gud er i Jesus, der hvor tilværelsen er brudt sammen og ødelægges på grund af synden og alle fordærvsmagterne.

Johannes opgave er også vor opgave: at bane vej for Jesus til urolige hjerter ved i vore ord og vore handlinger at pege på Jesus, Guds Lam. Men dette vidnesbyrd bliver først troværdigt, når det udspringer af vort eget forhold til Jesus Kristus.

Bøn: Jesus, omvend mig til dig, og tag bolig i mit hjerte. Ligedan mig med dig, og send mig til mennesker på min vej. Lad mig bringe håb i håbløsheden, trøst i sorgen, nærvær i aleneheden. Lad mig bringe dig!

Ole Skjerbæk Madsen er missionpræst i den kirkelige organisation Areopagos og panelist ved kristendom.dk.