Adventskalender: Vi skal blive som Gud
Gud i krybben viser os vejen: Bliv som et barn. Bliv helt afhængig. Med en gud, som er dommer, kan man diskutere. Men ikke med den sande Gud, som er kærlighed, skriver forfatter og redaktør Grethe Livbjerg
Hvorfor blev Gud menneske?
Kirkefædrenes svar på dette spørgsmål er: Gud blev menneske, for at mennesket skal blive Gud.
Studser vi over dette svar? Synes vi, at dette er menneskeligt hovmod? Mennesket som Gud? Nej, det er bare for meget! Så bør vi nok undersøge, hvilket billede vi har af Gud.
Er vores eneste billede af Gud Den almægtige? Er menneskets stræben efter magt blevet projiceret over på Gud og har gjort ham til personificeret magtbegær? Vi kan også spørge, hvor mange af vore egne forkerte holdninger som magtsyge, hovmod og så videre har vi projiceret over på Gud?
LÆS OGSÅ:Kristendom.dk's serie om gudsbilleder
Måske er vores billede af Gud den strenge dommer? Vi synger jo: Gud er os ikke længer vred, det kan vi deraf vide, at Han har sendt sin Søn herned for verdens skyld at lide. Altså: Himmelen eller kirken er en domstol, hvor Gud er den strenge dommer. Vi mennesker kan umuligt betale vores skyld. Og så måtte Gud sende sin Søn, for at han kunne betale for os ved at lide og dø.
Mon ikke nogen af os har haft i det mindste i et hjørne af vores bevidsthed et billede af Gud som den strenge dommer? Måske også tænkt: Hvad er det for en far, som ville, at hans søn skulle lide sådan! Og så kører vores teologi af sporet: Vi søger frelse hos Jesus mod den strenge far, der står bagved og er vred på os. Treenighed er ikke længere enhed, men modsætninger.
Jo, vi kan bevise dette dommer-sone-aspekt ud fra visse steder i Bibelen. Men som altid gælder det at læse den hele Bibel.
Jesus viser os Gud som den ømmeste far. En far som løber sin vildfarne søn i møde, som slet ikke vil høre på hans bønner om tilgivelse, men byder ham til fest.
LÆS OGSÅ:Biskop: Sådan er kristendom for mig
Jesu lidelse og død og opstandelse! - var ikke Guds nødplan, når nu det gik så galt med mennesket. Det var med i skabelsen. I 1 Pet 19-20 tales der om Kristi dyrebare blod, som af et lam uden plat og lyde, dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt. Kirkefædrene sagde, at Jesus blev født for at lide og dø.
Teologen Hans Urs von Balthasar skriver i sit værk La Croix et la Gloire: Jesu lidelse og død er manifestation i tid og rum af den totalt selvhengivende kærlighed, som ER (altså altid har været, nu er og altid vil være) Den hellige Treenigheds liv. Skabelse og forløsning er forbundet.
Krybbespillet er så idyllisk, men foran venter korset. Engang forstyrredes min julestemning gevaldigt af, at vi 2. juledag fejrer martyrfest: Den hellige Stefanus, der stenedes ihjel. Noget i mig protesterede: Hvorfor nu ødelægge den gode og hyggelige stemning? Hvorfor har kirken lagt denne fest netop dér? Men en af messens bønner den dag binder de to juledage sammen: I går blev Kristus født til jorden, for at Stefanus i dag skulle fødes til himlen.
LÆS OGSÅ: Stefanus (død ca. 35)
Hvorfor har Gud ikke skabt mennesket, så det ikke kunne gøre noget ondt? var et spørgsmål, jeg som religionslærer ofte blev stillet overfor. Gud ville ikke robotter, men mennesker, der også i frihed lignede ham. Menneskets synd og ondskab giver Gud mulighed for endnu mere at udøse sin kærlighed. Uden synden ville vi ikke kende Guds barmhjertighed og nyskabende kærlighed. O lykkelige brøde, som gav os en sådan frelser, synger vi påskenat. Men vi kan også synge det ved krybben.
Skabelsesberetningen har denne rørende historie om Gud, der står som en kunstner og danner mennesket af ler og kunstnerens forbillede var hans egen søn som menneske: Vi er skabt i Guds billede, i den menneskeblevne Guds billede. Med det mål for vort liv at blive, hvad billedet viser, at blive guddommelige.
At blive guddommelig er at dele De Tre guddommelige Personers kærlighedsliv. Det er selv at blive kærlighed.
Gud i krybben viser os vejen: Bliv som et barn. Bliv helt afhængig. Med en gud, som er dommer, kan man diskutere. Men ikke med den sande Gud, som er kærlighed. En kærlighed, der gør sig svag som et spædbarn. Vore mere eller mindre skjulte våben må vi lægge foran et barn. Vi kan kun overgive os til Kærligheden og selv blive kærlighed.
Og netop det er målet for vores dybeste længsel: At blive som Gud, at blive kærlighed og dermed ægte mennesker.
Grethe Livbjerg er forfatter og redaktør af Levende Vand. Hun skriver adventsrefleksionerne på kristendom.dk.