"Kong Herodes hersker stadigvæk"

Der er i dag mange børn, der på grund af menneskers ondskab må lide ondt og ofre deres liv for troen, skriver generalsekretær i Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen

Før Struenses helligdagsreform i 1770 fejrede man i Danmark den 28. december en gammel katolsk helligdag for de børn, der blev slået ihjel af kong Herodes soldater, da han ville være sikker på at få skaffet sig af med det barn, som de tre vise mænd fra Østerland havde besøgt, og som de havde ment skulle blive konge over Israel. Beretningen står i Matthæusevangeliet kap. 2, v. 16-18.

LÆS MERE OM DE USKYLDIGE BØRNS DAG

Børnene døde faktisk for Jesu skyld, mens Jesus selv gik fri, fordi Maria og Josef var flygtet til Egypten. Da kirken i 400-tallet indførte helligdagen, var meningen sandsynligvis for det første at markere, at de mange børns død ikke var forgæves, og for det andet at fortælle de mange, der oplever grusomheder over for børn, at Gud ser og husker det, der sker med dem.

Mange børn må lidt ondt på grund af deres tro
Gud straffer dem, der påfører uskyldige børn lidelse og død, og Han vil også betragte denne lidelse og død som et offer, børnene har givet.

Gud trænger ikke til blodige ofre ud over det ene offer, som Jesus gav på Golgatha, men alligevel er der stadig mange mennesker, både børn og voksne, der på grund af menneskers ondskab må lide ondt og ofre deres liv for Jesu Kristi skyld.

Børn af præster, der for deres tros skyld må afsone langvarige fængselsstraffe i lande som Usbekistan og Kina; børn, der bliver bortført som slaver i Sudan, fordi de er kristne, og fordi nogle fra landets muslimske flertal betragter det som deres ret at holde og handle med slaver, især hvis de tilhører en anden religion end deres egen; børn i Indien, der som de svageste bukker under, når de med deres forældre bliver fordrevet fra hus og hjem af ekstremistiske hinduer, blot fordi de er kristne listen kan desværre forlænges, og det ville nok fylde mange med fortvivlelse, hvis ikke det lige var, fordi Gud ikke er ligeglad med ondskaben.

Guds kærlighed er større end døden
Gud er så lidt ligeglad med ondskaben, at Han selv går lige direkte ind i den. Det slår Matthæus-evangeliet fast næsten fra begyndelsen, og det bliver frem for alt slået fast, da Han, som blev født i en stald og lagt i en krybbe, hyldet af hyrder, der kom ind fra marken, troet af nogle, misforstået af mange og dømt til døden af de magtfulde, Han blev korsfæstet som en anden forbryder, selv om Han kom for at vise Guds rige.

Guds rige er frem for alt kendetegnet ved Guds kærlighed i aktion, en kærlighed, der er så stor og altomfattende, at end ikke døden kan få endegyldigt bugt med den. Den trænger igennem de tungeste gravsten og sejrer ved at blive indgydt i de menneskers hjerter, der hører og adlyder evangeliets budskab om Guds rige.

Guds rige er kommet nær i Jesu person. Og Jesus selv er den almægtige Gud, som fornedrede sig og blev menneske, blev født i Betlehem af Jomfru Maria og levede som flygtning de første år af sit liv, derefter som søn i en fattig tømrerfamilie i Nazaret.

Da Han blev voksen, blev Han kaldet og udrustet til at stå offentligt frem og forkynde Guds riges frembrud i ord og handling. Han, der selv havde levet som flygtning og senere under fattige kår i tømrerhjemmet, gjorde sig så fattig, at Han ikke engang havde et sted, Han kunne kalde hjem. Han kaldte dem, der fulgte Ham (og som for de flestes vedkommende var fattige og udstødte) for sin familie.

En dag skal vi kende Gud
Han forkyndte, at Guds rige var ved at bryde frem og gav dermed mange et håb, men der var også mange, der begyndte at vige tilbage, da det blev klart, at det at være Hans discipel faktisk var ensbetydende med at ofre sit liv for Ham.

Alligevel gik apostlene og deres efterfølgere glade deres martyrdød i møde, idet de vidste, at det fremmede Guds riges sag på jorden. Dagen for en martyrs død bliver af kirken set som dagen for dennes fødsel ind i det himmelske liv.

Det er værd at tænke på, når vi skal fejre julen, dagen for Jesu Kristi fødsel til livet på jorden, som blev afsluttet, men som fortsatte som det himmelske, det evige liv, som vi som kristne frimodigt vil hævde er det egentlige liv.

Det liv, som gør, at vi med frimodighed kan leve her på jorden som Guds børn i forventning om, at vi en dag skal gå over fra den legemlige død til det evige liv, hvor vi skal se og kende Gud selv ansigt til ansigt.

Det bør vi ikke skjule for vores børn, hverken den lidelse, Jesus kendte, eller opstandelsens virkelighed. Vi ved fra vidnesbyrd af børn, der både kender Gud og lidelsen, at de tåler at kende til lidelsen, og at håbet om det evige liv og fællesskabet med Jesus er noget, der er til at føle på, og Gud giver dem en visdom, som mange voksne må misunde dem.

Henrik Ertner Rasmussen
Generalsekretær i Dansk Europamission