3. søndag i advent

Præst: Ethvert døbt barn er den højestes profet

Spædbarnet befinder sig i et mørke, det ikke selv kan forstå. Vi skal se, at det forholder sig på samme måde med os og Gud, mener valgmenighedspræst Nana Hauge. Foto: Leif Tuxen

Barnet vokser til og så begynder kampen for at bevare og tilkæmpe sig al den uskyld og hjælpeløshed, der engang var en selvfølge. Skepsissen og vantroen vokser i os, skriver valgmenighedspræst Nana Hauge i sin adventsrefleksion til 3. søndag i advent

Læs søndagens tekst her: Zakarias' lovsang, Lukasevangeliet 1,67-80

Mon ikke enhver far eller mor, der har stået ved deres nyfødtes vugge, har følt et øjebliks ærefrygt og taknemmelighed? Mon ikke ord som ”mirakel” eller ”under” har strejfet dem?

Når et barn kommer til verden, da tændes håbet i os. Barnet får de bedste kræfter frem i os. Pligtfølelse, omsorg, glæde, kærlighed. Ved ethvert barns fødsel tændes et lille lys i mørket. Livets under viser sig. Og Gud selv viser sig, for ethvert barn er skabt i Guds billede.

Zacharias' vantro

Måtte ethvert barn blive hilst sådan velkommen i verden og set på, som præsten Zacharias i tekstlæsningen til tredje søndag i advent ser på det lille Johannesbarn. Som et barn der er skænket af Gud, et barn med en særlig opgave og bestemmelse.

Vejen til den erkendelse var ikke gået smertefrit og problemløst for Zacharias. En engel i templet fortalte ham, at hans kone Elisabeth var gravid. Men Zacharias var fuld af mistro, for Elisabeth og han selv var oppe i årene. For hans mistros skyld gjorde Gud ham stum, indtil den dag barnet blev født.

Nu, da han står med barnet i armene, forstår han. Hans skepsis er væk, og dette viser sig ved, at han pludselig kan tale igen. Han bryder ud i sang. Sangen er en lovprisning af Gud, og det er en sang til det nyfødte barn. Sådan befrier Guds nåde et menneske til at lovprise uden frygt. Sådan befrier Gud en far til at vende sit hjerte mod sin søn.

Den højestes profet

Zacharias sang tyder på, at han har forstået Johannes særlige rolle, som af Gud udset til noget stort. Udset til at være den højestes profet. For så vidt gælder det i grunden alle menneskebørn. Ethvert barn, der døbes til at tilhøre den korsfæstede og opstandne frelser, døbes også til at være Den højestes profet.

Hvordan kan barnet være en profet? Jo, barnet sættes jo som eksempel for os. Vi skal blive som børn, hvis vi vil ind i Guds rige. Det vil sige, at vi skal se, at vi har lige så lidt som et nyfødt spædbarn at gøre godt med i forhold til Gud.

Et spædbarn er 100 procent afhængigt af, at dets forældre vil tage sig af det, at de vil lære det at forstå sig selv, håndtere uforståelige følelsesudbrud, at de vil trøste det, når det føler smerte, frygt og utryghed. Spædbarnet befinder sig på den måde i et mørke, det ikke selv kan oplyse eller forstå. Et mørke det ikke selv kan overvinde. Vi skal se, at det forholder sig på samme måde med os overfor Gud. Vi kan ikke forstå os selv ved os selv. Vi kan ikke selv lyse mørket op. Det kommer til os udefra: fra solopgangen fra det høje, som vil besøge os. Det er Gud, der lader lyset skinne i vores hjerter.

Barnet kan bane vejen for Gud

Dette budskab kræver, at vi nedjusterer forventningerne til, hvad vi kan og skal. For lysets frembrud over verden, Herrens herlighed over os, betyder jo, at vi i os selv er fortabte. At der i os kun er mørke. At vi er 100 procent afhængige af Gud. Det er på den måde, barnet kan bane vejen for Gud i vores hjerter

Barnet vokser til og så begynder kampen for at bevare og tilkæmpe sig al den uskyld og hjælpeløshed, der engang var en selvfølge. Stoltheden og egenrådigheden vågner. Den samme skepsis, den samme vantro, som vi ser det hos Zacharias, vokser i os. Vi bliver blinde for underet, og vi bliver stumme, som Zacharias var det, for vi mister evnen til at lovprise underet.

Men Johannes Døber er julens profet. Han er sat til at bane vejen for julen i vores hjerter. Han er den profet, der er sat til at anråbe selv de meste forhærdede mennesker. Midt i ørkenen, hvor der er tomhed og øde, skal han åbne vores øjne, og han skal løsne vores tunger, så vi kan se frelsen i vores synders forladelse, så vi kan lovprise Gud og synge og juble i fryd! – Et ære være Gud for sit julebud.

Nana Hauge er valgmenighedspræst og redaktør af Nyt Babel