Alene i julen? Ikke hos Nancy Maati, der holder jul for 100 fremmede mennesker

Selv julemanden kom forbi, da over 100 mennesker sidste år deltog i Nancy Maatis fælles jul. Ingen bør sidde ensomme derhjemme juleaften, er tanken bag den årligt tilbagevendende fælles jul i Holbæk. Foto: Privat

For fjerde år i træk inviterer 39-årige Nancy Maati til fælles jul i Holbæk. For hende er julen en tid, hvor ingen mennesker skal sidde alene, og derfor arrangerer hun i år jul for 100 mennesker

Det er blevet sværere at få pengene til at række i julemåneden. Således oplevede de organisationer, der giver julehjælp, sidste år et rekordstort antal danskere, som søgte om hjælp til julemad og julegaver. Samtidig er der kommet større fokus på dem, der sidder ensomme tilbage uden nogen at fejre jul med.

Det store mediefokus på julehjælp og ensomhed fik den 39-årige Nancy Maati til for fire år siden at arrangere sin første jul for dem, der manglede et fællesskab. Hun er født og opvokset i Holbæk, men stammer oprindeligt fra Egypten. I den egyptiske kultur har hun altid oplevet en stor gæstfrihed, og det var blandt andet en af de ting, der motiverede hende til at åbne sit hjem op juleaften.

Tidligere havde Nancy Maati altid fejret en helt traditionel jul sammen med sine to børn med julemad, dans om juletræet, og hvad der ellers hører sig til en dansk jul. Det var derfor også vigtigt for hende, at den fælles jul skulle være så traditionel og almindelig, som hvis man blot havde holdt den derhjemme.

Da hun først fik ideen til den fælles jul, oprettede hun en begivenhed på Facebook og bad folk i Holbæk og omegn om at dele den.

”Til at starte med tænkte jeg, at hvis vi blev en fem-seks stykker, så kunne vi være hjemme hos mig. Og hvis vi nu blev 10 eller 15, så kunne vi låne naboernes spisebord, for de var alligevel ikke hjemme til jul. Men inden jeg havde nået at se mig om, var begivenheden jo blevet delt mange gange, og der var lige pludselig rigtig mange tilmeldte. Så der var åbenbart et behov, der var større, end hvad jeg lige havde regnet med”, fortæller hun.

I takt med at antallet af tilmeldte steg, begyndte Nancy Maati at forberede sig på arrangementet. Førsteprioriteten var maden, der skulle være af den traditionelle slags; and og flæskesteg. Ligesom alt andet ved arrangementet skulle maden også være gratis for de tilmeldte, så Nancy Maati stemte dørklokker hos Holbæks lokale firmaer og forretninger for at finde sponsorer.

”Jeg var først i tvivl om, hvordan jeg skulle få stablet det hele på benene. Men omvendt tænkte jeg også, at når jeg kender så mange mennesker i Holbæk, måtte jeg kunne benytte mig af mit netværk. Der måtte være nogen, der ville hjælpe mig med det, og rigtigt nok; inden jeg nåede at se mig om, var maden på plads. Det næste var at finde tre mandelgaver, en til en mand, en dame og et barn, men inden jeg nåede at se mig om, var der indsamlet gaver til alle.”

Nancy Maati har gennem årene fået følgeskab af et par frivillige, men står stadig selv for størstedelen af arrangementet og tilbereder dermed 25 flæskestege, 25 andestege og koger omkring 50 kilo kartofler. Derudover er der personlige gaver til alle børn og gaver til de voksne, sponsoreret af forretninger i Holbæk.

”Jeg nyder det, men jeg når nok ikke at slappe så meget af. Når der er ryddet op i køkkenet, så kan jeg lige sætte mig ned et øjeblik. Jeg er egentlig meget rolig af natur, så det er ikke sådan, at jeg render helt stresset rundt. Jeg hygger mig, og der bliver fældet mange tårer i løbet af sådan en aften, både glædestårer, men også dem, hvor det gør ondt i maven. Jeg får fortalt rigtig mange historier, for alle har en historie, og alle har en tid i deres liv, som har været hård.”

For Nancy Maati er det hårde arbejde og de mange tårer i løbet af aftenen det hele værd. I sidste ende er det nemlig en meget givende oplevelse, både for hende selv og for hendes to børn, at kunne være med til at arrangere en hyggelig og god jul for andre.

”Det vigtigste og bedste ved den fælles jul er, at det er et sted, hvor vi allesammen mødes, uanset hvad vi tror på eller ikke tror på, og uanset politisk holdning eller nationalitet. Vi mødes i ligeså høj grad til en kulturel begivenhed, som til en kristen begivenhed. Det er så fint at kunne samle fremmede mennesker og hygge sig sammen, og det er selvfølgelig også vigtigt for mig, at mine børn får næstekærlighedsbegrebet helt ind under huden fra en tidlig alder. Det tror jeg også på sigt vil give dem noget ballast og vise dem, at selvom man ikke selv har sindssygt meget, så kan man stadig godt gøre noget for andre.”

Bordene er dækket til de mange mennesker, som holder fælles jul med Nancy Maati. Foto: Privat
Nancy Maati i færd med at pakke pynt ud til julefesten. Hun får sponsoreret en del mad og pynt fra lokale firmaer i Holbæk. Foto: Privat