Klassiker

Luther gav os frihed til at fejre allehelgen - hvis vi vil

Luther prædiker i Wartburg. Maleri af Hugo Vogel. Foto: Wikimedia Commons

Hvorfor fejres allehelgensdag, når det går imod, hvad vores kirkefader har sagt? Fordi Luther ikke ønskede, at vi skulle følge ham i alt, skriver Ricardt Riis

Luther anbefaler i én af sine prædikener fra 1523, at man bør undlade at fejre allehelgensdag og allesjælesdag. Den anbefaling har hans kirke fulgt, hvad angår allesjælesdag. Men kirken har ikke været så konsekvent, når det kommer til allehelgen.

Luther ville give kirken frimodighed til at tænke selv

Allehelgensdag har delvist overlevet i flere evangelisk-lutherske kirker op til i dag.

Uden hensyntagen til Luthers anbefaling fejrer flere kirker den første søndag i november. Hvorfor har kirken ikke fuldstændigt fulgt hans råd? Hvorfor fejres stadig allehelgensdag, når det åbenbart går stik imod, hvad vor kirkefader har sagt? Fordi Luther ikke ønskede, at vi skulle følge ham i alt.

Luther ønskede ikke at være en guru, hvis råd alle hans tilhængere skulle følge. Han havde meget imod, at man opkaldte en kirkeretning efter ham.

Og når han ikke ville rette 'sin' kirkeretning ind efter egen smag og behag, skyldtes det, at han ikke ville forkynde noget nyt. Han ville blot genindsætte det glemte evangelium på sin rette plads.

Det vil sige: Han ville igen give kirken frimodighed til selv at tænke, selv at tage vare på sine handlinger og ritualer, selv at sørge for sin rette styrelse.

Den holdning til, hvad en reformation er, har så forøvrigt haft langt videre konsekvenser, end om han var kommet med en række påbud og befalinger. Reformationens virkninger rækker ind i den katolske kirke, langt ind i det sekulære samfund og langt ind i den europæiske kultur.

Afskaffelsen af aflad gav ny forståelse af frelsen

Luther ville ikke være en ny pave, der bestemte over alt og alle i kirken. Han opfordrede til, at alt blev bestemt efter den enkeltes indsigt.

Den frihed til selv at tænke over tingene har medført, at allehelgensdag også i nogle protestantiske kirker har fået betydning som en dag, hvor man mindes sine afdøde. Men ikke for at hjælpe dem ud af skærsilden ved at købe aflad. Aflad blev afskaffet af både den katolske og den protestantiske kirke.

Da aflad var afskaffet, åbnede det for en helt ny behandling af frelse-begrebet. I stedet for at købe sig til frelsen måtte enhver selv læse skriften og derudfra danne sig en mening om, hvad trosretfærdighed var, og hvordan man kunne bede om Guds nåde.

Man kan bl.a. se det af vore salmer, herunder de reformatoriske salmer. Det er den enkelte nulevendes frelse, der er i centrum, som Luther også udtrykker det med formuleringen af en af de store udfordringer for den nye kirke: 'Hvordan får jeg en nådig Gud?'

Selv om Luther skriver om 'helvedangsten' som i Den danske Salmebog 495, vers 3, så er det en angst, som synden driver os ind i, og det er en angst, som den enkelte vil råbe om udfrielse fra, ikke på andres, men på egne vegne.