Luther angreb aflad, men ikke bøn for afdøde

Skærsilden var i Luthers øjne en foreteelse i det indre menneske, og han mente, at han selv havde været i skærsilden, da han led under Guds vrede i sin klosterkamp. Foto: wikimedia commons

Luther var ikke imod bøn for afdøde, men imod ideen om, at paven havde magt over dem. Læs første del af beretningen om Luther, skærsilden og forholdet til afdøde i den protestantiske kirke

Allesjælesdag, hvor den katolske kirke mindes de troende afdøde, fejres 2. november. Traditionen er ikke en del af den evangelisk-lutherske kirke, selvom brudstykker af højtideligholdelsen - som at læse afdøde sognebørns navne op i kirken - ses flere steder. Men hvordan så Martin Luther på muligheden for at bede for og mindes afdøde?

I middelalderkirkens forhold til afdøde og bønnen for deres sjæle var afladshandelen og forestillingen om skærsilden dominerende. Luther tog livtag med afladshandelen - men ikke med forestillingen om, at man kunne bede Gud om at se i nåde til afdøde slægtninge. 

Aflad var handel med tiden i skærsilden

Der havde i slutningen af middelalderen dannet sig en alternativ teologi, bygget over afladshandelen.

Ved siden af den normale teologi, ifølge hvilken man fik Guds tilgivelse "gratis" havde der dannet sig en afladsteologi, ifølge hvilken man, i hvert fald ifølge den folkelige forståelse, kunne købe sig til tilgivelse og nåde - og dermed til kortere tid i skærsilden.

Man forvekslede i det meste af lægfolket og i store dele af præsteskabet syndernes forladelse i normalteologien (remissio peccatorum) med straffenes eftergivelse i afladsteologien (remissio poenarum). 

I middelalderen mente paven eksempelvis at kunne tildele aflad for 1000 år i skærsilden. Men enkelte samtidige teologer tvivlede på det logiske i, at noget menneske nogensinde kunne ‘optjene’ så mange år i skærsilden. Det kan man kun give dem ret i. For de straffe, man kunne få tildelt, kunne umuligt gå ud over et menneskes levetid. 

Luther angreb afladshandelen

En af de samtidigt teologer, der kraftigst talte imod afladshandelen, var Martin Luther. Han gik kraftigt til angreb på hele afladsforestillingen og på den grundlæggende ide om, at paven havde magt til at bestemme over de afdødes skæbne. Luthers angreb på afladslæren førte til, at hele afladsteologien og alle de mærkelige spekulationer, der var bundet til den, faldt sammen som et korthus og aldrig siden er blevet taget op.

Og det førte videre til, at den katolske kirke på tridentinerkoncilet i midten af 1500-tallet forbød al handel med aflad. Men skærsildstanken holdt. 

Også Luther selv holdt fast i forestillingen om skærsilden. Den var i hans øjne en foreteelse i det indre menneske, og han mente, at han selv havde været i skærsilden, da han led under Guds vrede i sin klosterkamp. Men i i 1530 (men altså først i 1530) et lille skrift, der hed ”Tilbagekaldelse af skærsilden”. 

Luther fordømte ikke bøn for afdøde

Principielt fulgtes forestillingen om skærsilden og nødvendigheden af at kunne bede for de afdøde ad. Forestillingen om, at man kan bede for de afdøde, eksisterer stadig i katolicismen - det sker f.eks. særligt på Allesjælesdag. Og muligheden for at bede for afdøde var Luther også selv tilbageholdende med at fordømme. I en prædiken over den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) fra 1523 siger han således:

"De [papisterne, rr] siger, at de [de afdøde, rr] er på et sted, hvor man kan bede for dem. Ja, måske; Gud gør det, som han vil; de er ikke samlet i én flok. I denne tilstand er for Gud tusind år ikke engang som en dag, og når man når frem til opstandelsen, så vil det for Adam og de gamle fædre være, som om de endnu for en halv time siden var i dette liv.

Dog er der ikke nogen tid, derfor kan der heller ikke være noget særligt sted, og der er hverken dag eller nat. For Gud er det altsammen sket på én gang. Der er ikke hverken foran eller bagved. Og disse kommer ikke tidligere frem til den yderste dag end vi. 

Denne tekst [om den rige mand og Lazarus] konkluderer ikke, at de samles på ét sted; selv om det da godt kan være muligt. Jeg véd ikke af, at jeg skal fastholde skærsilden, men jeg kan heller ikke afvise det; det står i Guds magt.

Derfor kan jeg heller ikke afvise, at man skal bede for dem, men jeg kan selv bede for mine venner og sige: O almægtige Gud! Jeg mærker din magt, jeg beder dig for denne sjæl; det kan være, den sover eller lider. Hvis den lider, så beder jeg dig, om det er din guddommelige vilje, at du slipper den fri.

Det ville være at bede ret. Men at man vil synge messe og vigilier og til stadighed afholde årsdage, det er narreværk, det er ingen nytte til. Du kan bede én gang eller to gange, dermed slut, og ikke noget med at oprette messestiftelse, det er noget, djævelen har opdigtet, i skriften finder man himmel og helvede, og ikke nogen mellemtilstand; men derfor kan der godt være en mellemtilstand."
Citatet stammer fra sitet martinluther.dk

Luther var imod, at paven tildeltes magt over afdøde

Luthers indskud 'om det er din guddommelige vilje' var ny i den tid.

For de middelalderlige teologer havde i den grad tildelt paven magt (på Guds bekostning), at de mente, at paven havde jurisdiktion over skærsilden, han kunne handle per modum auctoritatis, og kunne han ikke det, havde han i hvert fald forbønnens mulighed at bruge, han kunne handle per modum suffragii. Derfor hævdede man, at sjælen flyver op af skærsilden, i samme øjeblik pengene kastes i afladskisten.

Den forestilling imødegår Luther direkte ved siden at sige:

"For det første: Det er ikke forbønnen, men dette, at forbønnen bliver hørt og modtaget, der befrier. Altså, de befries ikke, fordi kirken beder, men fordi Gud handler.

For det andet: Efter sin natur handler Gud således, at han er hurtig til at høre, men tøver med at give, som det fremgår af alle de helliges bønner og læresætninger, for at han kan prøve udholdenheden. Derfor går der lang tid mellem forbønnen og bønhørelsen og udførelsen af den."
Citatet stammer fra sitet martinluther.dk 

Hvad gør vi så med vores døde?

Den danske kirke har udviklet sig bort fra en skærsildstanke, hvorefter man med penge skulle købe sine kære fri fra pinsler – det gik ret hurtigt, for den lynhurtige udbredelse af Luthers 95 teser om afladen viser, at man i store dele af Europa ikke mere var tilfals for dette 'fromme bedrag', som Luther kaldte det. Men det betyder ikke, at vi er ligeglade med vore døde, blot, at vi føler det tilfredsstillende at tro dem i Guds hånd

I det hele taget kan man sige, at forestillingen om skærsilden er forsvundet ret effektivt ud af de protestantiske kirker. 

Men alt dette har jo, som man vel véd, ikke forhindret, at allehelgensdag hos os er blevet en dag, hvor man mindes de døde. Ganske uafhængig af skærsildstanken. Ligesom også den ortodokse kirke, der aldrig har anerkendt forestillingen om skærsilden, udmærket har kunnet mindes de døde.