Sådan kan du mindes dem, du har mistet

Allehelgen handler i dag både om at mindes vore døde og om troens forbilleder. I mange kirker afholdes der, i de kommende dage minde- og allehelgensgudstjenester, hvor man får lov til at udtrykke sin sorg. Foto: Søren Staal.

Efter halloween og fejringen med græskar, lys og uhygge nærmer vi os nu allehelgen, hvor vi mindes de døde. Her er fem forslag til, hvordan du kan mindes dem, du har mistet, på allehelgenssøndag

Fejringen af allehelgensdag kan spores helt tilbage til den tidlige kirke. Halloween er den amerikanske udgave af allehelgen, og det er fejringen af halloween, der har bragt traditionen med uhygge og græskar til Danmark.

Her er fem bud på en stemningsfuld allehelgenssøndag:

1. Mindegudstjenester
Allehelgen handler i dag både om at mindes vore døde og om troens forbilleder. I mange kirker afholdes der, i de kommende dage minde- og allehelgensgudstjenester, hvor man får lov til at udtrykke sin sorg.

Under minde- og allehelgensgudstjenesterne læser man i mange kirker navnene på de afdøde op og tænder lys for dem man har mistet.

Find en allehelgens- eller mindegudstjeneste nær dig.

2. Allehelgenskoncerter

Allehelgensweekenden byder også på masser af musik. I flere af landets kirker inviteres der inden for til allehelgenskoncert.

I Herlufsholms Kirke er der lagt op til en stemningsfuld eftermiddag, når Vor Frelsers Kirkes Kantori kommer forbi og opfører Maurice Duruflés requiem.

I Lystrup Kirke i Århus opføres den kendte og elskede Requiem-messe i d-mol af Fortuna-koret med dirigent Erik K. Knudsen og hans vokalensemble Per Passione i spidsen.

I kirke- og kulturkalenderen kan du finde en allehelgenskoncert nær dig.

3. Opret et online minde eller tænd et digitalt lys

På hjemmesiden Mindet mindes brugerne dem de har mistet, hver dag, men hvert år er der alligevel særlig travlt i allehelgensweekenden, hvor usædvanligt mange kommer for at mindes afdøde familiemedlemmer og pårørende.

Mindet er et online-fællesskab for mennesker, der er i sorg. Her mødes mennesker, der har oplevet sorgen over at miste. På Mindet.dk kan man oprette personlige mindesider for afdøde. Brugerne kan også tænde virtuelle lys og sende tanker, og det er der flere og flere der gør.

I dag er der tændt knap 350.000 lys på Mindet. Lysene er ikke kun tændt af familiemedlemmer og pårørende, men også af fremmede, der ønsker at sende en tanke og vise sympati.

Her kan du tænde lys på Mindet.dk

4. Besøg kirkegården
Allehelgensweekend betyder også travlhed på landets kirkegårde, hvor stearinlys på gravstederne lyser op og varmer de kolde og novembergrå kirkegårde.

Det er efterhånden blevet fast tradition for mange mennesker at tage forbi kirkegården allehelgenssøndag og pynte op med kranse, dekorationer og lys på deres pårørendes gravsted.

5. Allehelgenskunst
Fordybelse og minder kan også søges i kunsten. På galleriet Filosofgangen i Odense har man valgt at markere allehelgen på en anderledes måde. Der ingen monstre, hekse eller djævle, her mindes de besøgende nogle af de mange mennesker, der gennem århundrederne har kæmpet for kirken og den kristne tro.

Kunstneren Knud Larn udstiller portrætter af og tekster om helgener, og opdaterer helgenlisten til for eksempel også at inkludere et par danske salmedigtere og biskopper.

Find flere allehelgensarrangementer i Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender.