Indføring

Anden Verdenskrig gjorde folkekirken folkelig

Bodil Koch havde som kirkeminister i efterkrigstiden stor indflydelse på folkekirkens udvikling. Hun promoverede forkyndelsesfrihed og rummelighed – kirken skulle være for alle. Hendes tanker og politiske projekt formede i høj grad folkekirken som vi kender den i dag. Foto: Ivar Myrhøj/Ritzau Scanpix

Årtierne efter Anden Verdenskrig var omvæltende for samfunds- og verdensordenen. Den gamle verden faldt, og nye forbindelser opstod. Skal man forstå folkekirkens udvikling i samme periode, må man forstå det i lyset af den bredere samfundsudvikling, forklarer teologer

Anden Verdenskrig ændrede verden. Nye stormagter stemplede for alvor ind på den storpolitiske scene, mens andre stemplede ud. Europa blev delt i to, og soklen til den verden, vi kender i dag, blev støbt. Men den danske folkekirke forblev i store træk den samme som før – en klippe i det danske samfund.

”Med Hal Kochs ord kan man sige, at kirken kom ud af Anden Verdenskrig, som om intet var hændt. Man var intakt og havde stor folkelig opbakning, da krigen sluttede. Det havde man, fordi der blev udsendt hyrdebreve i fordømmelse af jødeforfølgelserne og mordet på Kaj Munk, og fordi så mange fra kirkens side deltog i modstandsbevægelsen,” fortæller professor i teologi ved Aarhus Universitet, Peter Lodberg.

Ifølge professor på Menighedsfakultetet, Kurt E. Larsen, der tegner samme billede, var perioden ikke præget af mange indre brydninger. Det var en stille tid indadtil, men ikke udadtil. Søndagsskolerne boomede, ligesom spejderforeningerne og frikirkernes arbejde.

”Tiden var meget præget af en tilbagevenden til gamle værdier, det vil sige, at værdier som Gud, konge og fædreland stod højt. Det begyndte allerede omkring år 1935 og stod meget stærkt frem til midten af 60’erne. Man stod over for nazismen i syd og kommunismen i øst. Fædrelandet Danmark blev vigtigt på grund af besættelsen, mens kristendommen blev det fælles kulturgrundlag, der adskilte Danmark fra kommunismen,” forklarer han.

En kirkelig brydningstid
Hal Kochs ord og de manglende indre brydninger til trods kan man betegne Anden Verdenskrig og efterkrigstiden som en brydningstid for kirken. I mellemkrigstiden var folkekirkens interne fronter tydeligt optrukne og særligt præget af vækkelsesbevægelserne, Indre Mission og grundtvigianismen, der i et omfang udgrænsede den lille mand med den lille tro. Det ændrede sig med Anden Verdenskrig, hvor den nationale samling omkring kirken i tillæg til en ny lov om menighedsrådsvalg skabte bredere appel.

“Den nye valglov demokratiserede folkekirken. Tidligere var menighedsrådet for kirkens inderkreds, men nu kunne alle medlemmer af folkekirken møde op og stemme til menighedsrådsvalget. Det illustrerer, at folkekirken på det her tidspunkt var blevet en bred folkelig institution i modsætning til, hvad det havde været i 20’erne og 30’erne, hvor fornemmelsen var, at det var en institution for de mest fromme,” forklarer Kurt E. Larsen.

At tanken om den bredt favnende folkekirke, der skal rumme alle i samfundet, vinder mere og mere frem i efterkrigstiden, ses både politisk og teologisk.

“Det var socialdemokratisk kirkepolitik. Modstanden til kommunismen i Østeuropa gjorde at også socialdemokraterne trak længere ind mod midten. Partiet der tidligere var modstander af en statslig kirke identificerede sig mere og mere med den i denne periode. Mens den teologiske dagsorden overtages af bevægelsen Tidehverv, som var eksponent for netop tanken om den meget brede og rummelige folkekirke, der ikke gør forskel på folk. Den holdning får meget medvind i årene efter Anden Verdenskrig: At i folkekirken skal der ikke gøres forskel på fromme og mindre fromme. Kirken er for alle,” uddyber Kurt E. Larsen.

“1960’erne var den store brudflades tid. Indtil omtrent 1965 var Gud, konge og fædreland stadig herskende i befolkningen, men det vender op til 1968, hvor der kommer et radikalt brud med den holdning. Mange melder sig ud af kirken, og man får en stærkere socialistisk antikirkelig bevægelse igen. Danmark bliver afløst af globalisering. I 1970’erne udvides kampen til en gennemgående kritik af samfundsstrukturerne. Tydeligst i det henseende er ændringen af skoleloven i 1975,” fortsætter han.

Med den nye skolelov i 1975 fik den kirkekritiske fløj endelig slået fast, at kristendommen ikke længere skulle være det bærende element i folkeskolen. Det betød, at kristendomsundervisningen blev afkoblet fra kirkens evangelisk-lutherske lære.

“Her vandt ungdomsoprørerne kampen over traditionalisterne,” konkluderer Kurt E. Larsen.

Folkekirken i velfærdsstaten
Skal man forstå denne udvikling i efterkrigstiden, må man nødvendigvis se det i lyset af, at det var i samme periode, at velfærdsstaten for alvor blev udbygget. Det er Peter Lodbergs udlægning:

“Lige efter krigen kommer der en periode, hvor man går i gang med at etablere velfærdsstaten. Nogle ville sige, at det var den største ledelsesmæssige omorganisering af det danske samfund – man går fra landbrugssamfund til velfærds- og industrisamfund. Det betyder, at folkekirken bliver en institution blandt andre velfærdsinstitutioner, der kommer til at stå for det religiøse. Kirken skal nu bekymre sig om forkyndelsen og sjælesorgen. Det bliver en servicekirke, der skal servicere folkekirkens medlemmer på linje med, at vi har andre offentlige serviceinstitutioner, som når vi går på posthuset eller sygekassen,” forklarer han.

Folkekirken bar i årtierne efter krigen og helt frem til i dag præg af samfundsudviklingen. Moderne kirkebyggeri tilpassede sig urbaniseringen, Murens fald åbnede for mellemkirkeligt samarbejde med de lutherske mindretal i Østeuropa, og kirkelige organisationer som Mission Afrika og Folkekirkens Nødhjælp voksede sig stærke blandt andet ved hjælp af offentlige midler. Derudover lykkedes folkekirken med at etablere minikonfirmandundervisning, der – uafhængigt af folkeskolen – gerne måtte være forkyndende.

“Folkekirken i bredeste forstand, herunder alle de frivillige organisationer, følger samfundsudviklingen og breder sig ud. Staten har løsrevet sig mere og mere fra kirken, men kirken har ikke løsrevet sig i samme omfang fra staten. De opgaver som det offentlige overtog fra det kirkelige, er kirken nu igen begyndt at løse. Mange steder er det offentlige begyndt at spørge kirken om hjælp med at løse nogle af de sociale og diakonale udfordringer, vi har i samfundet. Simpelthen fordi folk ikke vil betale så meget i skat,” fortæller Peter Lodberg.