Anders Stjernholm: Julen derhjemme har ændret sig lidt på grund af min ivrige modstand

Der bliver diskuteret en masse, når Anders Stjernholms familie holder jul: Hvorfor skal der synges så meget om Jesus? Er boligskatten retfærdig? Og hvis tur er det i Matador? Alligevel glæder komikeren og religionskritikeren sig til at vende hjem til jul

Når jeg tænker på at vende hjem til jul, så tænker jeg på mit barndomshjem i Fredensborg, hvor jeg har holdt i hvert fald 30 af mine 38 juleaftener. Der boede jeg de første 21 år af mit liv (ja, jeg var længe om at flytte hjemmefra), og der bor min mor stadig.

Jeg har aldrig troet på Gud, og da jeg var i starten af 20’erne, begyndte jeg at blive virkelig kritisk overfor religion. Det har nok haft en effekt på min mor. Hun har tidligere i sit liv været mere troende, men i dag er hun en helt almindelig kulturkristen. Hun er stadig medlem af folkekirken, for nu har hun betalt så meget - nu vil hun også have sin begravelse.

Der opstår ikke seriøse konflikter om tro, når jeg vender hjem til jul. Kristendommen er jo en minimal del af julefejringen. Juletræerne, julemaden, gaverne, marcipanen med nougat (som er vigtig i min familie), det har ikke spor med kristendommen at gøre. Engle og Jesus - det er den kristne del, og det er der ikke så meget af hjemme i Fredensborg.

Vi synger stadig nogle salmer, men jeg synger “Jebus” i stedet for “Jesus”. Eller også synger jeg “Jesus” og “Gud” virkelig, virkelig højt for at understrege, at der var den igen: Der smed de lige Jesus ind i en fest, som han faktisk aldrig burde have været en del af.

I årenes løb er salmerne meget naturligt blevet skiftet ud med andre julesange. På den måde har julen derhjemme måske ændret sig lidt på grund af min ivrige modstand. Men det tager intet fra traditionen: “Juletræet med sin pynt” er jo den smukkeste sang, man kan synge, når man danser om juletræet, og ungerne vil alligevel hellere synge “Søren Banjomus” end “Et barn er født i Betlehem”.

Der er også masser af traditioner, som vi holder fast i. For eksempel mødes min familie gerne på adventssøndagene. Så tænder vi lys i adventskransen og siger nogle vers, som jeg ikke ved, hvor stammer fra:

“Når første lys vi tænder,
står julens dør på klem,
og adventsklokker klinger
på ny i mange hjem.

Når andet lys vi tænder,
vi hører englens ord
om Jesusbarn, der kommer
med gaver til vort bord.”

Der stopper jeg så op og tænker: Hov, hvad skete der lige der? Hvorfor blev Jesus pludselig en del af det? Men min mor insisterer på versene, og så kan vi diskutere det år efter år. Og det er egentlig meget godt, for ellers diskuterer vi boligskat, og det bliver vi endnu mere ophidsede over.

Det er mest en hyggekonflikt, for min mor tror heller ikke på alt det med Jesus. For hende handler det bare om, at julen skal minde én om alle de andre jule. Det vigtigste er, at man tænker: Sådan var det også sidste år, og sådan kommer det også til at være næste år. Næste år skal vi igen hygge os, mens vi diskuterer de der adventsvers eller skændes over et spil Matador. Sådan skal det være.

I comedy-branchen er der mange, der ikke har en kernefamilie, som jeg har. Der er nogen, der virkelig hader julen, for hjemme hos dem var der ikke bare hyggeskænderier over, hvis tur det var i Matador - der var alvorlige skænderier, og der var fordrukne forældre. Så jeg værdsætter virkelig, at jeg kan vende hjem og vide, at der er nogen, der vil mig det bedste.

For mig handler julen altså om at vende hjem til min familie. Og min familie er en diskussionslysten størrelse. Det er også derfor, at julen minder mig om alle diskussionerne: Om det er over et brætspil eller over storpolitik - det er ligegyldigt. I bund og grund siger man: du er irriterende, men jeg elsker dig.