Bønner til tiden

Sognepræst Anna Mejlhede har skrevet en sympatisk, men ikke ubetinget vellykket introduktion til bønnens verden

Anna Mejlhede, sognepræst ved Sct. Andreas og Vor Frue Kirke i København, har tidligere haft stor succes med bogen: "Kys dit kaos - livet er alligevel noget rod", som hun skrev sammen med Nastja Arcel. Nu har hun skrevet en bønnebog, eller rettere sagt en introduktion for begyndere til bønnens verden, med bønner til forskellige lejligheder, både fra andres og egen hånd. Ideen er rigtig god, nu hvor det igen er blevet almindeligt accepteret at være troende og endda at praktisere sin tro. For hvordan er det så lige, man gør, når bønnen ikke mere er en del af den almindelige kristne kulturarv?

Anna Mejlhede er klar over, at hun skal begynde ganske elementært og være bred i sine formuleringer, hvis hun vil nå et stort publikum. Og det er hun så gennem i alt 18 små letlæste kapitler med titler som: "Hvad er bøn?", "Hvordan beder man?", "Bønnens poesi" og "Når aftenen sænker sig". Der er mange gode klassiske bønner fra Bibelen, salmebogen og præstens ritualbog, men også fra Anna Mejlhedes egen hånd. Alt sammen meget udmærket. Men alligevel kalder såvel bogens form som dens indhold naturligt på flere kritiske kommentarer.

Det forekommer således at være et problem, at det ikke på noget tidspunkt defineres, hvad det er for en slags bøn, der tales om. "Jeg vil gerne have"-bønner, der udtrykker almindelig folketro, ren voodoo, eller blot helt almen religiøsitet, står side om side med genuint kristne bønner. Ligeledes skelnes der heller ikke klart mellem Det gamle og Det nye Testamentes gudsbilleder og deraf følgende helt forskellige bønspraksis. Der er som bekendt en verden til forskel på Davids salmer og Jesu Fadervor. Besværgelsen i Davids salme 10: "Herre kæmp mod dem, der kæmper mod mig, før krig imod dem, der fører krig imod mig... Løft spyd og økse, gå imod mine forfølgere!" kan ikke sidestilles med en konfirmands bøn: "Kære Gud. Jeg be'r for dem, der bare har det helt ad helvede til." Den første bøn er ukristelig, den anden er, trods sprogbrugen, dybt evangelisk.

Det virker som om, at Anna Mejlhede i sin iver efter at give alle et bønsliv kommer til at se temmelig stort på, at vi som kristne mennesker ikke kan bede om hvad som helst, hvilket hun jo som sognepræst så ganske udmærket ved, og i øvrigt heller ikke - det fremgår tydeligt af bogen - selv praktiserer.

Og så til sidst en lille præcisering: Anna Mejlhede gør udtrykkelig opmærksom på, at hun ikke bryder sig om bordbønnen: "Nogle har mad, men kan ikke spise, andre kan spise, men har ikke mad. Jeg takker dig Gud, jeg er så glad. For jeg kan spise, og jeg har mad". Hun finder den "upassende, fordi den giver udtryk for en taknemmelighed, der forekommer på trods af og til forskel fra andre menneskers vilkår."

Måske oversættelsen indbyder til en sådan misforståelse. Der er på ingen måde tale om en triumfering over andres ulykke, men udelukkende om en takkebøn, som selvfølgelig altid må formuleres på det vilkår, at ikke alle er lige så privilegerede, som man selv er. I øvrigt drejer det sig om Skotlands store nationale poet, Robert Burns (1759-96) verdensberømte "The Selkirk Grace", hvis originale ordlyd er: "Some hae meat & canna eat, and some wad eat that want it. But we hae meat & we can eat, sae let the Lord be thankit."

Bønnen udtrykker, som enhver ordentlig bordbøn, taknemmeligheden over, at kunne få mad og have helbred til at spise den med god appetit med en realistisk viden om, at ingen af delene er en selvfølge. Både maden og helbredet er en velsignelse, som mange ikke har del i. Deraf taknemmeligheden - dengang som nu.

Anna Mejlhede: "Du som er i himlene"
20 sider. 169 kroner
Aschehoug