Det er blevet umoderne at skælde hinanden huden fuld

Hvad der slår mig mest, er den urbane tone i bogen, skriver dr. theol. Hans Jørgen Lundager Jensen. Foto: CARSTEN LUNDAGER

Nogle af os vil sikkert længes efter tidligere tiders underholdende, teologiske brutalitet. Men stilen er en anden i dag. Dr. theol Hans Jørgen Lundager Jensen anmelder brevudveksling mellem folkekirke-fløjene

Bogen er bygget op som en udveksling af breve mellem to teologer: Benedikte Hammer Præstholm, født 1978, der er præst i en grundtvigsk valgmenighed, og Jens Ole Christensen, født 1956, som er generalsekretær i Luthersk Mission. Redaktøren kalder dem i forordet for to flintrende forskellige og drønhamrende dygtige teologer.

Meningen med at stille dem sammen er tydeligvis at repræsentere to typiske og markante positioner inden for den danske folkekirke: en yngre kvinde og en modnere mand fra henholdsvis venstre- og højre fløj. Det grundtvigske er i vore dage oftest ensbetydende med det gennemsnitligt folkekirkelige. Luthersk Mission er vel en minoritet, der altid befinder sig på kanten af det folkekirkelige: Deres hjemmeside har ret fede historiske formuleringer om for eksempel den åndeligt sløve folkereligiøsitet, som lullede folk i søvn med sødladne vendinger og ufarlig moralisme.

Flintrende forskellige?
Bogens er bygget sådan op, at en af de to forfattere lægger ud med en grundlæggende overvejelse om et emne inden for kristendom, tro og kirke. Den anden svarer så med et kortere brev. Den første svarer så igen endnu kortere, hvorefter den anden svarer igen. Emnerne er Liv, Lidelse, Ægteskab, Tvivl, og så videre.

I indledningen fortæller redaktøren, at der i bogen her altid vil være mindst to svar på den slags store spørgsmål. Der ér selvfølgelig forskelle. Formålet har nok været at dokumentere folkekirkelig rummelighed. Det gør bogen sådan set også. Men flintrende forskellige?

Vi er i selskab med ordentlige mennesker
Hvad der slår mig mest, er den urbane tone i bogen. De to pennevenner fremhæver ofte enigheden mellem dem. Selvfølgelig er de forventeligt uenige om kvindelige præster, bibelfortolkning, homoseksuelle ægteskaber og så videre. Men de opfører sig gennemgående meget ordentligt over for hinanden.

Kun få gange bliver afslutningen Bedste hilsen varieret af alvorlige hilsener, mange hilsener eller, en enkelt gang, af ingen hilsener. Hvis Christensen overordnet mener, at Præstholm luller folk i søvn med sødladne vendinger og ufarlig moralisme, siger han det i hvert fald ikke ligeud. Og hvis Præstholm mener, at Christensen repræsenterer sort reaktion og krampagtig fundamentalisme, antyder hun det kun diskret. Vi er i selskab med ordentlige mennesker, svage subjekter, som kan medgive egen usikkerhed.

Teologiske kampe har ændret form

Præstholm og Christensen er begge på højde med deres tid. Det er blevet umoderne at skælde hinanden huden fuld. Nogle af os vil sikkert længes efter tidligere tiders underholdende, teologiske brutalitet. Men stilen er en anden i dag. Uforsonlig påståelighed signalerer ikke længere engagement for en god sag, men mangel på selvkontrol og oppustet ego.

Til stilen kommer en anden grund. Kirkelige retninger kunne forsvare at bruge krudt på at bekæmpe hinanden, da der var noget at kæmpe om: medlemmer, resurser, opmærksomhed. I dag har grundtvigianere og missionsfok en fælles udfordring: de almindelige mennesker, som måske gerne vil komme i kirken en gang imellem, men som ikke vil skældes ud og ikke vil inddrages i kampe, som de ikke føler, vedkommer dem.

At gøre sig meningsfuld over for dem kan gøre selv fødte modstandere nærmest flintrende forsonlige. Dét er for mig det væsentligste indtryk fra denne lille, sympatiske og i øvrigt velskrevne bog.

Hans Jørgen Lundager Jensen er dr. theol ved Religionsvidenskab og Teologi, Aarhus Universitet og panelist ved religion.dk.