Et banalt mysterium

Tom Hanks og Audrey Tautou i vild jagt gennem det smukke Paris. - Foto fra filmen.

Den længe ventede filmatisering af Dan Browns "Da Vinci Mysteriet" kan nu ses i landets biografer. - Filmen er usammenhængende og klichéfyldt, men den anskueliggør et aktuelt fænomen, nemlig samtidens søgen efter den sande Jesus, skriver Kristendom.dk's anmelder

"Da Vinci Mysteriet" er en bølge, der ruller hen over jorden. Det er ikke blot en bog, der nu er blevet filmatiseret, det er et fænomen med vidtrækkende konsekvenser. Sjældent er en knaldroman af bedre lufthavnskvalitet blevet taget så alvorligt som amerikanske Dan Browns "Da Vinci Mysteriet". Fredag d. 19. maj 2006 havde filmen verdenspremiere i Danmark med over 100.000 forudbestilte billetter, og allerede nu ser filmen ud til at blive en af de mest sete nogensinde.

Historien handler om den amerikanske professor, Robert Langdon, der involveres i en fransk mordgåde, som, i vanlig Hollywood-stil, er meget større og mere indviklet, end den ser ud til. Sammen med den franske politibetjent Sophie Neveu, som også er barnebarn af et af ofrene, bliver Langdon viklet ind i det meget afgørende drama, der ligesom kriminalgåden har til hensigt at afsløre kirkens hykleri og offentliggøre, at Jesus faktisk blev gift med Maria Magdalene og fik børn, hvis efterkommere lever idag. I et net af konspiratorisk argumentation bliver Maria Magdalenes skød selve den hellige gral, og Jesu guddommelighed bliver præsenteret som et postulat, som kirkelige magthavere tvang igennem ved det nikænske koncil, et kirkemøde i det 4. århundrede.

Dybest set er "Da Vinci-mysteriet" en banal, om end medrivende film, der under dække af at være 'afsløring' ønsker at fremstå som en art sandhedsvidne. Drevet af en slet skjult sensationalisme lykkes det dog ikke for filmen at overkomme sine kunstneriske vanskeligheder.

For Ron Howards filmatisering af romanen er, som Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen blev citeret for, "meget trofast mod bogens svagheder". Filmen er fyldt med overspringshandlinger og bliver ved med at introducere nye vinkler på den samme historie, for ellers går det ikke op til sidst, og man afslører vist ikke for meget ved at sige, at det gør det naturligvis.

Faktisk er filmatiseringen så dårlig, at Dan Browns overbevisende polemik flere gange fremstår unødvendigt komisk. Det klæder ikke en film, der tager sig selv alvorligt i så høj grad, som "Da Vinci-mysteriet" gør. At man så samtidig præsenterer kirkens folk, som de fremstår i de allermest kendte katolske klichéer, som gerrige, psykotiske, magtbegærlige dumme svin, virker måske befordrende for handlingen, men er trættende.

Det er heller ikke klædeligt, at skuespillerne generelt virker fejlcastede til deres roller. Der er således ingen kemi overhovedet mellem de to hovedpersoner, spillet af det sikre kort Tom Hanks og så den i USA kendteste franske skuespillerinde, Audrey Tautou ("Amélie fra Montmartre"). Jean Reno er naturligvis med som vanlig fransk maskot, og Ian McKellen fra "Ringenes Herre" gentager sin kyniske excentricitet i den afgørende rolle som professor Langdon's ven. Alt sammen gør filmen "Da Vinci-mysteriet" en i bedste fald småkedelig affære, som er sløset sat i værk.

Efter at have set filmen kan man ikke lade være at tænke over, hvorvidt kirken har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at fokusere så heftigt på dette makværk. Det har i hvert fald ført til større opmærksomhed om filmen, og med det følger højst sandsynligt større omsætning - noget, filmen hverken på et kunstnerisk eller teologisk plan fortjener. Men er det ikke også at skyde over mål at beskylde Dan Brown og hans bog for at være roden til den stigende afkristning i Vesten?

Måske skulle kirken prøve på at tale til dette i stedet for at pege fingre. Symptomer forsvinder ikke af at blive diagnosticeret. I tilfældet "Da Vinci Mysteriet" kan man håbe, at der bliver skabt en platform for mennesker til at få stillet de spørgsmål, som bogen og filmen lancerer. Kirken har svar på tiltale og skal ikke være bange for en halvskidt film og en succesfuld roman. Kirken skal bekymre sig om, hvorvidt mennesker lærer den sande Jesus at kende eller ej. Det må man håbe, at præster og andet godtfolk ser behovet for i en tid, der er optaget af åndelige spørgsmål, og måske ikke så meget åndelige svar.

Måske er det ikke tid til at bygge dæmninger for hvad der måtte følge i "Da Vinci-mysteriets" kølvand, men lade bølgen skvulpe ind i kirken - for selvfølgelig bliver den stående, selv efter "Da Vinci-mysteriet". Man må tage alvorligt, hvad bogen eller filmen måtte afføde, men der er ikke noget at være bange for, for der er ikke særlig meget at komme efter.

Da Vinci Mysteriet (The Da Vinci Code)
Instruktør: Ron Howard
Medvirkende: Tom Hanks, Audrey Tautou, Jean Reno, Ian Mckellan
Genre: Thriller
Spilletid: 2 timer, 29 minutter
Land: USA