Gribende afskedsbrev fra far til søn

Amerikanske Marilynne Robinson har begået en gribende, varm og forkyndende roman, skriver Niels Henrik Arendt, som har læst "Gilead" for Kristendom.dk

Marilynne Robinsons roman "Gilead", der vandt Pulitzerprisen i 2005, handler om kærlighed og jalousi, om tilværelsens generøsitet og menneskenes smålighed, om aldring, om pligtfølelse og om det at være præst. Biskop Niels Henrik Arendt giver i denne anmeldelse bogen varme anbefalinger

Marilynne Robinson kan ikke betegnes som en produktiv forfatter. Hun har foruden Gilead fra 2004 kun skrevet én roman, nemlig "Housekeeping", som udkom i 1981 og i dag regnes for en klassiker. Men sikken sprogbeherskelse (bestemt ikke forringet af Ida Jessens fordanskning!), sikken tænksomhed og sikken et kendskab til det menneskelige sind.

Handlingen i Gilead er hurtigt overstået. Romanen består af et langt brev fra en gammel præst, John Ames til hans 7 år gamle søn, en slags testamente. Det rummer enkelte fortællinger om hans slægt, først og fremmest et utroligt og prægtigt portræt af en krigerisk farfar-præst, som med sin glødende modstand mod slaveriet blev soldat i unionshæren i den amerikanske borgerkrig og i virkeligheden aldrig ophørte med at opfatte sig som en Herrens kriger.

Bogens fortæller er et mere sagtmodigt menneske. Den største begivenhed i hans liv er giftermålet med en langt yngre kvinde og faderskabet til den lille dreng. I fortællingen indgår egentlig kun én enkelt ydre begivenhed, nemlig hjemkomsten til byen Gilead derude på prærien af en slyngel af en kollega-søn. Omkring denne udramatiske begivenhed bygges ikke desto mindre en spænding op af bekymring, selvransagelse og snigende jalousi hos den gamle præst, fordi hans unge kone tager venligt imod "den fortabte søn". Det er mesterligt og bevægende skildret. John Ames ved, at hans egen død nærmer sig, men han kan alligevel ikke komme til rette med sin besiddertrang i forhold til kone og barn. Men denne er kun bagsiden af en lige så intens og taknemmelig kærlighed til de to, af en længsel efter udsættelse af det uundgåelige og af en i hans øjne næsten betænkelig bundethed til livet her.

Man undgår ikke undervejs at irriteres på fortælleren - over hans bestandige skrupler og hans ængstelse for at volde ondt. Hans hustru er helt anderledes ligefrem, og det er da også hende, der i sin tid tog initiativet til deres ægteskab. Men forventer man nu, at det hele udvikler sig på velkendt tragisk vis - med en kærlighed mellem de yngre, som skubber den ældre til side, må man tro om igen. Tragedie rummer bogen, men på en anden måde, end man forventer.

Men den rummer altså også beretningen om, hvorledes den smerte, vi påfører hinanden hele tiden, befinder sig side om side med mirakler af godhed og generøsitet, som vi ikke selv er ophavsmænd til. Bogen er forkyndende, lavmælt, men gribende.

Tillige kan Gilead læses som en bog om det underlige arbejde, som en præst er sat til at udføre. Den er overraskende detaljeret i sine skildringer af præstetjenestens mindre kendte sider, prædiken-reflektionerne, byrden ved at bære på andres betroelser, de uophørlige overvejelser over, hvorledes man øver ret og skel - lever som et almindeligt menneske og alligevel med en bevidsthed om at have et særligt kald. Den har også viise overvejelser over Feuerbachs religionskritik og Karl Barths teologi, for at det ikke skal være løgn. Det intime kendskab til præste-arbejdet er imidlertid her skildret så alment, at mange vil gribes deraf - hvad da også prisbelønningen viser.

En amerikansk præst i 1950'erne levede givetvis på helt andre betingelser end en dansk præst i det 21. århundrede. Og alligevel kan man genfinde sine egne grublerier i bogen. Jeg kan kun anbefale den varmt - til præster, men også til enhver, der endnu har sans for en langsomt fremadskridende kærlighedsroman.

I virkeligheden er det først hen mod slutningen af bogen, at præstens betagelse af sin kone udfoldes helt, skildret forsigtigt og humoristisk, men så man alligevel aner hvilke voldsomme kræfter, der også findes i dette reflekterede og beherskede menneske. Den jødiske forfatter Amos Oz citerer i sin erindringsbog sin bedstefar for at sige: "Kærlighed - alle taler altid om kærlighed, kærlighed. Men kærlighed er ikke noget du vælger, men noget, du rammes af som af en sygdom, noget du fanges i som i en katastrofe".

Kærligheden som en uafvendelig magt genfindes i Marilynne Robinsons smukke roman, men hos hende først og fremmest som en underfuld skat af skønhed og glød.

Marilynne Robinson, Gilead, Gyldendal 2006, 249 kr. Oversat af Ida Jessen.