Mennesket er hele tiden undervejs
- Owe Wikström har mange gode pointer med sans for mystikernes verden, men bogen er efter min mening alt for snik-snakkende, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell om bogen "Med ikonen i lommen - om ydre og indre rejser"
I alt for mange år har området inden for kristen spiritualitet været tabuiseret i folkekirken. Men i de senere år er det danske marked med kristen spirituel litteratur nærmest eksploderet. Den ene berigende bog efter den anden bliver oversat til dansk - for det er stadig fra udlandet, vi skal hente inspiration på området.
Især Forlaget Boedal har igennem de senere år gjort en ihærdig indsats for at udgive gode bøger om menneske og samfund, kristentro og spiritualitet. Manden bag forlaget hedder Leif E. Kristensen, og hans mål er, at Boedal må vokse til et økumenisk forlag i ordets bedste forstand, et forlag, der bygger bro mellem kirkeretninger. Det er noget af et missionsprojekt: at berige Danmark med opbyggelige bøger, som ikke før fandtes på dansk. Indtil nu er det blevet til 35 udgivelser.
En af de nyere udgivelser, "Med ikonen i lommen - om ydre og indre rejser", er skrevet af den svenske religionspsykolog Owe Wikström, som tidligere har skrevet de populære bøger: "Det blændende mørke" og "Til langsomhedens pris".
Udgangspunktet i bogen er rejsens store tiltrækning i det 21. århundrede med backpackere, kulturrejsende, eventyrere, pilgrimme og turister mellem hinanden. Mere end nogensinde bekræftes begrebet homo viator - det rejsende menneske. Stadig flere synes at være på vej, hele tiden på vej - men hvorhen og hvorfor?
På denne indre pilgrimsrejse må mennesket nå frem til det, som mange mystikere kalder "jeg-døden" eller "sjælens mørke nat" og overgive sig til noget større, noget hemmelighedsfuldt. Undervejs minder forfatterens lille rejseikon om den usynlige virkelighed: at man ikke længere er den, der ser, men den, som er set!
Rejsen bruges altså som metafor for menneskers måde at forholde sig til livet på. Denne rejse er en proces, som ofte begynder, når et menneske gradvist eller pludseligt tvinges til at stille sig selv spørgsmål om livets mening, dødens brutalitet og en eventuel guddommelig virkelighed. Sådanne rejser finder ofte sted, når et menneske kommer ind i anden halvdel af sit liv og med et vist vemod spørger: "Var livet virkelig ikke mere?"
Wikström advarer mod ensidigt at betone læresætninger, fordi en "rationalistisk religionsopfattelse medfører, at vage oplevelser af mødet med mysteriet og tillid til det, der ikke kan forklares, ofte bliver forkastet som tankemæssig formørkelse. Men kunstens gestaltning af mødet med det hellige, i arkitektur og billedkunst såvel som i liturgiens kropslige udtryk og attituder, har sandsynligvis langt større betydning for en religiøs livsholdning end læren. Et enøjet intellektuelt syn på religionen har medført, at mange såkaldt sekulariserede i Nordeuropa føler sig hjemløse. De fascineres af helligheden, men skræmmes af dogmatikken, de tiltrækkes af det guddommelige, men nærer mistro til dets professionelle fortolkere, de er intellektuelle, men ikke emotionelle ateister."
Wikström har mange gode pointer med sans for mystikernes verden, men bogen er efter min mening alt for snik-snakkende. Forfatteren er tydeligt en ordekvilibrist, der som en anden romanforfatter elsker at kæle for ordene. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Martin Luther, der advarede mod ordforstoppelse!
Men for nogle mennesker gør den essayistiske form sikkert indholdet mere spiseligt. Med sin legende, lette form kan bogen måske være med til at pege på Vejen (jævnfør Joh 14,6) og vække en nysgerrighed tilværelsens inderste kilde, det hellige Ansigt.
Jeg tror, jeg vil anbefale bogen til min ikke-kristne veninde, der er optaget af eksistentielle spørgsmål og ser sig selv som spirituel.
Owe Wikström: "Med ikonen i lommen - om ydre og indre rejser"
Forlaget Boedal, 2006
254 sider, 248 kr