Udødelige Kierkegaard
En samling teologer, filosoffer, præster og litterater har anmeldt Kierkegaards forfatterskab værk for værk på kompetent vis
I 2005, 150-året for Søren Kierkegaards død, blev der udgivet en lind strøm af bøger om hans liv og filosofiske og teologiske overvejelser. "Den udødelige. Kierkegaard læst værk for værk" er bestemt en af de bedre bøger.
"Den udødelige" undgår at blive endnu en uvedkommende resummerende bog på hylden, dels på grund af dens bredde, dels på grund af dens mange fine og kompetente læsninger af Kierkegaards værker.
Det er lykkes redaktørerne at få samlet et godt hold af henholdsvis teologer, filosoffer og litterater til at forestå gennemgangen af værkerne, hvilket gør, at de mange facetter i Kierkegaards forfatterskab kommer til deres ret.
En af bogens store styrker er dens alsidighed. I mere traditionelle udgivelser om Kierkegaard lægges der for eksempel vægt på enten det litterære, teologiske eller filosofiske indhold i hans forfatterskab.
En sådan tilgang er naturligvis en styrke, hvad angår dybden i behandlingen af emnet, men det bevirker ofte, at alsidigheden hos Kierkegaard går tabt. Netop den tilgodeses her i bogen.
Det har også den fordel, at læseren introduceres for flere forskellige tilgange til Kierkegaard i ét og samme værk, og selv kan vælge, hvilken tilgang man finder mest udbytterig. Det er en tanke, Kierkegaard selv ville have fundet tiltalende, når man tænker på hans understregning af valget i for eksempel "Enten-eller".
Hver værkgennemgang afsluttes med forslag til videre læsning af det pågældende værk hos Kierkegaard, hvilket er en glimrende idé. At gøre det så konkret og let for læseren at følge tråden videre og dybere ind i Kierkegaards forfatterskab, er en stor fordel, når man beskæftiger sig med et emne og en tænker, der kræver meget af sin læser.
Selvom alsidigheden betones, gør det ikke, at værkgennemgangene bliver overfladiske. På trods af den begrænsede plads forfatterne har til rådighed, kommer mere eller mindre samtlige forfattere i dybden med det værk, de behandler, og fremhæver temaer, som er væsentlige i forsøget på at forstå Kierkegaard.
Iben Damgaards gennemgang af "Frygt og Bæven" og fremdragelsen af temaet om den anden etik, som kan kobles til både "Begrebet Angest" og "Kjerlighedens Gjerninger" er et eksempel på dette.
Derved bliver man som læser også opmærksom på, at der i Kierkegaards værk findes nogle temaer, som er gennemgående i hele forfatterskabet, og at forfatterskabet er en sammenhængende størrelse, selvom vi i "Den udødelige" præsenteres for det værk for værk.
De forskellige forfattere har en stor indsigt i Kierkegaard, som de formidler i en lettilgængelig stil. Værket er opdelt i fine afsnit og meget læsevenligt.
Der er dog undervejs enkelte fejlgreb. For eksempel havde det været på sin plads med en fyldigere gennemgang af "Tvende ethisk-religieuse Smaa-afhandlinger".
Selvom værkets omfang synes overskueligt, er det ikke ensbetydende med, at det samme gør sig gældende på det indholdsmæssige plan.
Der er mange fine pointer at hente i værket, selvom det ikke er et hovedværk som for eksempel "Begrebet Angest" og "Sygdommen til Døden".
Ligeledes synes gennemgangen af "En literair Anmeldelse" at bære præg af, at forfatteren død og pine vil bevise, at udgiverne af Søren Kierkegaards Skrifter har overset en passage i hans dagbogsoptegnelser.
Der har været nok mudderkastning og paragrafrytteri blandt Kierkegaard-folk, og det klæder bestemt ikke en gennemgang, som gerne skulle bidrage til et større indblik i Kierkegaards værk.
Bortset fra dette er værket en fornøjelse at læse. Værket bærer præg af et stort engagement fra forfatternes side, hvilket kommer klart til udtryk i deres gennemgang. Det stemmer godt overens med Kierkegaards egen opfattelse, idet han netop betonede det personlige engagement hos "hiin Enkelte" i sine analyser af den menneskelige eksistens.
Ligeledes slipper man for lange, snørklede forklaringer og udredninger for detaljer, som kunne bevirke, at man mister overblikket. Det sker ikke, og det gør værket velegnet som introduktion til Kierkegaard.
Dog vil læseren være bedre klædt på, hvis han eller hun supplerer med en mere tematisk anlagt introduktion som for eksempel Arne Grøns "Begrebet angst hos Søren Kierkegaard" (Gyldendals forlag, 1994) eller Johannes Sløks "Kierkegaard- Humanismens tænker" (Hans Reitzels forlag, 1995).
God læselyst.