Vi skal ikke forsvare, men anklage Gud for lidelse

For den kristne kirke er den lidende tjener i Esajas 53 identisk med Jesus, der uden protest overgiver sig til langfredags lidelse og død, skriver Ole Birch Foto: sxc.hu

Bogen "Jobs tårer. Om Gud og det onde" er en vigtig bog, som er god at lade sig udfordre af, både kristeligt og menneskeligt, skriver cand. mag. Lisbeth Riisager Henriksen i sin anmeldelse

Til alle tider har troende kristne haft anfægtelser i troen i forbindelse med oplevelse af lidelse. Man har spurgt sig selv, hvordan man kan fastholde troen på en god og kærlig Gud bagved det hele, hvis han tillader at lidelsen finder sted. Er Gud selv ansvarlig for det ondes eksistens og det onde, vi kan opleve, eller hvordan forholder det sig egentlig med dette?

Den såkaldte teodicétænkning har beskæftiget sig med dette problem, idet den vil finde argumenter for at forsvare Gud (af dicé: forsvar og teo: Gud). En af de tidligst kendte teodicétænkere er Epikur fra før Kristus, andre er Jobs "venner", som vi kan læse om i Jobs Bog, og fra tiden efter Kristus kender vi blandt mange andre Augustin, Aquinas, Leibniz. Dr.theol. og lektor i praktisk teologi Jakob Wolf har nu taget fat om emnet Gud og det onde, idet han nedskriver og forkaster hele ideen bag teodicétænkningen. Vi skal ikke forsvare Gud det skal han nok selv klare, mener Wolf. Vi skal derimod turde anklage Gud for lidelsen og lade ham selv svare os.

Det er en stærkt interessant og vigtig bog, som er god at lade sig udfordre af både kristeligt og menneskeligt.

Leif Andersen en af inspirationskilderneMåske var det tilfældigt, at jeg havde planlagt at læse Leif Andersens gamle bog Gud, hvorfor sover du? (1987) umiddelbart efter Jakob Wolfs nye bog. Forskellene til trods er der slående ligheder mellem de to bøger i deres hovedanliggender, og det fremgår da også af Wolfs litteraturliste, at Andersen er en af hans inspirationskilder.

Det er således ingen nyhed, når Wolf opfordrer troende mennesker til at være ægte og ærlige overfor Gud og hinanden med, at vi altså, udsat for lidelse, nogle gange kan opleve det, som om Gud ikke er god. Det er heller ingen nyhed at foreslå et alternativ til teodicéen, foreslå at vi holder op med at forsvare Gud, men i stedet anklager ham og kæmper Jakobskampe for, at han vil velsigne os og selv give os personlige svar på vores spørgsmål. Endda er det "svar", Wolf bl.a. kommer med om Gud som en paradoksal enhed af en skjult og åbenbaret Gud såvel som henvisninger til Jobs Bog, Luther (Om den trælbundne vilje) og Kierkegaard (Gjentagelsen), slet ikke nyt stof. Det er alt sammen beskrevet før fx hos en Leif Andersen. Begge tager afstand fra skrivebordsforklaringer af Gud og det ondes eksistens. Begge vil en ægte tro, der forholder sig autentisk til det virkelige liv inklusive det, der gør ondt, men midt i dette fastholder en tillid til, at Gud paradoksalt nok er god alligevel. Og begge insisterer således på, at kirken og troen skal kunne rumme det uforståelige, modsigelsesfulde, problematiske og uskønne ikke ignorere det eller tale udenom.

Men Jakob Wolfs bog er skrevet i en anden tid og en mere akademisk tone end Leif Andersens bog, samtidig med, at den stadigvæk giver troen stor plads. Og det er sundt fra tid til anden at få emnet belyst igennem nye øjne, nye formuleringer og nye tiders filtre. De alment menneskelige og alment kristelige problemstillinger kan jo også indeholde specifikke udfordringer for den enkelte tids kirkelige traditioner lidt mere herom sidst i anmeldelsen.

Fantastisk tydelig og fokuseret bogWolf er fantastisk dygtig til at formulere sig klart, tydeligt, forståeligt og fokuseret uden omstændelighed og andre typiske akademiske uvaner. Det komplekse er gjort så enkelt som muligt uden at det mister sin kompleksitet. Det er imponerende og dermed ikke underligt, at bogen allerede har fået fantastisk flotte anmeldelser i bl.a. Kristeligt Dagblad og Kirken i København.

Man kan undre sig over, at den ikke er blevet anmeldt i fx Morgenavisen Jyllands-Posten eller Politiken. En bog med så vigtigt, stort og alment menneskeligt eksistentielt og teologisk format burde man nok kunne finde spalteplads til at anmelde i større aviser med respekt for sig selv.

Jakob Wolfs bog består af to hoveddele: 1. En opsummering af teodicétænkningens hovedtanker, og 2. en næsten matematisk-logisk, tankemæssig bevisførelse for, at teodicéen ikke kan bruges, hvorefter han opstiller sit alternativ: anklag Gud og lad ham selv svare. Alt sammen fungerer fint, men jeg kunne godt have ønsket mig, at Wolf havde brugt større dele af sin bog på sit alternativ, end det er tilfældet.

Pladsen tillader mig ikke at gå i detaljer med Wolfs forskellige pointer, men lad mig fremhæve to voldsomt relevante emner: 1. Den paradoksale enhed af GT's og NT's Gud og 2. opfordringen til oprigtighed i troen.

Gud et paradoks
Jakob Wolf pointerer, at den kristne Gud er en paradoksal enhed af den Gud, vi kender fra hhv. GT og NT. Han er nemlig dels skjult for menneskers øjne og den, der som i GT skaber og destruerer, skaber lykke og ulykke, er barmhjertig og hævngerrig. Og dels er han åbenbaret igennem Kristus og er den, der som i NT virker kærlig på en måde, som mange (ukorrekt) forbinder med en "blød" Gud.

Ofte er det lettere at forholde sig til den nytestamentlige beskrivelse af Gud som entydigt kærlig end til den gammeltestamentlige, tvetydige Gud, der fx tillader Satan næsten at ødelægge en Job. Men når ulykken rammer, beskriver de gammeltestamentlige tekster alligevel ofte endnu bedre den almene erfaring, man kan have i lidelsen, og hvor man må spørge, om Gud virkelig KAN være god, når han lader dette eller hint ske. Mange præster vil sikkert kunne genkende den erfaring, at mange mennesker bedre kan spejle sig i GT end i NT og derfor, når de føler sig slagne i livet, finder større sjælesørgerisk trøst i de gammeltestamentlige tekster fra fx Jobs Bog, Klagesangene, Prædikerens Bog og Salmernes Bog end i de nytestamentlige tekster.

Oprigtighed i troen
Wolf pointerer også nødvendigheden af, at den enkelte troende og kirken må være ærlig og ægte omkring erfaringen af virkeligheden og troens problemer hermed. Han opfordrer hermed til, at vi ikke forstiller os og ignorerer alt det, som vi ikke synes "går op" mellem virkeligheden på den ene side og troen på den anden. Troen skal kunne tåle at operere i virkelighedens landskaber, herunder lidelsens, og forholde sig sundt til disse og fastholde modsigelserne. Kristendom er ikke et glansbillede, men skal leve i og forholde sig til virkeligheden, som den er. Det bliver hverken troen eller Gud mindre af. Tværtimod får Gud derved lov til virkelig at få ansvaret og dermed også magten.

Der er en undertone af kirkekritik i disse formuleringer, kritik af den blødsødne og "pæne" forkyndelse, man møder i visse fraktioner af kirken. Om Jakob Wolf dermed sigter til forhold, der er særligt karakteristiske for vor tids kirkelige forkyndelse, eller om blødsødenhed og forenklet forkyndelse altid har været en almen fare for kirken, ved jeg ikke. Uanset hvad understreger han, at kirken altid har pligt til at forkynde paradokserne omkring Gud, også den "gammeltestamentlige" erfaring omkring Gud som en Gud, der til tider skaber ulykke og tillader ondt i vores liv og som vi derfor ikke altid forstår. Hvis kirken partout vil nøjes med at prædike om en Gud, der er kærlig på den sukkersøde og entydige måde, så svarer forkyndelsen ikke til bredden i Guds væsen og menneskers erfaring med Gud. At Gud er kærlighed, står fast, men kærligheden har mange sider, også sider vi ikke vil være i stand til at forstå på denne side af evigheden.

Eksistens og jura incommensurable størrelserTillad mig til slut en lille sproglig undren: Hvorfor bruger teodicétænkningen og Jakob Wolf i sit alternativ til den sproglige kategorier, som hører juraens verden til? For hvis man anklager eller forsvarer Gud, så siger man jo samtidig, at eksistensen forbinder sig med et begreb om retfærdighed. Dermed siger man altså også, at man har ret til et andet og bedre liv end det, man har fået. Men mig bekendt er en af kongstankerne i fx Jobs Bog netop, at vi IKKE har nogen ret overfor Gud uden altså lige barneretten. Vi må komme til ham med alle vores tårer, med al vores tvivl, klage, vrede og sorg og Gud vil lytte til os. Men han skaber selv suverænt liv og tager det, hvis han vil. Så måske var det mere korrekt at tale om at klage til Gud ikke at anklage ham?

Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag og skribent.

Jakob Wolf: Jobs tårer. Om Gud og det onde. København: Forlaget Anis 2009. 112 sider. Priser fra 144 kr. og opefter via internethandel, se dem her.

Læs evt. også Leif Andersen: Gud, hvorfor sover du? Fredericia: Lohse i samarbejde med Credo Forlag 1987. 192 sider. Kan stadig erhverves i sin 2. udgave fra 2005, priser fra 202 kr. og opefter via internethandel, se dem her