Anna Libak: Man bliver speciel, når man erkender, at man kan gøre en forskel for andre
Journalist og forfatter Anna Libak var for nylig aftenprædikant i Sct. Thomas Kirke på Frederiksberg, hvor hun prædikede om betroede talenter og hvordan man altid føler, man kan gøre tingene bedre
“Se mig, se mig!”
Det er noget, man ofte hører børn råbe, når de hopper og springer omkring én, og det er et udtryk for, at mennesket allerede meget tidligt i sit liv føler sig som noget specielt.
I hvert fald ifølge Anna Libak, som onsdag aften var prædikant ved en gudstjeneste i Sct. Thomas Kirke på Frederiksberg. Aftenens tekst var lignelsen om de betroede talenter:
“Så vidt jeg kan konstatere, er det normalt, at mennesker, når de kommer til verden, fødes med en følelse af, at de er noget helt specielt.”
Men når man bliver lidt ældre, påpegede Anna Libak, opdager man, at alle andre har samme følelse. Selv dem, man ikke synes, har nogen som helst grund til det:
“Det er en ubehagelig oplevelse, for hvis det er normalt at føle sig speciel, så er man det ikke længere.”
Andre når altid mere
Man kan dertil føle, at andre er kommet nemmere til tingene end en selv; måske på grund af deres navn, udseende, begavelse eller blot ved held. Kierkegaard kaldte det for sammenligningens uro, der plager mennesket fra morgen til aften.
Det kan være meget svært at glæde sig over livet, hvis man synes, at andre har større grund til at glæde sig:
“Ligegyldigt hvad man opnår, vil der altid være andre, der har opnået mere. Det er aldrig nok, at det er godt, når det kunne være bedre,” siger Anna Libak om menneskers forhold til retfærdighed. Uanset hvor mange bestræbelser vi gør i samfundet for at udligne forskellene mellem arv og miljø, er der alligevel altid nogen, der er vigtigere end andre.
Hun illustrerede pointen med en beretning om, hvordan hun for nogle måneder siden deltog i en diskussion på Radio24syv om Luthers forhold til penge. Her havde programværten Torben Steno ladet forstå, at han altid havde syntes, at det var grusomt, når det i Det Nye Testamente hedder, at der skal gives mere til den, der har meget i forvejen.
Den tolkning af lignelsen, som han tog afstand fra, er hyppigt brugt, hvilket Anna Libak illustrerede ved at nævne en artikel fra 2012 i avisen Information.
I artiklen lægger skribenten David Rehlingen moderne fortolkning ned over ordene fra lignelsen om de betroede talenter og om, at den, der har, skal mere gives: Balancekræfterne i samfundsøkonomien medfører, at der altid må skæres andre steder end på direktørlønningerne, og at Jesus i øvrigt har det fint med det.
“Som kristen kan jeg ikke lade være med at blive en smule forstemt over at høre sådan et udsagn,” sagde Anna Libak om den tolkning.
“Jeg bliver forstemt over at leve i et land, hvor de intellektuelle synes, det er i orden at vide så lidt om kristendommen, at de frække giver sig til at postulere alt muligt om, hvad der står i Bibelen på baggrund af sentenser, de har pillet ud af lignelser,” sagdehun og tilføjede:
“Hvis de havde læst lignelsen om de betroede talenter, så ville de have fattet, at det naturligvis ikke handler om, at man skal tage fra de fattige og give til de rige.”
Hun trakvejret et øjeblik og lader pointen stå. Så vendtehun tilbage til aftenens udvalgte lignelse om de betroede talenter. Den handler nemlig om, at man skal gøre godt med, hvad man har.
Alle lignelsens tjenere fik nok midler til at leve et godt liv, men de måtte ikke lade misundelsen vinde over taknemmeligheden. Man skal vise taknemmeligheden ved at vende sig mod verden og gøre den bedre for andre som den, man er:
“Det er vigtigt at erkende, at man kan gøre en forskel - og dermed faktisk alligevel blive speciel. Omend muligvis ikke på den måde, man selv havde tænkt sig,” fremhævede Anna Libak.