Debat

Anne fra Grønnebakken i ny Netflix-udgave er renset for kristent islæt

Midt i fjerde afsnit slukkede min datter fjernsynet, idet hun erklærede, at hun ikke brød sig om nogen af personerne, at der var en uhyggelig stemning i serien, og i øvrigt mente hun, at Anne havde alvorligt brug for psykiatrisk hjælp, skriver sognepræst Merete Bøye. Pressefoto fra det canadiske radio- og tv-selskab CBC, der står bag serien sammen med streamingtjenesten Netflix. Foto: Chris Reardon

Anne fra Grønnebakken indøves i bøn og et fromt kristent levned, og i øvrigt er hun helt upolitisk i bøgerne. Netflix' Anne er en moderne, liberal feminist, som støtter alle de personer, der i serien er digtet homoseksuelle eller har fået andre ”mangfoldige” træk, mener sognepræst Merete Bøye

Som barn så jeg den canadiske tv-serie ”Anne fra Grønnebakken”. Den gjorde så stort indtryk, at min søster og jeg investerede i hele rækken af Lucy Maud Montgomerys Anne-bøger, som vi derpå slugte. Vi lo, vi græd, og vi drømte os væk i bøgerne, nøjagtig som Anne gør. Det samme gjorde min datter som 10-årig.

Min nu 13-årige datter og jeg så derfor frem til Netflix-serien ”Mit navn er Anne” (org. titel "Anne with an E"), der er inspireret af bøgerne. Midt i fjerde afsnit slukkede min datter fjernsynet, idet hun erklærede, at hun ikke brød sig om nogen af personerne, at der var en uhyggelig stemning i serien, og i øvrigt mente hun, at Anne havde alvorligt brug for psykiatrisk hjælp.

Det er en ærlig sag for en tv-serie at afvige fra bogforlægget, men denne serie har ændret personerne i en grad, så de er ukendelige i forhold til bøgerne. Efter at have set ”Anne med e,” sidder man med følelsen af, at Anne bare er et brand, der skulle bruges til at pakke en helt anden fortælling ind i.

De konservativt kristne er forsvundet

Det står tidligt klart, at serien ønsker at opdrage seerne til politisk korrekthed. Annes stramme, konservative, gudfrygtige plejemor, Marilla, giver stemme til liberale holdninger, som bogens Marilla aldrig ville have gjort. Hun er en af bogens elskeligste personer, men i en serie, der vil prædike mangfoldighed og frisind, går det åbenbart ikke at have en sympatisk, konservativt kristen person.

Anne selv er ikke til at kende. Bøgernes Anne indøves af Marilla i bøn og et fromt kristent levned, og i øvrigt er hun helt upolitisk. Seriens Anne er en moderne, liberal feminist, som støtter alle de personer, der i serien er digtet homoseksuelle eller har fået andre ”mangfoldige” træk.

Anne har taget psykisk skade

Bøgernes Anne har udviklet en sprudlende fantasi for at kunne håndtere en tilværelse som plejebarn i diverse lettere dysfunktionelle familier. Seriens Anne har været udsat for så grusomme misbrug, at hun har taget psykisk skade. Alligevel beholder serien en scene fra bogen, hvor Anne er oprørt over en kritik af hende, som er meget mild i forhold til de misbrug, som serien selv netop har digtet, at hun er blevet udsat for. Det hænger dårligt sammen, og sådan bliver det ved. Det har været svært for tv-selskabet at mase Montgomerys Anne ned i den form, de synes, hun burde have.

Mørke hændelser, som ikke forekommer i bøgerne, er proppet ind i serien. I bøgerne møder vi kort en skolelærer, som har lovlig travlt med at hjælpe en 15-årig pige med lektierne. En dag forlader han skolen uden at give nogen forklaring.

Beskrivelsen i bogen er formuleret så fint, at den voksne læser straks forstår, at her har fundet noget utilbørligt sted, mens det går hen over hovederne på børn, der er for små til at forstå seksuelle spil. Men serien vier et helt afsnit til eksplicit granskning af dette erotiske forhold. Det er helt ude af tråd med den rørende stemning i bøgerne, som er præget af langt mere barnlige problemstillinger.

Serien er blevet mørk, uhyggelig og moraliserende

Ikke et ondt ord om feminisme og mangfoldighed, og det kunne være interessant nok at se en serie, der leverede et barskt og realistisk portræt af en forældreløs piges kår omkring år 1900. Men hvorfor vende en elsket børnebogsserie fuldstændig på vrangen for at fortælle en helt anden historie om en helt anden person?

Denne serie har forvansket noget lyst og hjertevarmt til en mørk, uhyggelig og moraliserende fortælling. Min datter og jeg vil i stedet se den gamle serie, som er tro imod Anne som romanfigur og mod Lucy Maud Montgomerys ærinde.

Merete Bøye er sognepræst ved Viborg Domkirke samt i Tjele og Nr. Vinge.