Bed med børn

Bøn er et vigtigt udtryk for tro, men mange børn har i dag ingen erfaringer med at bede. En pædagogisk indføring er nødvendig, fordi mange forældre ikke er opdraget i den kristne tro

Kristen tro er noget, man skal lære, for eksempel gennem fortælling. De bibelske fortællinger bringer børn billeder af Gud og af Guds væsen. Men en praksis er lige så væsentlig en side af troen. En relation til Gud skabes ved det, barnet kan gøre, samtidigt med at barnet lytter til sig selv. Bøn har her en vigtig plads som et udtryk, der gør troen levende.

Bøn er henvendelse og kan blive et trygt ritual, der beskytter børn mod angst og følelser af forladthed. For børn er afhængige, og frygten for at blive ladt alene uden beskyttelse bliver let nærværende. Der kommer et væld af følelser til udtryk gennem bøn, ligesom nye følelser vækkes til live undervejs, hvis der er en voksen, der hjælper til at formulere ordene.

For børn er ikke bare sårbare, men også filosofiske. Det giver et fællesskab med børnene at bede med dem, og det viser en vej mod håb. Tilværelsen er fyldt med trusler, - det ved de udmærket, men oplevelsen af tæt samvær, omsorg og respekt for hinanden betyder, at fremtiden tegner meningsfyldt uanset hvad, der må være i vente. Og det giver den voksne troværdighed over for barnet også at vise afmagt. Autenticitet og ærlighed er nøgleord.

For ikke så længe siden havde jeg en indskolingsklasse på besøg i kirken, hvor jeg er præst. Anledningen var, at de havde mistet en klassekammerat, som var død af kræft. Jeg havde skrevet en bøn anledningen og planlagt, at vi netop skulle tale om bøn og om forestillinger om, hvor deres døde kammerat er nu.

Der var en alvorlig stemning, da klassen kom i kirken. Jeg fortalte, at jeg havde tænkt meget over, hvordan de havde det, og at jeg havde skrevet en bøn ud fra de tanker, jeg havde gjort mig.

Min introduktion til bønnen var, at man kan fortælle Gud, hvordan man har det, man kan takke og at man kan bede om hjælp. Bønnen lød sådan:

Kære Gud

Lyt til os, når vi beder.
Se os, der går her og er kede af det.
Hjælp os, for vi ved ikke, hvad vi skal gøre.
Vi har det svært, for xx er død.
Vi beder dig om at passe på ham.

Tak for alt det gode,
vi havde sammen med xx.
Hjælp os til at huske ham,
men hjælp os også til at blive glade igen.

Hjælp os til at være gode ved hinanden,
For det har vi brug for.

Amen

Da jeg havde læst bønnen to gange, spurgte jeg, om der var nogen, der gerne ville sige noget mere til Gud. En pige rakte fingeren op og sagde, at hun troede, at kammeraten havde det godt, hvor han er nu. Det blev tilføjet, og jeg sagde, at når man beder, er det i virkeligheden kun nødvendigt at gøre det én gang. For Gud hører og kender vores tanker. Når vi bad sammen flere gange i kirken denne dag, var det for at kunne huske, hvad de kunne sige til Gud og spørge om.

Som en universel bøn bør børnene lære Fadervor. Man kan slide på sit Fadervor i alle situationer, hvor sproget ikke slår til.

Sidste efterår var min familie og mine to børn samlet om min fars dødsleje, børnenes morfar. Det var en naturlig og ventet død, men for familiens børn gjorde det indtryk. Det var en kort, men intens stund, hvor stilheden kun blev brudt at det Fadervor, som vi sagde sammen. Det var et fælles sprog, hvor der ikke var meget andet at sige, som kunne give mening.

En af de bønner, jeg videregiver, når jeg kan komme til det, har været i min egen familie i mange år. Den har sin styrke ved at være kort, enkel og rytmisk:

Kære Gud

Jeg folder mine hænder små
i tak og børn til dig,
Gid andre børn i verden må få
det lige så godt som jeg.

Amen