"Efterhånden bliver sjælen afhængig af tidebøn"

Hvis ikke Herren åbner vores mund, kan vi slet ikke prise ham, skriver Johannes Glenthøj Foto: Modelfoto: stock.xchng

Tidebønner til fester og højtider giver kolorit på hverdagens andagt hjemme, skriver sognepræst Johannes Glenthøj

Tidebønnen er en vigtig inspirationskilde. Det fine ved tidebønnerne er, at jeg ikke selv skal opfinde den dybe tallerken eller min åndelighed, men modtager generationers arbejde med bøn og bibellæsning.

Til tidebønnen er der opskrifter på andagter dagen igennem med Davids Salmer (Jesu salmebog) som omdrejningspunkt, men også med korte bønner, som har holdt gennem årene, og med hymner fra kirkens tidligste tider.

Udlægningen af Davids Salmer ud fra Frelseshistorien og Jesus Kristus er det, der gør, at ordene får så stor en vægt. Denne udlægning har jeg især hentet i Augustins prædikener over salmerne.

Til tidebønnen hører også bibellæsning. Også her er der opskrifter på læsning året igennem. Selv bruger jeg for tiden et system, hvor jeg læser et kapitel fra to forskellige bøger i Gammel Testamente og et fra Ny Testamente.

I dagligdagen drukner det store frelseshistoriske perspektiv, men det at blive konfronteret med hele Israels historie og profeternes budskaber giver ro, også fordi jeg har besluttet at have tid til læsning uden forstyrrelser.

Forbønner styrker troen på Guds omsorg
I tidebønnen er der en hjælp til forbøn; der er angivet bøn for vore døde med ordene:

"Vi beder for dem, der sov hen (...) Vær dem alle nådig. Skænk dem den evige hvile, Herre, og lad dit evige lys lyse for dem. Lad dem hvile i fred."

Så er der forslag til bøn for de gamle, syge og svage (med navns nævnelse), for vore hjem og vore kære, vore venner, for hvem der ellers falder os ind, for dem i fængsel, og så for os selv med blandt andre ordene: Stå op og kom os til hjælp!

En dejlig styrkelse i troen på Herrens omsorg. Det har gjort et stort indtryk ved et besøg i sommer i Alton Abbey i det sydlige England, at munkene tager deres arbejde med forbøn meget alvorligt. 

Inspirationskilder
For tiden er jeg meget inspireret af Petter Dass, som gav trøstens ord usentimentalt til mennesker, der levede med de største tab, ikke mindst på havet og ved hungersnød, hvor den dybe trøst er bundet til menneskers fælles oplevelse af lidelser i verden.

Kingos morgen- og aftensalmer har i vore egne sorger været en stærk støtte og er det stadig, Grundtvigs salmer også, og så har jeg fået øje på Brorsons salmer om trængsel, om hvordan man håndterer korset, noget han har ganske djærve ord at sige om væk med sure miner i dagligdagen!

Så er jeg inspireret af min mor og far, som ofte satte sig ned til morgen- eller aftensang med os og i adventstiden meget ofte en stund med adventssalmer ved adventskransen, fra vi var børn og ind i voksenlivet.

Organist og kantor Kim Thinggaards arbejde med at gøre tidebønnen let tilgængelig i hverdag og fest vil jeg også nævne. Endelig vil jeg nævne kirkefædrene, men især Efraim Syrerens salmer om tro.

Tidebønner giver kolorit på hverdagen
Hvordan kommer min åndelighed til udtryk i min hverdag? Dels læser jeg mine bibelstykker helst straks efter morgenmaden. Vi synger en tidebøn, ofte om morgenen.

Så får vi også de allerførste ord, som helst skal åbne hver dag, for den tidlige morgenbøn (matutin) begynder: "Herre, oplad mine læber, så skal min mund forkynde din ære." Hvis ikke Herren åbner vores mund, kan vi slet ikke prise ham.

Tidesangens mange forskellige toner og melodier giver både fysisk og intellektuelt en inspiration til at synge tidebønnen, og det viser sig, at sangen efterhånden ikke bliver hårdt arbejde, men let.

Tidebønner til fester og højtider giver kolorit på hverdagens andagt hjemme. Vi har ikke et fuldstændig fastlagt mønster for hver dag, men vi har som regel én tidebøn om dagen.

Et fast led om morgenen er også fremsigelsen af Grundtvigs korssignelse, som min kone, Elisabeth Glenthøj, har lagt ud på vores hjemmeside.

Sjælen vænner sig til andagt
En af munkene på Alton Abbey foreslog, at vi har et sted, som vi kun bruger til bøn og andagt. Det kan være et hjørne af en stue og det har vi taget til os.

Vi har den luksus, at vi har en stue, som vi især kan anvende på denne måde. Det handler om at gøre sig selv fortrolig med det at bruge tiden til andagt. Nogle lys tændt og nogle ikoner er med til at danne ramme for andagten, og mobiltelefonen er på lydløs.

Efterhånden vænner sjælen sig til det og bliver afhængig af det. I virkeligheden er en andagt en pause fra arbejde, en legitim pause, og den tanke i sig selv er med til at skabe mere tid og rum til bøn.

Johannes Glenthøj er sognepræst på Samsø