Hvornår og hvordan kan man bede?

Det kan være en god idé at skabe sig en fast praksis ved at bede et bestemt sted og på bestemte tider af dagen Foto: Susanne Birkvad

Bøn kan foregå hvor som helst og når som helst. Det kan imidlertid være svært at finde ud af, hvornår og hvordan man skal bede Vi har i det følgende samlet nogle gode råd til, hvornår og hvordan man kan bede

Bøn kan være svært at indpasse i en travl hverdag. Men måske handler det i virkeligheden om, at man har for store forventninger til bøn, og at man tror, der er en rigtig måde at bede på. Bøn handler imidlertid ikke om forskellige bønnemetoder men om samvær med Gud. Man kan derfor bede hvor som helst. På cyklen, toget eller i bilen på vej til arbejde. På studiet. I Netto. Man kan ligge, sidde eller gå der er ingen krav.

Bøn på faste tider

Selvom man kan bede på alle tidspunkter og alle steder, kan bønnen dog hurtigt drukne i de daglige aktiviteter og tanker. Derfor kan det være en god idé at skabe sig en fast praksis ved at bede et bestemt sted og på bestemte tider af dagen. Vælg derfor et tidspunkt, som passer godt ind i den almindelige dagsrytme, og hvor det falder naturligt at sætte tid af til at bede. Se mere under tidebønner.

Indret et alter

Ved at indrette sig et fysisk alter kan man samle opmærksomheden i bønnen. Brug for eksempel levende lys, et ikon eller noget, du har fundet i naturen. På den måde skabes et naturligt fokus mod det at bede.

Bøn sammen med andre

Man kan vælge at bede sammen med andre, f.eks. familie og venner. Når man beder sammen med andre, opstår der et naturligt fællesskab omkring bønnen, og man forener sig med alle andre mennesker ud over jorden, der beder til Gud.

Bøn i stilhed

Bøn kan også være stille eller lyttende, hvor vi lægger alle ord og tanker til side og blot vender opmærksomheden mod Gud. Bønnen får da nærmest en meditativ form.