Bededame: Afskeden skal give mening og være en fejring af livet

Allehelgen nærmer sig. Kristendom.dk har derfor talt med fire bedemænd om døden. Sille Kongstad, der står bag Bededamerne på Frederiksberg i København, mener, at alle begravelser skal være unikke og tilpasset det menneske, der skal tages afsked med

Den tidligere teologistuderende Sille Kongstad fra Frederiksberg oprettede for otte år siden Bededamerne, som i dag tager sig af begravelser og bisættelser i hele københavnsområdet.

”Det hele startede med, at jeg ikke kunne se, hvor jeg skulle gå hen den dag, hvor jeg skal begrave mine forældre. Så da jeg startede Bededamerne, blev jeg selv en del af den proces, som er i gang i Danmark – og måske især i de store byer, hvor mange ønsker en anden afsked end den traditionelle med tre salmer og en udbæring,” siger Sille Kongstad og fortsætter:

”Hos os har vi for eksempel en rustvognscykel, så vi kan cykle med kisten gennem byen, og så kommer følget bagefter. Vi har også farvede kister, og der er plads til personlig udsmykning som for eksempel børnetegninger. Hver begravelse skal være unik og tilpasset det menneske, der skal tages afsked med. Det kan for eksempel være som for nylig, hvor jeg tilbragte en søndag oppe i haven ved en afdøds sommerhus, så jeg kunne plukke de blomster, som skulle på kisten. Det gav mening for de efterladte.”

At det skal give mening for dem, som er tilbage, er vigtigt for Sille Kongstad. Hun vil derfor også gerne opfordre til, at man tænker længere end det klassiske udsagn om ”at jeg skal bare i et hul”. For det er ubetænksomt overfor de efterladte, som i så fald står dér med det hele, mener hun. Selv er Sille Kongstad i tvivl om, hvordan det skal foregå, når det bliver hendes tur engang.

”Jeg vil som næsten alle andre helst dø hjemme i min egen seng, selvom jeg ved, at det kun er et fåtal, som er så heldige. Men derfra så svinger jeg mellem, at det skal ske med fuld skrue, farvet kiste og cykelrustvogn - og så til det helt rene og enkle, hvor jeg hentes i en kiste, og i stilhed bæres til kirkegården og sænkes ned i jorden – stadig i stilhed, og derfra går de pårørende væk. Jeg har været med til sådanne begravelser, og der er noget helt særligt over det,” fortæller Sille Kongstad, der i sit virke oplever mange forskellige måder at tage afsked på.

Cirka halvdelen af de bisættelser og begravelser, som Bededamerne står for, foregår udenfor kirken og kan for eksempel ske i et kapel eller en privat have. Bededamerne har også buddhistiske og katolske begravelser. Langt hovedparten af de kirkelige begravelser sker dog i folkekirkeligt regi.

”Jeg oplever indimellem, at de efterladte siger, at afdøde ikke var troende, selvom vedkommende var medlem af folkekirken. Så snakker vi om det og finder ofte ud af, at en afsked i kirken med præst, salmesang og det at være i kirkerummet alligevel er en god idé, også fordi den afdøde stadig var medlem af folkekirken – og nok var det af en årsag,” fortæller Sille Kongstad, og siger, at det handler om, at afskeden bliver så god og personlig som mulig.

”For nej, jeg hverken kan eller skal fjerne sorgen og smerten hos de efterladte. Men jeg vil gerne være med til at gøre, at en afsked ikke kun bliver tung og trist, men også en fejring af et levet liv, af hvad dén person gjorde, og betød for de mennesker, som var omkring ham eller hende.”