Interview

Bedemand: ”Jeg har affundet mig med, at livet har en slutdato”

”Jeg kan se, at det fremmedgjorte forhold til døden, som mange har, skaber angst og uro, både hos de pårørende og hos dem, som skal dø," fortæller bedemand Erik Thuesen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Allehelgen nærmer sig. Kristendom.dk har derfor talt med fire bedemænd om døden. Erik Thuesen, der er bedemand ved Herning, har selv fået et stærkere forhold til både sin egen tro og kirken, efter han blev bedemand for fem år siden

Erik Thuesen fra Aulum/Vildbjerg ved Herning har været bedemand i fem år. I den periode har han oplevet, hvordan hans arbejde har ændret hans forhold til døden radikalt.

”Inden jeg blev bedemand, frygtede jeg som de fleste danskere at dø. Det gør jeg ikke mere. I dag har jeg affundet mig med, at livet har en slutdato. Så når jeg tænker på min egen død i dag, er det med en meget fredfyldt følelse indeni,” siger Erik Thuesen. Han fortæller, at han selv vil kremeres, og hans urne skal ned på det gravsted, som han skal ligge i sammen med sin kone, som skal have en kistebegravelse, når tiden kommer.

Det, at ægtefæller vil noget forskelligt efter døden, er helt normalt, og kan hænge sammen med både familietraditioner og personlige ønsker. Og ja, man kan sagtens dele et gravsted, selvom den ene ligger i en kiste og den anden i en urne. Man kan også få sin aske spredt – eller blive til et træ, hvis det er det, man vil. Det vigtige er, at man bliver bevidst om, hvad man ønsker sig – og får det kommunikeret.

”Jeg anbefaler derfor også, at man får talt om, hvordan man vil herfra, og at man får lavet en sidste vilje. Det er der mange, der ikke gør. ’Det kan vente, til jeg bliver gammel’, hører jeg tit som begrundelse. Der er nemlig hos mange en berøringsangst forbundet med at planlægge sin afsked. Det opfattes som at invitere døden indenfor,” siger Erik Thuesen, der også ser en sammenhæng mellem troen og forholdet til døden.

For jo mere troende et menneske er, jo mere afklaret er vedkommendes forhold til døden i reglen.

Erik Thuesen har også selv fået et stærkere forhold til både sin egen tro og til kirken, efter at han er blevet bedemand. Det var ikke en tilsigtet konsekvens. Men han er glad for den mere naturlige tilgang, som han i dag har til døden – både til andres død og til sin egen.

”Jeg kan se, at det fremmedgjorte forhold til døden, som mange har, skaber angst og uro, både hos de pårørende og hos dem, som skal dø. Sådan må det være, når døden er så fjernt fra de flestes hverdag, som den er det i dag. Og hvis så troen ydermere er væk, som den også er det hos mange, så er der ingen livliner tilbage, som kan bruges til at acceptere den død, der er livets grundvilkår,” siger han og fortæller, at også måden at dø på spiller en rolle for de efterladte.

For uanset om man er troende eller ej, så er reaktionen fra de efterladte ved en pludselig død ofte, at det var da godt, at det gik så stærkt, og at det var nok også den måde, som afdøde helst ville herfra på. Og omvendt fokuseres der ofte på det gode i, at den afdøde endelig fik fred, hvis døden kommer efter lang tids sygdom.

”Men alligevel er der store forskelle, når man ser på de efterladte og deres måde at håndtere døden på. Der er dem – også pensionister, som lægger i gråd over en forælders kiste til dem, som nærmest ikke kan få bisættelsen eller begravelsen overstået hurtigt nok, så de kan komme tilbage til deres hverdag. Så død og sorg tackles slet ikke ens hos danskerne,” slutter Erik Thuesen.