Familiegravstedet på mode igen

Et familiegravsted kan gøre op for den tid, man ikke havde sammen i levende live. Foto: Arkiv.

Ligesom bryllupper bliver store og dyre, er samme tendens ved at vise sig i begravelseskulturen, melder antropologer. Familiegravsteder giver de rodløse rødderne tilbage

Der er ikke meget tid til familien i levende live, og det kan være grunden til, at flere og flere danskere nu opretter familiegravsteder.

- Her er tid nok til at ligge ved siden af hinanden, siger antropolog og leder af Kulturcentret Assistens i København, Gitte Lunding Johansen.

Centret holder til i det gamle kapel ved Assistens Kirkegård, som er kendt for at være trendsætter på begravelsesområdet.

Efter 30 år, hvor døden var tabuiseret og ældre har ønsket at blive begravet i de ukendtes grav blot for ikke at ligge til last, er der nu meget mere fokus på, hvordan danskerne vil begraves, siger både Gitte Lunding Johansen og konstitueret leder af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod.

Gitte Lunding Johansen er i gang med et forskningsprojekt om storbymenneskers krav til fremtidens kirkegårde, og hun har i den sammenhæng konstateret, at der på Assistens Kirkegård i de sidste to år er sket en fordobling i antallet af kistebegravelser. Samtidig ønsker dobbelt så mange som tidligere også at få store gravsteder med plads til op til fire personer. Vælger man en kistebegravelse er det tegn på, at man vil noget helt andet end de ukendtes grav eller en flad sten i kirkegårdens fælles urneplæne, påpeger Gitte Lunding Johansen.

Kunstneren Leif Sylvester Petersen er en af de mange, som inden for de seneste år har etableret et stort familiegravsted på Assistens Kirkegård. Han overtalte i sin tid sine forældre til at opgive planerne om at ligge i de ukendtes grav.

- Jeg ville gerne skabe en ny tradition i familien og have familien og gerne venner omkring mig, siger han.

Da Leif Sylvesters forældre døde, kørte han - inden urnenedsættelsen i det nye familiegravsted - deres urner rundt til de steder i København, hvor forældrene havde mødt hinanden og boet.

Statistikken støtter Gitte Lunding Johansens udtalelser om flere kistebegravelser. I hvert fald i Storkøbenhavn, hvis eksempel som regel siver ud i resten af landet. På krematorierne i København, Bispebjerg og Sundby faldt antallet af kremeringer fra 5905 i år 2004 til 5621 i år 2005.

Gitte Lunding Johansen sammenligner tendensen til de store begravelser som følger med kistebegravelsen med tendensen til at fejre store bryllupper.

- Det bliver en form for iscenesættelse, og man kan mærke, at der er blevet flere penge mellem folk. Begravelserne bliver blandt trendsættere i befolkningen foretaget med stil, smag og pengerigelighed, og den tendens vil også afspejle sig i andre dele af befolkningen i de kommende år, fordi det bekræfter familiebåndene, siger Gitte Lunding.

Else Marie Kofod mener, at fokus på familiegravstedet er kommet for at fylde det tomrum, der er opstået med de ukendtes grav.

- Det er gået op for 1960'er-generationerne, at de har behov for rødderne bagud, for fornemmelsen af kontinuitet. Og det giver en fuldstændig anonym grav ikke. Derfor skabes der i disse år nye traditioner, siger hun.

Faktisk mener hun, at et familiegravsted kan erstatte begrebet hjem, fordi mobile, moderne mennesker flytter meget og ikke har så stærk tilknytning til et bestemt sted som tidligere.

- De kan markere, hvor hjem er for dem, i forbindelse med det geografiske valg af gravsted, siger hun.

- Gravsteder er simpelthen bare gode steder at finde sine rødder. Og jo ældre man bliver, des mere har man behov for dem, siger Else Marie Kofod.

/Kristeligt Dagblad/