Interview

Vi skal turde tale om døden og de døde

Selv skal Samsøs eneste bedemand, Rikke Holm, kremeres og ned i en urne under en plæne-plade efter en kirkelig bisættelse. På billedet ses Nordby Kirke på Samsø. Foto: Claus Poulsen/Ritzau Scanpix

Allehelgen nærmer sig. Kristendom.dk har derfor talt med fire bedemænd om døden. På Samsø er Rikke Holm den eneste bedemand, og hun mener, at man skal være bedre til at tale åbent om døden uden at pakke det ind – både med børn og voksne

Rikke Holm fra Samsø har været bedemand i 13 år og er øens eneste bedemand. Hun kender også næsten altid dem, hvis bisættelse eller begravelse, hun skal stå for.

”Ja, hvor andre bedemænd siger, at de personligt kender 1 ud af 100, så er det kun 1 ud af 100, som jeg ikke kender. Jeg har også et personligt og nært samarbejde med alle andre, som professionelt har med døden at gøre her på Samsø som lægerne, falckredderne, portøren og præsten. Sådan er det at bo på en lille ø, hvor alle har en hverdag sammen,” fortæller hun.

Rikke Holms egen hverdag blev voldsomt ændret, da hun som kun 10-årig mistede sin mor i en trafikulykke - og omgivelserne i bedste mening ikke talte om den døde mor. Og heller ikke ville have, at den lille pige kom med til moderens begravelse. Det fik Rikke Holm dog gennemtrumfet, at hun skulle. Men det skete med en nervepille, og der blev aldrig efterfølgende talt om moderen. For så begyndte de voksne at græde, og så tav Rikke Holm, som i dag snart 40 år senere slet ikke kan huske sin mor.

”Men vi skal tale om de døde og forholde os til døden, og her er min erfaring, at børn er mere åbne. Sidste år til allehelgen havde vi på Samsø Museum en udstilling om døden før og nu, hvor der på gulvet stod en åben kiste. Præsten og jeg var på besøg med fire skoleklasser, og eleverne var nysgerrige og spurgte, om de måtte prøve at ligge i kisten. Det måtte de godt, og de ville næsten alle. Børn har nemlig et naturligt forhold til døden, hvad jeg også gør et stort nummer ud af, når jeg hos efterladte mødes af vendinger som, at bedstemor sover, eller bedstefar er ude på en lang rejse. For hvad vil barnet så tænke, når de hører, at mor sover, eller far skal ud på en lang rejse. Nej, det er derimod vigtigt, at vi tør bruge ordet død,” siger hun og fortsætter:

”Jeg ser det også i kapellet, hvor mange ikke vil ind. Men så tænder jeg lys, og når de efterladte så står i døren og kigger hen mod den åbne kiste, ser det smukt og fredeligt ud, og så vil de gerne. Døden er nemlig sjældent som på film, hvor den er voldsom og med smadrede mennesker. Døden er i reglen stille og fredelig. Vi skal turde møde den og sorgen og også vide, at sorg tager tid. Derfor er jeg også stor tilhænger af sorggrupper, som vi har her på Samsø, hvor folk inddeles efter alder og livssituation, så man taler med dem, som er ligesom én selv.”

Men det er også vigtigt at tale om døden, mens man er rask.

”For når først ægtefællen ligger syg af kræft, er det svært at spørge, hvad nu hvis ikke det går, vil du så i kiste eller urne,” siger Rikke Holm, og fortæller, at døden generelt er et stort tabu blandt danskerne. Noget som vi tager afstand fra og formentligt aldrig kommer til at kunne tale naturligt om mere, også fordi vi i modsætning til andre kulturer ikke længere er troende nok til at kunne være naturlige omkring døden.

Rikke Holm har for eksempel været oplægsholder til et helaftensarrangement om døden sammen med en præst og andre fagpersoner, hvor man mente, at det ville være for voldsomt at have en urne og en kiste inde i rummet. Selv skal Rikke Holm kremeres og ned i en urne under en plæne-plade efter en kirkelig bisættelse.

”For jeg er kristen som de fleste danskere er det. Det vil sige, at jeg ikke går voldsomt op i det med religion, men alligevel mener jeg, at såvel juleaften som livets højtider dåb, konfirmation, bryllup og bisættelse skal foregå i en kirke,” siger hun.

Rikke Holm opfordring til, at man også tænker på andre end de efterladte mennesker, når døden rammer.

Hunde kan nemlig også sørge og være efterladte. Især når døden kommer udenfor hjemmet, hvad der skete for en mand fra Samsø for en del år siden, som døde på sygehuset i Aarhus.

”Mandens hund derhjemme var meget urolig, og ingen kunne få den til at falde til ro, før den havde fået lov til at komme med i kapellet og snuse til kisten med den døde. For så sansede hunden, at dens menneske var død, og så faldt den til ro. Døden er afslutningen på livet, og det ved hunde lige så godt som mennesker.”