Salmebogsjubilæum 450 år

Bertel Haarder: Jeg savnede en salme ved Krudttønden

Det allervigtigste ved en salme er melodien. Det er den, der især bærer salmen fra fællesskab til fællesskab og videre til næste generation, siger Bertel Haarder. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Da titusinder stod ved Krudttønden på Østerbro efter terrorangrebet og sang totalt indholdsløse sange, der udstillede den sekulære kulturs åndløshed, savnede jeg en salme, skriver Bertel Haarder. Vi har stillet ham seks spørgsmål i anledning af Den Danske Salmebogs 450 års jubilæum

Hvad betyder Den Danske Salmebog for dig?
Det er hverken Bibelen eller Trosbekendelsen (med den frygtelige melodi), men det er salmebogen, der er min røde tråd, når det gælder kristendom. Det er salmerne, der går fra generation til generation og holder kristentroen i live. Derfor bør præsten give dåbsforældrene en børnesalmebog og anbefale dem at synge børnene i søvn om aftenen.

Fortæl om en situation, hvor du har haft en særlig glæde af Den Danske Salmebog
Jeg vil hellere nævne en lejlighed, hvor jeg i den grad savnede en salme, nemlig da titusinder stod ved Krudttønden på Østerbro efter terrorangrebet og sang totalt indholdsløse sange, der udstillede den sekulære kulturs åndløshed.

Hvad skal en god salme indeholde?
Det allervigtigste er melodien. Det er den, der især bærer salmen fra fællesskab til fællesskab og videre til næste generation.

Hvad kan salmerne give danskerne?
Noget åndeligt at være fælles om.

Bør Den Danske Salmebog opdateres?
Ja, selvfølgelig. Jeg var meget glad for den nyeste salmebog og glæder mig, når de nye salmer synges. Men nogle af melodierne er helt ubrugelige. Forleden i kirken var der én melodi, som selv koret havde svært ved at synge og ikke en sjæl sang med. Det var synd for Lissners tekst. Kunne der dog ikke udskrives en melodikonkurrence til udvalgte gode tekster med dårlige melodier? Det var jeg i gang med, da jeg var kirkeminister, men det løb vist ud i sandet. Hvis ingen tør udpege de dårlige melodier, stiller jeg mig gerne til rådighed!

Hvad er din favoritsalme?
I al sin glans nu stråler solen. Poetisk naturlyrik og levendegørelse af noget så ubegribeligt som Helligånden.

Bertel Haarder, fhv. minister, er medlem af Folketinget for Venstre. Han er bl.a. formand for kulturudvalget og medlem af kirkeudvalget.