10 mest kendte skriftsteder i Bibelen

Mange skriftsteder fra Biblen hører vi gentaget gang på gang ved de kirkelige handlinger og ved højtider som jul og påske. Hertil kommer de skriftsteder, som er grundlæggende for det kristne livssyn

1. Juleevangeliet, Lukasevangeliet kap. 2,1-21

Jesu fødsel placeres i en verdenshistorisk sammenhæng, idet det fortælles, at kejser Augustus beordrer en folketælling iværksat. Som et resultat af dette befinder Maria og Josef sig i Betlehem.

Enkelt og i få ord fortælles nu om fødslen. Lukas beskriver de ydmyge omgivelser, som fødslen sker i. På grund af trængslen er det en stald, som sandsynligvis var eneste gæsteværelse hos en fattig familie.

Hyrderne er de første, der af englene får budskabet om Jesu fødsel. Her på Betlehems mark mødes altså himmel og jord. Alt sammen fortalt i en flot sproglig stil.

2. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Lukasevangeliet kap 10,25-37

Lignelsen er et svar på: Hvem er min næste? Altså et spørgsmål om grænser. Der må være nogen, der er min ikke-næste!

Spørgsmålet forudsætter et jeg, hvis forpligtelser kan gradueres, indtil man når en grænse, hvor næsten ikke findes men kun fjenden.

ignelsen afsluttes med et spørgsmål, der lader tilhørerne opleve historien ud fra den såredes synspunkt: Hvem af de tre, synes du, var en næste for ham, der faldt iblandt røvere? Hertil kan den lovkyndige naturligvis kune give ét svar: "Han, som viste ham barmhjertighed". Den lovkyndige må altså erkende, at der ikke kan sættes grænser for, hvem der en næste. En næste er den, der i den givne situation enten har brug for min hjælp - eller det medmenneske, jeg er afhængig af. Lovbudet, "Du skal elske din næste som dig selv" (3. Mosebog kap 19,18), kan altså ikke nedskrives eller omgås. For vi har hinandens skæbne i vore hænder. Det er lignelsens pointe.

3. Dåbsbefalingen, Mattæusevangeliet kap. 28, 18-20

Jesu ord til disciplene om at gå ud og gøre alle folkeslagene til hans disciple, idet de skal døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, gentages ved hver dåb i folkekirken. Dåben er altså i den treenige Guds navn.

4. Fadervor, Mattæusevangeliet kap. 6,9-13

Jesus lærer sine disciple et eksempel på den rette bøn, nemlig den bøn som er bestemt af det nye Gudsforhold, som Jesus forkynder. Gud tiltales i bønnen som Far. Altså er forholdet til Gud et forhold, der er lige så trygt og tillidsfuldt som barnets forhold til sin far.

Fadervor indeholder først tre bønner om, at Guds rige må komme til mennesker og hans vilje må trænge igennem overalt. Dernæst følger fire bønner, som angår menneskers enkle og basale behov: om at få det daglige brød, at være under Guds tilgivelse og ikke komme under det ondes magt.

Fadervor er såvel den kristne kirkes hovedbøn i gudstjenesterne som den enkeltes private bøn til Gud.

5. Lad de små børn komme til mig, Markusevangeliet kap. 10,13-16

Også denne tekst bruges ved dåb i kirken og bruges netop som begrundelse for barnedåb, selvom ordet dåb ikke nævnes i dette bibelvers.

Selve episoden består i, at nogle kvinder bærer deres børn til Jesus for, at han skal velsigne dem. Disciplene vil hindre det, men Jesus bliver vred og siger: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, For Guds rige er deres.

Altså er børn uden selverhvervede kvalifikationer, og Guds kærlighed og Hans rige gives netop til dem, som ikke har noget at kunne give til gengæld. Guds kærlighed gives uden betingelser. Det er børnene netop et eksempel på.

6. Påskebudskabet, Markusevangeliet kap. 16,1-8

Fortællingen om Jesu opstandelse findes med enkelte variationer i slutningen af alle fire evangelier. Det er dette budskab, som har skabt den kristne tro.

Påskebudskabet, nemlig at Jesus er opstanden fra de døde, er budskabet om livets sejr over døden. I Jesus møder mennesket den magt, der er det evige og altafgørende.
Selve opstandelsen som en begivenhed lader sig ikke historisk bevise. Og alligevel er det en begivenhed, der har fundet sted i historien og har haft en afgørende historisk virkning, nemlig at der ud af en løs gruppe tilhængere af Jesus er opstået en ny religion, kristendommen.

7. De ti bud, 2 Mosebog kap. 20,1-17

De ti bud opfattes i jødedommen som grundreglerne for den pagt, som Gud har oprettet med det israelitiske folk.

I bjergprædikenen tager Jesu de ti bud op, idet han indskærper sine tilhørere, at budene bæres af fordringen om kærlighed til næsten. De første bud angår forholdet til Gud. De øvrige bud drejer sig om forholdet til medmennesket, måske først og fremmest ens landsmand, en anden israelit.

I kristendommen spiller de ti bud en rolle som et sæt grundlæggende etiske regler, der skulle følges. Luther gennemgår i sin lille katekismus de ti bud som retningslinjer for, hvordan den troende skulle leve sit liv.

8. Skabelsen, 1. Mosebog kap 1 og 2

I den første fortælling (1 Mos 1,1-2,4) er temaet, at der skabes en ordnet verden ud af kaos. Gud skaber ved sit ord alene, og skabelsen finder sted over seks dage. Lyset skilles fra mørket, dag skilles fra nat, vand skilles fra land, og vi får efterhånden den beboede verden skabt. Sidst skabes mennesket i Guds billede, som det hedder i teksten. Mennesket ses som toppen af pyramide, som den står over alt andet, der er skabt. Dernæst hviler Gud på den syvende dag.

Den anden fortælling (1 Mos 2,2b-25) har det tørre land, ørkenen, som udgangspunkt. Mennesket, Adam, er ikke som i den foregående fortælling toppen af en pyramide, men centrum i en cirkel. I denne fortælling skabes menensket frøst og denæst det miljø og de omgivelsr, der skal gøre menneskelivet godt og behageligt: planter, dyr, og endeligt et andet menenske, Eva, at være sammen med

Mennesket ses i denne fortælling som en dualitet af noget jordisk, agerjordens muld, og noget himmelsk. Gud former som en pottemager Adam af jorden og indblæser dernæst livsånde så mennesket blev en levende skabning.

9. Syndefaldet, 1. Mosebog kap. 3

Syndefaldsfortællingen i 1 Mos 3 vil forklare nogle eksistentielle grundvilkår. Synden består i, at mennesket ikke vil leve i sin jordiske begrænsning.

Mennesket vil være som Gud. Derfor lader Eva sig friste af slangen til at spise frugt fra træet, som gav kundskab om godt og ondt: den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.

Fortællingen fortæller altså om synden som et eksistensvilkår, nemlig dette at mennesket er et reflekterende væsen, der aldrig kan nå den fuldkomne lykke.
Med kendskabet til ondt og godt er mennesket et vælgende væsen, der gennem sine valg pådrager sig ansvar og skyld. Syndefaldsfortællingen i øvrigt give svar på en række grundlæggende spørgsmål vedrørende den menneskelige eksistens: Hvorfor kom døden ind i verden? Hvorfor skal mennesket lide? Hvorfor skal mennesket arbejde?

10. Den fortabte søn, Lukasevangeliet kap 15,11-32

Lignelsen hører til en af de største og mest bredt fortalte lignelser i evangelierne. Den er også den letteste at forstå.

Den centrale figur er faderen, der beredvilligt ja med stor glæde tager imod den søn, der ellers har vendt sit hjem ryggen. Men sønnen er også fremhævet i fortællingen. Vi følger hans brud med faderen, idet han forlanger sin del af arven udbetalt. Vi hører om hans nød og elendighed i det fremmede, hans tanker om hjemmet og sluttelig hans hjemkomst.

Men hvad med den ældre søn? Vil han dele sin faders glæde?
Lignelsen skal opfattes som et forsvar for Jesu handlemåde, nemlig at han handler på den Guds vegne, hvis kærlighed sprænger gældende normer og rækkes til alle.