Apokryfer

Selvom apokryferne ikke har den samme status som de øvrige bibelske skrifter, har de alligevel spillet en stor rolle for kultur og trosliv

Apokryferne udgøres af to grupper, nemlig Det Gamle Testamentes apokryfe bøger og de nytestamentlige apokryfer. Det Gamle Testamentes apokryfe bøger kan afgrænses nøje, mens der ikke er nogen entydig definition af de nytestamentlige apokryfer.

Apokryfernes betydning afspejles blandt andet i middelalderens og renæssancens kunstværker, som ofte skildrer scener fra både gammel- og nytestamentlige apokryfer.

Det Gamle Testamentes apokryfe bøger er en samling jødiske skrifter fra århundrederne omkring Kristi fødsel. De fleste er skrevet på hebraisk eller aramæisk, men er overleveret på græsk, fordi de er medtaget i Septuaginta, selvom de ikke fandtes i den hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente).

Kirkefaderen Hieronymus (350-420) var klar over dette og gav dem navnet apokryferne ( egtl. "de skjulte bøger"). Af samme grund ville han helst have udeladt dem i sin latinske bibeloversættelse Vulgata. De fleste kristne var imidlertid uvidende om, at disse skrifter ikke fandtes i den hebraiske Bibel, og da de efterhånden var blevet en del af den kirkelige tradition, kom de alligevel med i Vulgata.

I de reformatoriske kirker har apokryferne ikke status som de øvrige bibelske skrifter, men findes som et tillæg til Bibelen. Det Gamle Testamentes apokryfe bøger udgør elleve bøger, som efter Luthers udsagn "ikke kan regnes for ligestillet med Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger, men dog er gode og nyttige at læse".

I den romersk-katolske Bibel har apokryferne status som de øvrige bibelske skrifter, idet de dog betegnes som "de deuterokanoniske skrifter", hvilket angiver, at de er kanoniseret senere end resten af bibelen.

Blandt de apokryfe bøger findes blandt andet Judiths Bog, som skildrer hvordan Judith halshugger hærførereren Holofernes og putter hans hoved i en sæk, og derved befrier israelitterne fra den assyriske trussel om millitært overherredømme. Nævnes kan også Første Makkabæerbog, der beretter om jødenes kamp for selvstændighed fra syrerne i perioden 170-135 før Kristus

De nytestamentlige apokryfer er en gruppe af kristne skrifter, der blev til i kirkens første århundreder. I genre og indhold ligner de de skrifter, som vi finder i Det Nye Testamente, men de kom af flere forskellige grunde ikke med i kanon.

Betegnelsen "apokryf" henviser måske til det forhold, at disse bøger, som ikke var anerkendt af den officielle Katolske Kirke, blev holdt skjult af deres ophavsmænd. De nytestamentlige apokryfer er derfor overleveret i kirkesamfund, der på et tidligt tidspunkt blev udskilt fra den officielle kirke, medens andre senere er dukket op ved arkæologiske udgravninger.

De nytestamentlige apokryfer figurerer ikke i hverken protestantiske, ortodokse eller katolske bibeludgaver.

Apokryferne indeholder en række evangelieskrifter med fortællinger, ikke bare om Jesu barndom, men også om hans moders, Marias barndom og fødsel. Herudover findes der fortællinger om apostlene og en mængde breve. Af særlig aktualitet er i dag Maria Magdalenes evangelium, som har inspireret forfatteren Dan Brown til hans teorier om Jesu og Maria Magdalenes ægteskab, sådan som de kommer til udtryk i hans bestseller "Da Vinci Mysteriet".