Bibelen 2020: Vi skal holde fast i de kristne grundbegreber

Hvordan påvirker oversættelse af religiøse tekster forkyndelsen? Kristendom.dk har bedt tre eksperter om at forholde sig til den indflydelse, ordvalget i Bibelen 2020 har på den kristne forkyndelse i folkekirken. Den tredje er rektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter Hans Vium Mikkelsen

Fredag den 20. marts udkom Bibelen 2020. Bibelselskabet, der står bag den nye bibel, skriver i en pressemeddelelse, at det er en meningsbaseret oversættelse med fokus på flow og forståelse. Den nye oversættelse er oversat til nudansk fra grundsprogene hebraisk og græsk.

Bibelen 2020 bliver ikke en autoriseret udgave, som skal bruges til højmessen, medmindre man som sognepræst ansøger sin biskop om lov dertil.

Hvilken betydning har valget af ord, termer og sprog i Biblen generelt for forkyndelsen?
Den er af stor betydning. Vi lærer de kommende præster, at det er vigtigt at skabe forståelse mellem teksten og vores egen samtid, så de kan lave en analyse af søndagens tekst og dens fremmedhed og sætte det ind i en samtidig ramme, der giver mening for kirkegængeren.

Udover den bibelske sammenhæng skal teksten og prædikenen også relatere sig til, hvor vi er i kirkeåret og den konkrete menighed. Prædiken skal tage livtag med, hvad det vil sige at være menneske, at være kristen, og som kristent menneske at indgå i og tage del i samfundet. For som kristne er vi en integreret del af samfundet, og vi er fælles om vilkår og problemstillinger.

Hvilken betydning får den nye oversættelse konkret for forkyndelsen i den danske folkekirke – om nogen?
Den nye oversættelse er ikke autoriseret, og er derfor ikke tænkt som ”kirkebibel”. Så spørgsmålet tager altså udgangspunkt i, hvordan det vil være i fald, at præsterne beder om lov til at bruge den nye oversættelse i gudstjenesten.

Jeg har stor sympati for, at man gerne vil komme med en ny oversættelse. Det bunder jo i et ønske om, at folk skal kunne forstå teksten, og dermed bedre kunne finde inspiration og trøst, mod og håb ved læsning og tolkning af de bibelske tekster. Det er både stærke teologiske og sproglige kræfter med stor faglighed og engagement, der har været med til at nyoversætte Bibelen 2020.

En nyoversættelse vil altid blive mødt af kritik fra alle sider. Inden vi bare istemmer dette kor, er det vigtigt at huske på, at der altid vil være en tendens til at se den forrige udgive som den bedste og glemme, at den også var en oversættelse – samt at det altid er mennesker, der oversætter.

Når det er sagt, så er der alligevel nogle ting, som jeg synes, at man kan stille spørgsmål til. Det ærgrer mig for eksempel, at en del af kristendommens væsentlige grundord og begreber er forsvundet ud af den nye oversættelse. For de ord – som for eksempel salig, barmhjertig og sagtmodig – har en betydning, som det er vanskeligt at erstatte, også selvom man som kirkegænger måske ikke forstår deres bibelske betydning fuldt ud.

Jeg tænker her særligt på ordenes liturgiske og poetiske betydning. Ord, der giver kirkegængeren en følelse af højstemhed, en fornemmelse af poetisk kraft og overskud. En kraft, der også har betydning for forkyndelsen, som handler om både ord og følelser. En kraft, der har at gøre med sansning og intuition af både kirkerum, musik og ord – som tilsammen danner den gudstjeneste, der giver kirkegængeren noget både under og efter gudstjenesten.

Så vi skal passe på med at ville gøre sproget i kirken for nutidigt, for fladt. For så mister det kirkelige sprog sin egenart – og det går udover forkyndelsen og fremhævelsen af de flere dimensioner, at mennesket står overfor både Gud og sit medmenneske.

Hvis man ser på de to hosstående citater fra Bibelen: Hvilke værdier og signaler ligger så i den gamle version – og hvilke er i den nye?
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg i forhold til de to teksteksempler fra henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente føler mig mere hjemme i nyoversættelsen af GT end af nyoversættelsen i NT, som er blevet for dagligdags.

Ordet heldig er for eksempel ikke særlig heldigt. Det minder mig lidt om fætter Højben, som er heldig, fordi han finder og vinder alt muligt. Men det er jo noget prosaisk og noget ganske andet end at være salig, som er et ord, der indeholder flere dimensioner, og som rækker ud over den umiddelbare oplevelse.

Så når man bruger ordet salig, så fastholder man den poetiske kraft både i en læsning og i en prædiken – og dermed også den kristne tradition. Nogle ord kan og skal man derfor ikke ændre på. Det kan godt være, at nogle af de ord er lidt besværlige. Men det må vi tage med, for deres værdi forsvinder, hvis man kaster dem ud og bliver for hverdagsagtig i sit sprog.

Når det er sagt, vil jeg sige et stort tillykke med den nye oversættelse. For det er altid godt, når nogen vil arbejde med teksterne og fortolke dem og give dem liv, så vi åbner dem og os selv op. Men vi skal være klar over, at også det altid er en fortolkning, og at der er en balance, som der skal holdes fast i. En Bibel på sønderjysk, hvor Jesus siger mojn er for eksempel ikke at holde fast i den højstemthed, som der skal til, når vi har med tro at gøre.