Bibelen er stadig aktuel - men hvorfor og hvordan?

Bibelen taler om Gud og om mennesket og dermed om livets dybeste spørgsmål. Vi bliver aldrig færdige med at spørge til vores liv og dets mening. Og Bibelen giver heller ikke færdige svar. Denne artikel ser nærmere på, hvordan Bibelen taler om Gud og mennesker

Hvordan Bibelen ikke skal læses
Først må vi være klar på, hvordan Bibelen ikke skal læses. Bibelen skal ikke læses som en forklaring på, hvordan kosmos blev til eller som en moralsk vejledning for moderne mennesker. Den giver os ikke en historisk pålidelig forklaring på menneskehedens udvikling og i særdeleshed på folket Israels tidlige historie. Gudsbilledet i Bibelen er mangetydigt.

Bibelens to dele, Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente viser forskellige gudsbilleder. I Det Gamle Testamente er gudsbilledet præget af det israelitiske folks håb og forestillinger, der så igen er bestemt af folkets historiske situation. I Det Nye Testamente forstås Gud som Jesu Kristi fader, det vil sige som den, der giver sig til kende gennem et levet menneskeliv, nemlig den historiske Jesus fra Nazaret. Bibelen kan ikke læses som en åbenbaringsbog, hvori Gud viser sit entydige væsen og vilje.

Guds virkelighed
Bibelen er menneskers fortællinger om Gud, der indeholder dybe erfaringer og mægtige indsigter. Bibelen er uden tvivl det ældste lag af den kristne religiøse tradition. Den er derfor også vores kulturs grundtekst, som igennem århundreder har inspireret forfattere, filosoffer, billedkunstnere og komponister. De bibelske tekster afspejler erfaringer af Guds virkelighed og væsen, som stadig ses som aktuelle i kampen for at finde mening.

De erfaringer af Gud, som vi finder i de bibelske tekster, kan samles i tre områder: 1) at være skabt, 2) at være i krise, og 3) at finde mening.

At være skabt
Hvorfor er der overhovedet noget til og ikke bare ingenting? Når mennesket rammes af dette elementære spørgsmål, så fyldes det med undren. Tilværelsen er ikke en selvfølgelighed.

I Bibelen er Gud derimod en selvfølgelighed. På Bibelens første blade fortælles, at Gud skabte himlen og jorden og gav mennesket ansvar for sit skaberværk. Og for Moses åbenbarer Gud sit navn: ”Jeg er den, jeg er”. Gud er altså den, der både er i det værende og i intet.

Eller som teologen Paul Tillich (1886-1966) udtrykte det: ”the power of being in everything and above everything” (magten til at være til i alt og over alt, hvad der er til). I Salmernes Bog kapitel 139 skriver digteren:

”Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? / Stiger jeg op til himlen, er du dér, /lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.”

Det Gamle Testamente fortæller om forholdet mellem Israel og Gud. Det er et forhold fyldt med brud og konflikter, og Gud synes vilkårlig. Men alligevel fortælles der om Moses, at han erfarer Gud som godhed, at Gud åbenbarer sig som tillidens grund.

At være i krise
Biblen fortæller om den Gud, der også er i menneskets grænseerfaringer. Gud skildres som den, der skjult er til stede også i sygdom og død. Derfor kan digteren af Salmernes Bog kapitel 22 udbryde:

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? /Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. / Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, /og om natten, men jeg finder ikke ro.”

I Det Nye Testamente bliver Salme 22 de ord, hvormed Jesus i fortvivlelse kan råbe sit nederlag ud, da han hænger på korset. Men gruppen af Jesus-troende erfarer derpå det modsatte, nemlig at Gud har oprejst deres mester fra de døde.

De bibelske tekster giver ikke forklaring på lidelsens ”hvorfor?”. Lidelsen og katastrofen er det uforståelige, der hverken har årsag i mennesket selv eller i Guds væsen og handlinger. Den tyske teolog Dorothee Sölle (1929-2003) afviser således den traditionelle kristne tolkning af lidelsen som Guds straf. Det hører til et gudsbillede, der ikke har støtte i Bibelen.

Bibelen har til gengæld et sprog, hvormed mennesket kan tolke sine erfaringer med lidelsen, siger hun. Kan vi sprogligt give udtryk for lidelsen, så kan vi også give lidelsen mening. Mangler vi sproget til at udtrykke vore erfaringer, forbliver lidelsen også meningsløs. Men netop Det Nye Testamentes fortælling om Jesus, der selv tog lidelsen på sig, viser os Gud som kærlighedens Gud, den ikke-voldelige Gud. Fortællingen om Jesu lidelse giver således sprog til at tolke lidelsen. I lidelsen er mennesket ikke alene, men Gud er med i den, tager del i den.

At finde mening
Det Nye Testamente bruger tre billeder på Gud: Ånd, lys og kærlighed. Men det er mere end billeder, det er udtryk for, hvordan Gud giver sig til kende og skaber forbindelse mellem sig selv og det enkelte menneske. Når mennesket erfarer sig bundet til det, der bærer dets liv, så er det ensbetydende med at finde ny mening og sammenhæng i sit liv.

I skabelsesfortællingen, Første Mosebog kapitel 2, beskrives det, hvordan Gud indblæser sin livsånd i Adam, der derved gøres til et levende menneske. I Johannesevangeliet kapitel 4 siger Jesus til den samaritanske kvinde: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Og så betegnes Gud som ”lys”.

I skabelsesfortællingen satte Gud skel mellem lys og mørke. I indledningen til Johannesevangeliet siges det om Gud, at han er lys, og mennesket lever i dette lys ved at gøre sandheden. Tilsvarende hedder det om Gud, at han er kærlighed, ”og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham” (Første Johannesbrev kapitel 4).