Da forskere stillede spørgsmål ved evangelierne

Teologen David Friedrich Strauss var en af dem, der fremhævede Jesu mytologiske arv fra Det Gamle Testamente. Portræt af von Schmidt fra 1837. Foto: Scanpix. Foto: akg-images

I århundreder har forskere spurgt sig selv og hinanden, om evangelierne fortæller om historiske kendsgerninger – eller om Det Nye Testamente snarere er bestemt af oldtidens mytiske tænkning

Især i oplysningsperioden interesserede europæiske forskere sig for spørgsmålet om den historiske Jesus og evangeliernes rigtighed. Evangeliernes fortællinger, sprog og Jesu udsag blev underkastet ivrig analyse, og lagde grunden til de diskussioner om eksempelvis forståelse af opstandelsen, vi ser i dag.
 
Et historisk rids over Jesu-liv forskningen begynder med Hermann Samuel Reimarus (1694–1768). Reimarus var præget af deismen (deus = gud), dvs. en opfattelse af Gud som den, der nok havde skabt denne verden, men som ikke griber ind i sin skabelse. På det grundlag blev underne og alt andet overnaturligt afvist.
 
Reimarus beskriver Jesus som en politisk reformator inden for rammerne af sin egen tids jødedom. Den kristne tro og den tidlige kristendom var blevet til ved et bedrag af apostlene. De have skabt billedet af en himmelsk frelser, selvom han historisk var en mislykket profet. De havde stjålet hans legeme efter korsfæstelsen og opfundet historien om hans opstandelse.

Ferdinand Christian Baur (1792–1860) indførte den historisk-kritiske forskning. Biblen skulle nu undersøges som alle andre religiøse tekster og underkastes en kritisk analyse. Hermed kommer interessen for det religiøse miljø, som de nytestamentlige tekster er opstået i.

Det fik den samtidige forsker David Friedrich Strauss (1808-74) til at påvise, at der i evangelierne er overført mytiske forestillinger fra Det Gamle Testamente på Jesus - frem for alt forestillingerne om en kommende Messias.
 
William Wrede (1859–1906) var optaget af det, han kaldte ”messiashemmeligheden”, nemlig at Jesus en række gange, især ifølge Markusevangeliet, forbyder sine disciple at fortælle, at han er Messias. Wredes forklaring er, at Jesus rent historisk ikke havde forkyndt sig selv som Kristus, men det havde de første kristne på baggrund af deres opstandelsestro. 

I teologien omkring århundredskiftet blev man så mere og mere optaget af, at finde tilbage til det, der så måtte være budskabet hos den historiske Jesus. Jesu menneskelighed og hans etiske forkyndelse kom i centrum hos den såkaldte liberalteologi. Jesu fordring om næstekærlighed og hans eget eksempel blev fremhævet, mens menighedens Kristustro blev afvist som efterrationalisering og myter.

Joachim Jeremias (1900–1979, som en årrække arbejdede med arkæologi og studiet af jødedommen i Jerusalem, forsøgte at udarbejde en rekonstruktion af Jesu forkyndelse på baggrund af den samtidige jødedom. Bl. a. udgav han en opsigtsvækkende bog om Jesu lignelser, hvori han rekonstruerede lignelserne, sådan som han mente dem fortalt autentisk af Jesus.
 
Gerd Theissen (f. 1943 -) bruger den sociologiske metode, idet han søger tilbage til det sociale miljø, hvori Jesus færdedes. Jesus skildres af Gerd Theisssen som en karismatisk vandreprædikant, der om sig samler mennesker, der levede i samfundets periferi: fiskere, toldere, prostituerede, hjemløse. Han søger endvidere tilbage til Jesu autentiske forkyndelse, som han mener at se i den såkaldte ”logiakilden” (eksempelvis Bjergprædikenen), det vil sige den kilde, som blev benyttet af Mattæus og Lukas ved siden af Markusevangeliet.

Hvad er så hovedtrækkene i den moderne teologis opfattelse af bekendelsen til Jesus som Kristus, dvs. som Guds søn? Hvordan skal dette led i bekendelsen nærmere forstås? Det kan gøres op således:
Først var opstandelsestroen, så kom fortællingerne!

Det er netop, hvad den historisk-kritiske bibelforskning gør os opmærksom på. Det videnskabelige arbejde med Det Nye Testamente kan netop åbne vores øjne for teksternes karaktér af tolkende, poetiske tekster.

Men det er vel at mærke ikke eksegesens (dvs. det fortolkende arbejde med teksterne) opgave at godtgøre, endsige at spørge, om dette og hint rent faktisk har fundet sted. Dernæst er det så den systematiske teologis opgave at reflektere over troens indhold og betydning – også i forhold til en moderne bevidsthed. Og endelige er det så prædikenen, der med afsæt i dette teologiske arbejde formidler budskabet – fra tro til tro.

LÆS OM FORSKELLEN MELLEM DET MYTOLOGISKE OG DET RATIONELLE SPROG I TEOLOGIEN HER