Syv kvinder fra Bibelen holder tilhørere i ånde

- Efter at Maria har hvisket den sidste replik, er der en intens stilhed. En dag, hvor der alene var kvinder som publikum, udbrød én: ”Du får os alle sammen til at føle os smukkere med den oplevelse, siger Lisbeth Filthenborg om sin forestilling Foto: Carsten Thomasen

Bibelske fortællinger kan stadig fængsle ved deres drama og paralleller til det moderne menneske. Forestilling med Eva, Sara og Hagar, Lea og Rakel, Batseba og jomfru Maria opført af en enkelt person skaber intens atmosfære

Rundt om i landets foredragssale kan man træffe på højskolelærer og teolog Lisbeth Filtenborgs lille dramatiske perle af en fortælling om syv kvinder fra Bibelen. Disse kvinder blev mødre til nogle af Bibelens store navne.

- Jeg har valgt syv kvinder, som jeg knytter sammen to og to. Den eneste undtagelse er Batseba, kong Davids elskerinde, fortæller Lisbeth Filtenborg om stykket.

Kærlighed og bedrageri
Forestillingen drejer sig ud over Eva og Maria om Sara og Hagar, Lea og Rakel, og Batseba.

Sara, der kæmpede med sin jalousi, fordi hun måtte lade Abraham gå ind til sin egen slavinde Hagar, for at de kunne få den søn, som Sara ikke kunne føde. Og som senere blev ladt tilbage i uvished og knugende angst, da Abraham og Isak - den søn hun endelig fik i en høj alder - gik op mod bjerget, og hun ikke vidste, hvad der skulle ske.

Lea og Rakel Labans to døtre, der begge blev Jakobs hustruer, men ikke i den rækkefølge, der var aftalt, fordi Laban først snød. Han gav Lea til Jakob i stedet for Rakel, som Jakob havde tjent i syv år for at få. Nu måtte han tjene syv år mere for at få Rakel. Tilmed fødte Lea flere sønner men Rakel fødte ikke én.

Batseba, Urias' kone, havde kong David kaldt til sig, fordi han begærede hende, og hun blev betaget af ham og hans harpespil. Hun blev gravid med ham, og derfor satte David Urias på en post, der kostede ham livet.

En gave for mig at kunne fortælle
Lisbeth Filtenborg er cand. theol. fra Aarhus Universitet, ordineret præst og nu højskolelærer på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum, hvor hun underviser i litteratur, kunst, religion og natur.

- Det hele kom sig af, at da jeg første gang skulle undervise konfirmander, blev jeg klar over, at en vis orden og kronologi i de bibelske fortællinger måtte der til, for at de unge kunne forstå en sammenhæng. Den viden havde de ikke. Jeg opdagede, at det var en glæde at fortælle om de mange perler i Ny og Gamle Testamente. Jeg fandt også ud af, at det var en kæmpe gave for mig at kunne fortælle, siger en meget entusiastisk Lisbeth Filtenborg.

Syv stærke kvinder
I stykket gengives de syv kvinders forskellige forskellige højdepunkter i en ganske simpel koreografi syv tændte stearinlys og Lisbeth i en arabisk kvindedragt, samt tørklædet, som er en vigtig rekvisit. Tørklædet er det ene øjeblik snoet sammen og forestiller et nyfødt barn og det næste et æggende hofteskørt, som fremhæver kvindens tiltrækkende sider og seksualitet.

Det begynder med, at Adam vækker Eva til live ved at tegne hendes omrids med fingeren og tage hende i hånden. Hun mærker en sitren i øjenlågene og slår øjnene op - i Edens Have. Senere viser hun, at hun er stærk. Hun bliver pikeret over, at Herren, når han kommer på besøg, kun taler til Adam. Jeg er her da også! råber hun. Da de to senere fordrives fra Edens Have, er det hende, der tager Adam ved hånden og støtter ham.

- Eva knytter jeg sammen med Maria, Jesu moder, fordi Adam og Eva var de første mennesker på jorden, tilføjer Lisbeth Filtenborg og fortsætter:

- Maria fødte den andet menneske underforstået: hun havde båret frelseren i sit moderliv. Dramaet slutter med, at Maria sidder med Jesu livløse skikkelse hvilende i sit skød. Hun mærker den samme sitren i øjenlågene som Eva gjorde, og hun gentager replikken, som slutter hver sekvens: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Maria tilføjer hviskende til sidst: Af jorden skal du igen opstå!
Hvordan reagerer publikum?

- Det er det mest fantastiske, slutter Lisbeth Filtenborg:

- Efter at Maria har hvisket den sidste replik, er der en intens stilhed. En dag, hvor der alene var kvinder som publikum, udbrød én: Du får os alle sammen til at føle os smukkere med den oplevelse!

Billedtekst: I Lisbeth Filtenborgs drama om de syv kvinder spiller tørklædet en vigtig rolle som rekvisit. Det ene øjeblik er det snoet sammen og forestiller et nyfødt barn og det næsteøjeblik er det et æggende hofteskørt, som fremhæver kvindens tiltrækkende sider og seksualitet.

- Efter at Maria har hvisket den sidste replik, er der en intens stilhed. En dag, hvor der alene var kvinder som publikum, udbrød én: ”Du får os alle sammen til at føle os smukkere med den oplevelse, siger Lisbeth Filthenborg om sin forestilling Foto: Carsten Thomasen