- For Gud er vi alle lige

Paulus' ord giver os en mulighed for at forstå, at forskellighed ikke i sig selv udelukker muligheden for lighed, mener Sørine Gotfredsen. - Foto: Foto: Hans Christian Jacobsen

Hvordan lever vi med de svære tekster i Bibelen? Følg med i kristendom.dks bibelstafet og læs præst og journalist Sørine Gotfredsens tolkning af Paulus ord om forholdet mellem mænd og kvinder

Sommeren bragte en livlig debat med sig i Kristeligt Dagblad om fortællingen om Abraham og Isak - bør den være med i Bibelen? Nu har kristendom.dk sat en stafet i gang med udgangspunkt i spørgsmålet: hvordan fortolker og lever vi med de svære tekster i Bibelen?

I denne uge har sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen modtaget staffetten af biskop Niels Henrik Arendt. Teksten er 1. Korinterbrev 11, 3-16 og opgaven lyder: Hvordan fortolker du teksten og lever med den i dit kristenliv?

Sørine Gotfredsen svarer:

I en epoke af historien med stor fokus på ligestilling mellem mænd og kvinder rummer denne tekst selvsagt et stort provokatorisk potentiale. Paulus beskriver en klar rangordning mellem kønnene, for mens manden er en afglans af Gud, er kvinden en afglans af manden, hvilket umiddelbart forsyner hende med mindre værdi.

Manden er den primære skabning med den mest direkte forbindelse til Gud og skal for eksempel i modsætning til kvinden ikke dække sig til, når han nærmer sig sin skaber for at bede til ham.

Det ligger i luften, at man som selvstændigt tænkende kvinde bør hidse sig op over en tænkning som denne, men langt mere interessant er det at følge sondringen i Paulus` teologi og overveje spørgsmålet om, hvorvidt der kan findes ligeværd mellem de to køn, hvis man fastholder, at de er væsensforskellige. Det sidste spørgsmål er helt aktuelt i vores samfund i dag.

Paulus tid er os uendelig fremmed
Den centrale sondring drejer sig på den ene side om forholdet mellem mennesker og på den anden side om forholdet mellem Gud og mennesker. Paulus taler i tråd med den gammeltestamentlige skabelsestanke, hvor manden helt konkret kom til verden først og havde brug for kvinden som middel til fuldendelse af sin egen eksistens.

For Paulus er det jordiske liv underlagt nogle grundlæggende normer, der er nødvendige for at få hverdagen i menigheden til at fungere. Det giver sig selv, at hans syn på forholdet mellem kønnene ikke kan forsvares i dag, og vi behøver kun at skele til den traditionelle kønstænkning i den muslimske verden for at vide, hvor dybt problematisk det er.

Paulus taler i en tid, der er os uendelig fremmed, og vi kan ikke gøre andet end negligere hans mest rabiate forslag til praktisk adfærd og ikke mindst hans indskrænkning af kvinders frihed. Men dette er heller ikke tekstens vigtigste indhold, for samtidig siger Paulus jo nemlig, at:

Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud.

Lighed findes i to udgaver
En ting er altså, at manden og kvinden for Paulus indgår i en urokkelig rangordning i det verdslige liv, mens noget andet er, at de begge udgår fra Gud. Og at den ene intet er uden den anden. Hertil vil nogen sikkert spørge, om det virkelig kan give mening at hævde, at manden og kvinden er lige, når manden opfattes som Guds afglans, mens kvinden kun er mandens afglans?

Og ja, det kan det, hvis man mener, at Guds syn på mennesket adskiller sig fra menneskers indbyrdes syn på hinanden og fastholder, at begrebet lighed findes både i en menneskelig og en guddommelig udgave.

Denne tanke finder man for eksempel i Søren Kierkegaards tale om lighed for Gud. For Kierkegaard var der bestemt i verdslig forstand forskel på mennesker, og ifølge ham har vi reelt bedst af at leve i et klassedelt samfund, hvor man ikke er i tvivl om, hvor man hører til.

Derudover mener Kierkegaard også, at der er endog meget stor væsensforskel på mænd og kvinder, men intet af alt dette ændrer ved, at vi alle er lige for Gud. Og en lignende sondring mellem lighed mellem mennesker og lighed for Gud kan man finde hos Paulus.

Det vil næppe berolige de mest glødende feminister, men denne teologiske tænkning kan ikke desto mindre bidrage til vores diskussion om forholdet mellem kønnene i dag, fordi den ikke lader lighedsbegrebet bestemme af forskelligheden.

Paulus lærer os, at forskellighed ikke udelukker lighed
Ligestillingen eller intentionen om den har i vores del af verden været en selvfølge i adskillige årtier, og en konsekvens af bevægelsen har været, at nogen ligefrem stiller spørgsmålstegn ved, om der grundlæggende er særlig forskel på de to køn. Om ikke identiteten som mand eller kvinde mest er noget, man opdrages til at mærke.

At køn er en konstruktion udgør således for nogen et decideret dogme, og når tanken gradvist har antaget næsten religiøse dimensioner, hænger det sammen med forestillingen om, at absolut lighed ikke kan lade sig gøre, medmindre vi er ens af natur.

Først når kønnenes særpræg er blevet udlignet, kan vi tale om ægte ligestilling, og skulle man være én af dem, der bekender sig til denne ultimative tanke, kan læsningen af Paulus´ ord måske tjene til nyttig nuancering. Ikke som anledning til at skumle over de tidsbundne og i vores øjne helt uacceptable begrænsninger, der pålægges kvinder, men derimod som en mulighed for at forstå, at forskellighed ikke i sig selv udelukker muligheden for lighed.

Vi kan blive bedre til at forstå, at der her på jorden findes nogle basale vilkår og forskelligheder, vi mennesker ikke er i stand til at ændre, og at vi i stedet skal forsøge at forstå dem og sætte dem i forhold til den tanke, at intet kan pille ved den enkeltes status i forhold til Gud. At for ham er vi alle lige.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og journalist