- I dommen genopretter Gud os

Hvordan lever vi med de svære tekster i Bibelen? Følg med i kristendom.dks bibelstafet og læs teolog forfatter Johannes Værges tolkning af Jesu fortælling om verdensdommen

Sommeren bragte en livlig debat med sig i Kristeligt Dagblad om fortællingen om Abraham og Isak - bør den være med i Bibelen? Nu har kristendom.dk sat en stafet i gang med udgangspunkt i spørgsmålet: hvordan fortolker og lever vi med de svære tekster i Bibelen? I denne uge har sognepræst og forfatter Johannes Værge modtaget stafetten af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen. Teksten er Matthæusevangeliet 25, 31-46 og opgaven lyder: Hvordan fortolker du teksten og lever med den i dit kristenliv?

I det nytestamentlige budskab indgår der det tema, at vi må stå til ansvar. Det kommer bl.a. til udtryk i den store billedtale i Matthæusevangeliet 25, kaldet verdensdommen, hvor fårene skilles fra bukkene, som det udtrykkes. Fårene modtager velsignelse, bukkene forbandelse.

Det er et nyttigt princip ved tolkning af sådanne tekster, at pointen søges, hvor teksten er klar. Og det klare er for det første, at skjult i vores medmenneske møder vi Kristus. Den barmhjertighed eller omsorg og den ligegyldighed, vi viser hinanden, rammer i virkeligheden Kristus. Heraf fremgår det også, at de små, svage og udsatte på særlig måde er forbundet med Kristus.

Der står ikke, hvem bukkene er
Her ligger lignelsens klare pointe mens det er udflydende, hvem der som individer hører til på henholdsvis fårenes og bukkenes side. Både dem til den ene og dem til den anden side giver i lignelsen udtryk for undren mødet med Kristus er jo netop også skjult, og hver enkelt af os møder ham snart med barmhjertighed, snart med ligegyldighed.

Ingen er i den forstand placeret på den sikre, gode side, alle har vi både godt og ondt i os. Som Jesus siger i anden sammenhæng (Mark 10,18): Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.

Evangelisten Matthæus citerer Jesus for samme udsagn, dog i lidt svækket ordlyd (19,17), og det er langt fra sikkert, han vil gå med til at lægge vægten, hvor jeg har gjort det ovenfor. Han strammer til sidst sagen ved at tale om evig straf for dem, der har vist ligegyldighed mod de mindste, altså ikke blot forbandelse som tidligere i teksten.

Her står vi over for et særtræk ved Matthæus evangelieskrift: Hvor der i forhold til de andre evangelister kan tilføjes lidt ekstra gråd og tænderskæren og fordømmelse, er han ikke bleg for det. Hvad dommen angår, har jeg mere tillid til, at evangelisten Johannes har forstået kernen i Jesu budskab.

Dommen handler om genoprettelse og helbredelse
I sin gengivelse af Jesu afskedstale til disciplene sammenfatter han kortfattet, hvad det drejer sig om: Dommen er, at denne verdens fyrste er dømt (Johannesevangeliet 16,11) altså at domfældelsen gælder den onde magt, som fordrejer og formørker menneskelivet, så det ikke fuldbyrdes, som Gud har villet det.

Det er det ødelæggende, det onde, som sættes ud af spillet ved dommen til befrielse og frelse for mennesket, der er skabt i Guds billede for at blive ét med Sønnen og Faderen i evighed sådan som Jesus foregreb det ved at helbrede, rejse fortabte til håb.

Det vil sige ikke en dom forstået som trussel om straf, men som en genoprettende proces, en renselse, en helbredende befrielse af dét i Guds menneske, der indtil videre har været filtret ind i det onde. Dommen som led i den nødvendige forvandling af mennesket, så det kan indgå i Guds rige, det evige liv.

Johannesevangeliet understreger, at denne forvandling, knyttet til dommen, har vi en begyndende adgang til allerede nu, nemlig i det modtagende møde med det, der lyser i Jesus Kristus. Dér begynder det evige liv. Så tilskyndelsen til os er klar: Tilpas jer ikke denne verdens fyrste, men øv jer allerede nu i at følge det kærlighedslys, der virker i Kristus, og som skal samle alt i sig i det evige liv.

Dommen er Guds operation af mennesker
Paulus understreger i 1 Korintherbrev 15, at der i opstandelsen er tale om en radikal forvandling, og netop forvandling blev et kodeord i den oldkirkelige forståelse af, hvad dommen betyder. Et gennemgående træk er, at man forstod det, der sker ved opstandelse og dom, som en genoprettelse, en fuldendelse af mennesket.

Kirkefaderen Gregor af Nyssa kalder dommen en renselse og terapi og bruger det billede, at en læge kan være nødt til at skære i et menneske for at helbrede det. Men smerten derved skal jo ikke forstås som en straf.

Sådan forholder det sig med den renselse, mennesket må gennemgå som virkning af dommen: Der er aldrig tale om straf eller om hævn over et ondt liv, men af kærlighed hjælper Gud mennesket til den forvandling, som er nødvendig, for at Gud i evigheden kan blive alt i alle.

Stafetten sendes videre
Johannes Værge har sendt bibelstafetten videre til sogne- og sygehuspræst Christian Højlund og udfordrer ham med Mattæus 7, 13-14 om "Den snævre port". Læs Christian Højlunds svar fredag den 20.11.09.

Johannes Værge har været sognepræst ved Københavns Domkirke og har senest udgivet Efter døden. En bog om det evige liv (2008) og - på basis af prædikener - Alt det som er (2009).