Når børnene flytter hjemmefra

1. Mosebog 2 handler om nogle grundvilkår i menneskelivet, mener Anne Kathrine de Hemmer Gudme.- Foto: Foto: privat

Skabelsen af mand og kvinde i 1. Mosebog 2 taler ikke for eller i mod ligestilling. Den handler derimod om at blive voksen, påpeger bibelforsker Anne Katrine de Hemmer Gudme

Sommeren 2009 bragte en livlig debat med sig i Kristeligt Dagblad om fortællingen om Abraham og Isak - bør den være med i Bibelen? Nu har kristendom.dk sat en stafet i gang med udgangspunkt i spørgsmålet: hvordan fortolker og lever vi med de svære tekster i Bibelen? I denne uge har bibelforsker Anne Katrine de Hemmer Gudme modtaget stafetten af sognepræst Lisbet Kjær Müller med 1. Mosebog 2,21-25.

LÆS OGSÅ: Forskere ser med nye øjne på Hebræerbrevet. Lisbet Kjær Müllers udlægning af Hebræerbrevet 10,19-23

Med teksten i 1 Mos 2,21-25 befinder vi os i en mytisk urtid, hvor vi får fortalt, hvordan verden blev til, og hvorfor den nu er, som den er. Mennesket (på hebraisk adam) har Gud formet af jord (adama) i vers 7, og da Gud ser, at det ikke er godt, at mennesket er alene, beslutter han sig for at skabe en hjælper, der svarer til ham (vers 18).

Denne hjælper er kvinden, som bygges af et af Adams ribben. Lektor Søren Holst har ganske rigtigt påpeget, at hjælper i denne sammenhæng snarere skal forstås som en forbundsfælle eller allieret, end en stik-i-rend-dreng (Kommentar til Første Mosebog, Bibelselskabets Forlag, 2007:21).

Adam betyder både et menneske på hebraisk og er navnet på mennesket Adam. I vers 21 optræder mennesket første gang som individet Adam, altså med stort forbogstav, i den danske oversættelse, for nu er han ikke længere det eneste menneske i verden.

Ordet kvinde (isha) spiller på det hebraiske ord for mand (ish), som hun er kommet af. Mennesket findes nu som både mand og kvinde.

Kvindens skabelse i 1 Mos 2,21-25 er blevet brugt som argument for kvindens underordning i forhold til manden i århundreder.

For i modsætning til den første skabelse i 1 Mos 1,27, hvor mand og kvinde skabes samtidigt i Guds billede, så kan 1 Mos 2,21-25 bruges til at indikere en rangorden, hvor manden kronologisk og derfor også hierarkisk kommer før kvinden. Sådan er teksten eksempelvis blevet brugt i 1 Timotheusbrev 2,13, som var med i bibelstafetten den 1. februar 2010 og i 1 Korinterbrev 11,8-9, som var med i bibelstafetten den 3. november 2009.

LÆS OGSÅ: - Til kamp for frihed! Teologiprofessor Heike Omerzus udlægning af 1. Timotheusbrev 2,13

LÆS OGSÅ: - For Gud er vi alle lige. Sørine Gotfredsens udlægning af 1. Korintherbrev 11,3-16

Nu er det imidlertid ikke rimeligt at bebrejde en tekst for, hvad eftertiden har brugt den til, og spørgsmålet er, om forholdet mellem kønnene overhovedet er 1 Mos 2,21-25s ærinde.

Jeg vil mene, at lige så vel som den ligestillede skabelse i 1 Mos 1,27 ikke argumenterer for kønnenes ligestilling, så argumenterer 1 Mos 2,21-25 heller ikke for det modsatte, altså for ulighed.

Teksten er skrevet på en tid, hvor det patriarkalske samfund var det almindelige, og der er ingen grund til at gå ud fra, at forfatteren argumenterer hverken for eller imod denne praksis.

Teksten forsøger faktisk at give en forklaring på et helt andet forhold, nemlig det at en mand forlader sin far og sin mor og binder sig til sin hustru.

Temaet her er altså at blive voksen og flytte hjemmefra. Og her spiller forskellen på vores tid og tekstens tid igen en rolle, for i oldtidens Palæstina flyttede unge mænd faktisk ikke hjemmefra, i hvert fald ikke ligesom i dag, hvor barnet fysisk fjerner sig fra forældrenes hus.

Det var derimod almindeligt at det var kvinden, der forlod sine forældre og blev en del af sin mands storfamilie.

Det ser vi eksempelvis i historien om Isaks ægteskab med Rebekka, hvor det er Rebekka, der forlader sin familie og rejser med sin mand hjem til sine svigerforældre (1 Mos 24). Det er altså ikke en fysisk afstand, der er tale om, men snarere et rolleskift; barnet går fra at være barn i sine forældres husholdning til at være herre i eget hus med egne børn.

Og her synes jeg virkelig, at teksten taler om et universelt og vedkommende grundvilkår i menneskelivet. For selvom hele processen med at flyve fra reden har ændret sig en del fra Palæstina i oldtiden til Danmark anno 2010, hvor det er de færreste, der bliver gift straks efter at have forladt barndomshjemmet, og hvor single er en accepteret, til tider feteret, civil stand, hvilket det ikke var på det Gamle Testamentes affattelsestidspunkt, så bliver vi alle sammen voksne og ændrer status socialt og seksuelt, og det har vi altid gjort.

Og selvom det er den naturligste ting i verden at børnene forlader barndomshjemmet, så er det også forbundet med fare og usikkerhed, og med en følelse af tab og sorg.

Det er dét forhold teksten i dagens bibelstafet beskæftiger sig med og tilbyder en forklaring på. Og det kan vi bruge til noget, også i dag. For selvom løsningen, ribbenet, som er årsagen til den mystiske forbundenhed mellem mand og kvinde, i virkeligheden ikke forklarer særlig meget, så afsløres et universelt problem, nemlig den vanskelige, og til tider smertefulde, proces det er at blive voksen.

Det er ikke et problem, der kan løses, det er en del af det menneskelige grundvilkår, men det er en smerte, der kan mildnes, når man ved, at den deles med generationer efter generationer, der har gjort sig de samme erfaringer.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d.-studerende ved Afdeling for Bibelsk eksegese, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet